Ret vigtige facts om mig mig mig #1

IMG_4541

Der er efterhånden mange, der læser med herinde, og tak for det. Det betyder faktisk meget mere end I tror, og når I oven i købet giver jer tid til at kommentere på mine skriverier, betyder det altså ekstra meget. Så ved I det. TAK ❤️

Selvfølgelig er der nogen, (… eller nogle? Kom med verdens bedste huskeregel, anyone…please) der læser alle mine indlæg, og de føler måske, at de langsomt er ved at danne sig et billede af, hvad jeg er for en lady.

Jeg vil dog løbende dele nogle sindssygt vigtige, ligegyldige, spændende og helt random facts om mig. Jeg hiver dem løbende op ad turbanen… eller dåsen om du vil… 🙂

Men jeg vil sgu også gerne vide, hvem I er. Bare lige noget med jeres køn og alder og måske et par sjove facts som kunne beskrive jer, hvis det ikke er for meget at forlange?

Og lige en ting mere. Vil I skrive, hvad I kunne tænke jer at høre lidt (mere) om på bloggen her? Anything. Hit me 🙂

Nu vil jeg ikke bede jer om mere.


 

Her er de første 10 facts om mig. I fuldstændig tilfældig og u-kategoriseret rækkefølge.

1. Jeg har et ualmindeligt godt forhold til torskerogn. Jeg kan simpelthen ikke få nok af det. Det er lidt weird. Jeg er trods alt 35 år. Måske jeg skulle dele mine mange torskerognsanretninger med jer en dag. (?)

2. Jeg løber 10 km i timen. Eller… Jeg har faktisk aldrig løbet 10 km. i streg, men jeg løber 5 km. på lidt under en halv time, så 10 km. burde jeg, sgu godt kunne løbe på en time. Jeg må prøve det en dag. Måske. Måske ikke. Og ja, jeg afleverer stadig mine unger i løbetøj 🙂

3. Jeg bander ALT for meget. Det er ikke så godt når man har børn. De påtaler det ret tit, og de har lidt svært ved at forstå, at det kun er voksne der må bande. Det er jo også løgn. Voksne må da selvfølgelig heller ikke bande, men det bilder jeg dem altså ind. Det er selvfølgelig dumt. Jeg burde sgudda for helvede bare stoppe med at bande så fandens meget. Fuck.

4. Jeg er skilsmissebarn. Det betyder i mit tilfælde, at jeg er heldig at have to fædre og to mødre. Dem ville jeg ikke være foruden. Men jeg ville faktisk ønske, at min mor og far havde nået at lave et barn mere inden de gik fra hinanden, så jeg havde haft en fuldblods-allieret bror eller søster. Det vil jeg faktisk gerne skrive lidt mere om på et tidspunkt. Må for en god ordens skyld lige nævne, at jeg har tre fantastiske halv søskende. 🙂

5. Jeg mødte min mand da jeg var 21. Han er på mange måder min vildeste modsætning. Han er blandt andet vanvittig klog. Det er jeg ikke. Vi kan snart fejre, at det er 15 år siden vi kyssede første gang. I øvrigt foran King of Kebab på Nørrebrogade i Kbh. Crazy shit.

6. Jeg elsker chokolade. ALT chokolade. Punktum!

7. Jeg bor i en kæmpe lejlighed på Østerbro. Og når jeg skriver kæmpe, så mener jeg virkelig KÆMPE. Det er ok hvis I hader mig for det. Jeg kan ta’ det.

8. Jeg er virkelig mørkeræd. Det kan godt være et problem.

9. Jeg har engang gået til springgymnastik. Faktisk i 3 år,  men jeg blev sgu aldrig rigtig god til det, og det lykkedes mig på et tidspunkt at brække armen i et flikflak. -Et flikflak er en akrobatisk bevægelse, hvor en person udfører en komplet omdrejning af kroppen ved at kaste sig bagover med hovedet først, fra en oprejst stilling til en håndstand og derefter skubbe fra gulvet med hænderne, for at komme tilbage i oprejst position. Tak for den forklaring Wikipedia. Er der noget at sige til, at det gik galt? I think NOT.

10. Jeg kan ikke li’ sød lakrids, skolekridt og poletter. Ellers kan jeg faktisk li’ alt andet slik. Eller vent. Jeg hader gajoler. Men hører det egentlig til i kategorien slik?


 

Vil I dele et par facts om jer? Vil skide gerne vide, hvem der sidder og læser med 🙂 Hit me! Hit me hard… 🙂

Møs fra mig og tak fordi du læste med. TAK ❤️

HEY, fik du egentlig læst om den gang jeg slog en ufrivillig massage prut, eller om dengang min mor forsøgte at smugle en penis med ind i Abu Dhabi? Nå ik. Jamen så er det jo heldigt, at jeg lige har linket til de to indlæg  🙂


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

MØGSÆK

skrald

Så er det efterhånden 22 dage, 11 timer og 55 minutter (sådan cirka 🙂 ) siden, at vi igen flyttede ind i vores lejlighed i Kbh. og hverdagsproblemerne begynder så småt at vise deres klamme ansigt.
IKKE at vi ikke havde en hverdag i Abu Dhabi, og ikke at vi ikke havde ting at slås med i ørkenen, MEN vi havde en maid, der boede hos os, og hun sørgede altså for alle de ting, jeg vil våge at påstå, skaber de fleste problemer i en travl børnefamilie. Sådan noget som at få smurt de der madpakker, vasket tøj, lagt tøj sammen, ryddet op, gjort rent, vasket op, tømt opvaskemaskinen osv. Og ja, så er der jo den der forpulede skraldepose. Også kaldet MØGSÆKKEN! Fuck altså!
Jeg havde faktisk glemt alt om, hvor VIRKELIGT svært det er med den der fucking sæk. Og lad mig lige advare jer om, at der jo absolut er tale om et First World Problem. Men alligevel…

Vi bor på 1. sal, så vi har ikke ligefrem langt ned til den lange stribe af store ildelugtende skraldecontainere i vores gård. Slet ikke.

Alligevel er det meget MEGET svært for os at komme derned med den skralde-Go-fuck-yourself-pose.
Vi fylder poserne til bristepunktet, og så bruger vi en del tid på at presse skraldet lidt mere sammen, så der måske liiiige kan være en sammenpresset mælkekarton på toppen. Lad os kalde dette 1. stadie. På dette stadie kan vi stadig få fat på hankene uden at få smurt hænderne ind en daggammel makrelmad med mayo.
Men her slutter det ikke. Her går vi ikke ned med posen. Nej nej…

Nu er vi nået til 2. stadie, hvor vi i et desperat forsøg forsøger at udskyde den “lange” tur ned i gården. Nu løsner vi posen fra stativet og frigiver lidt mere plads. Nu kan der f.eks. liiiige være plads til resterne fra aftensmaden eller endnu en sammenpresset karton, og nu står posen blot på stativet og dingler.
Og her tænker man nok; ok nu går de vel ned med posen, men nej nej…

Nu er vi nået til 3. stadie. Det er her, hvor en af os ofre os og hiver posen op af stativet. Ved dette stadie er der med 99% sikkerhed risiko for, at man bliver smurt ind i sovs eller en rest havregrød. Pisse klamt!
Og nu skulle man så tro, at vi gik ned med posen, men nej nej nej…

Nu er vi nået til 4. stadie, hvor vi pænt stiller den overfyldte pose ned på gulvet. Måske bruger vi tid på at lægge en pose under skraldeposen i det tilfælde at skraldeposen skulle være utæt.

Og så er vi nået til 5. stadie, hvor vi går og skuler ondt til posen, og hver i sær venter på at den anden overgiver sig, og går ned med den. Måske når posen i dette stadie at vælte. Det er noget lort. Virkelig noget lort.

Og så er vi nået til 6. stadie, som Thank God er det sidste stadie, men ikke desto mindre det mest krævende stadie. På dette stadie overgiver en af os, (måske efter en længere forhandling a la “hvis du går ned med skraldet, tager jeg opvasken” eller “hvis du går ned med skraldet, støvsuger jeg HELE lejligheden”) og går den lange vej ned af de 20 trappetrin og de 12 skridt i gården hen til den store skraldecontainer. Men det er ikke en nem akt.

Først skal man have godt fat i posen, og da den er så udspilet og overfyldt, kan dette ikke gøres med kun én hånd. Man skal have begge hænder i brug, og så møder man den første udfordring i 6. stadie, da man ikke kan få åbnet den sygt tunge dør ud til gården med begge hænder i posen huller. Man må derfor stille posen fra sig, åbne døren og holde den med røven mens man i en akavet position igen griber fat i posen med ydersiden af en finger i hvert hul. Posehul, you dirty people!
I denne akt, er der en pæn stor risiko for at posen vælter. Det er noget RIGTIG lort hvis det sker. Øv.
Endelig ude i gården og 12 skridt senere når man containeren, og her møder man 2. udfordring i 6. stadie. Man må IGEN stille posen forsigtigt fra sig, mens man åbner containerlåget. Og her skal man sgu være HURTIG SOM EN NINJA, for låget lukker sgu hurtigere, end man kan nå at råbe PIK, og man skal både nå at hive fat i posen med fingerspidserne og dernæst svinge posen over kanten inden låget smækker i igen. Det kan være svært. Det kan godt kræve et par forsøg.

Og så kan det ske at…

1: Kun halvdelen af posen når at komme med og derfor bliver klemt over på midten. Det resultere i ret meget skrald ud over det hele. Det er noget lort.

2: Noget af posens indhold ryger ud i akten! Makrel og Mayo. Pis. Men ikke så slemt som punkt 1 trods alt.

3: Containeren er fyldt og man må forsøge sig med en anden og måske en tredje container. Nedtur!

Alt i alt en ENORM omfattende og uoverskuelig akt.

Fuck.
Og når det er gjort og man er tilbage i lejligheden og har fået vasket og sprittet sin hænder en million gange, kan man så glæde sig over, at der inden for 24 timer vil være endnu en overfyldt, udspilet og klam skraldepose der skal transporteres. Fuck.

Jeg ønsker mig en affaldsskakt. Eller en maid. Eller begge dele. Eller måske skulle vi bare lige tage os sammen på det her punkt. Det er sgu for fjollet.

Gode råd modtages med kyshånd. Hvordan løser I dette her? Det kan simpelthen ikke kun være os, der døjer med dette altomfattende hverdagsproblem af en møgsæk. Eller hvad? 🙂

Hit me!

Møs fra mig og tak fordi du læste med. TAK ❤️


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

 

Noget om at være et pikhoved, STADIG at sove på gummi og om en container der er blevet taget i tolden… Fuck.

Ja hallo, jeg er her endnu.

Når man er totalt kendt blogger og instagrammer og måske ikke er så skide aktiv i en periode, så bliver folk sgu sådan lidt bekymrede. Altså folk jeg slet ikke kender. De skriver “Er du ok?” og “Det er lang tid siden vi har hørt fra dig” og “Jeg savner at høre nyt fra dig.” Wow altså. Jeg tror faktisk jeg har de sødeste læsere her på bloggen og på IG.

KÆMPE TAK ❤️

Men ja, jeg har det ok, omend jeg er pænt smadret i min krop af STADIG at sove på en fucking luftmadras. 7 uger baby! 7 fucking uger på et gummihelvede. Det var sgu liiiige lidt længere tid, end jeg lige havde regnet med, I must say. Vores container skulle være ankommet d. 4 april. Så blev det rykket til d. 7 april som blev til d. 11 april som blev til d. 13 april. Og hov… Ja det var nemlig i dag.

I morges vågnede jeg derfor super tidligt og rullede meget klodset hoppede ud af min gummimadras med armene over hovedet. YAY motherfucker!

ENDELIG var det slut. I dag ville jeg, efter 7 uger adskillelse, ENDELIG blive forenet med min seng igen. Jeg var så lykkelig, da jeg kl. 7.58 rev sengetøjet af gummiet, og hev proppen ud af dyret, og bare stod og var lykkelig mens jeg mærkede luften fise ud som en lang prut på speed. Høj af lykke. Det var det jeg var.

OG DER STOD JEG SÅ…

Og var lykkelig i lige præcis 20 sekunder. Og så ringede det på døren… Og jeg løb ud, og åbnede med et kæmpe smil. Og dér stod manden fra pakkefirmaet, helt som aftalt. Manden som jeg vidste ville komme. Manden som også pakkede alt vores lort ned, da vi skulle flytte til Abu Dhabi. Manden som skulle komme og pakke vores container ud. Og jeg havde bare lyst til at kaste mig i armene på ham af ren lykke.

MEN…

Manden måtte gå igen. Manden var nemlig lige blevet ringet op og fået fortalt at vores container var…

BLEVET TAGET I TOLDEN.

WTF. WHAT THE FUCK (ja, forkortelsen er jo slet ikke nok.)

De havde i 5 år ikke oplevet at en af deres containere, var blevet sendt til inspektion (og vi er altså ude i et stort verdensomspændende fragtfirma, som sender og modtager RIGTIG mange containere dagligt.) I fucking 5 år har de ikke oplevet det, og så hiver en eller anden lortetolder VORES container tilside og vil ha’ scannet den og hele balladen. Fuck.

Og jeg bliver selvfølgelig straks pisse nervøs. Fuck, hvad nu hvis de konfiskerer mine 5 kg. mandler og vi får en kæmpe bøde for at have fragtet mad med hjem. Eller hvad med de to skorpioner vi fangede i ørkenenen, og puttede i små glas med vodka. Man må jo ikke have brandfarlig væske med i containeren og der hører vodka jo ligesom ind under. Fuck.

Jeg ser, hvordan de kommer til at splitte alle vores egendele ad for at finde frem til vodkaen bagerst i containeren. Jeg ser en kæmpe bøde for mig. Flere hundrede tusinde kroner. Nej, dollars. Jeg panikker. Jeg ringer til Lasse. Han griner. Han synes selvfølgelig det er træls at vores container ikke kommer som håbet, men han beroliger mig, og fortæller, at de højst sandsynligt leder efter stoffer, store biler og våben. Det ved jeg med sikkerhed, at vi ikke har pakket ned i containeren. HELT SIKKERT. Pyha.

Og så går jeg ellers ind og sætter det forpulede stik i igen, og endnu engang fylder jeg mit gummihelvede op, uden af vide hvor længe der går, før jeg kan lade luften sive ud igen. Fuck.

Nå, men ud over min radbrækkede krop og skuffelse over endnu ikke at være blevet forenet med min seng, har jeg det godt. Jeg vil så gerne fortælle jer alt det jeg har oplevet siden jeg skrev sidst, men har allerede brugt 621 ord og klokken er ved at være mange, så resten bliver sgu i punktform.

Here goes

Jeg har:

-fået Christopher bogen af min mand. Jeg elsker min mand!

-læst hele Christopher bogen og blevet virkelig skuffet. Jeg læste simpelthen ikke noget, jeg ikke vidste i forvejen.

-lavet 10 pikhatte i karton. Og da damen i Panduro hoppy spurgte, hvad jeg skulle lave, begyndte jeg bare at fnise, og fik svaret “Øhh, jeg skal bare lave partyhatte… og det er vigtigt at de holder sig oprejst hele aftenenen.” Fnis. Hun skulle bare vide, at jeg skulle hjem og klippe 10 kæmpe penisser 🙂

-været til FEST (halleluja) hos Jelena AKA iværksættermor sammen med 8 andre ladies og nå ja én mand. Nøj, de var søde og sjove, skøre og helt ligetil. HURRA for Christina AKA Karmamilli, Tina AKA lillemor, Trine AKA lortemor, Mikkel AKA far uden filter, Heidi AKA meyermor, Cecilie AKA Tre gode grunde, Elisabeth AKA Fyrsten og Fruen og sidst men ikke mindst Iben AKA Iben Erica.

IMG_4437

-haft en sort pik på hovedet og drukket utrolig store white russians.

-haft tømmermænd for første gang i meget lang tid. Fuck. Bare fuck.

-i frustration over at vores container for helvede ikke kom til tiden, fået spontant shoppet 20 liter maling og fået malet det meste af vores sygt store lejlighed. YAY.

IMG_4431

-været til virkelig kedelige møder på min A-kasse.

-søgt jobs.

-fået et job.

 

Alt er godt. Og nu vil jeg gå ind og lægge mig på mit gummi.

Over and out fra mig og sov dejligt. Smid gerne en kommentar. Det er så lækkert. Det er sådan noget en blogger som mig bliver helt vildt horny glad af.

 

Møs fra pikhovedet med malerhjerne og tak fordi du læste med. TAK ❤️


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

 

Og så blev man så selv den der pisseirriterende type…

Da Arthur var lille, (for 6 år siden! Crazy shit) og gik i vuggestue på en af de der mega populære institutioner på indre 2100 spelt (Østerbro, den lidt finere (læs:kedeligere, læs:der hvor der bor 99% børnefamilier og virkelig gamle mennesker, læs:Rollator/Christianiacykel helvede) del af København) var der en mor, som ret tit afleverede sit barn iført lækkert træningstøj. Altså moderen var i træningstøj 🙂
Og jeg tænkte bare SKRIIIIID!

Skrid nu for helvede bare væk fra mit synsfelt altså!
Jeg kendte hende ikke, men hun gav mig sygt dårlig samvittighed over, at jeg på ingen måder dyrkede motion, og at jeg ikke engang formåede at lunte 500 meter uden at være ved at kollapse. Og jeg tænkte straks, hold dig væk fra min mand. Altså ikke fordi jeg følte mig truet, men fordi jeg i forvejen var pænt træt af min mands spørgsmål som f.eks. “Skal du mon ud at løbe i denne uge?” eller “har du set at de har løbesko på tilbud i sportsmaster?” HELL NO!
Nå, men tilbage til hende moderen i vuggestuen. Fint nok at du løber, eller løfter vægte eller dyrker yoga og er pisse lækker og smidig, men kan du for fanden da ikke holde det for dig selv, og ikke RÅBE det ud over alle os andre småbørnsmødre med dine perfekt stramtsiddende tights, som viser din perfekte stramme yogarøv?
Ja, det tænkte jeg altså. Og det har jeg faktisk generelt tænkt i rigtig mange år, når jeg har set folk der løb eller havde deres fucking yogamåtte bag på cyklen. Op i røven med jeres behårede måtte og må jeres røv klø og jeres muskuløse arme være for korte! Stop med alt det motion, spis en kage, og get a fucking life… tænkte jeg.

Og så flyttede jeg til Abu Dhabi…

Og så blev jeg sgu lidt tyk af at efterleve min egen “stop med alt det motion, spis en kage og get a fucking life” holdning. Og det gik sgu ikke lige i det der “du skal helst være bikiniklar fucking 24-7″ land.

Og så blev jeg pludselig min egen fjende.

Så blev jeg hende der (ligesom de fleste andre Abu Dhabi hausfraus) der afleverede sine børn i smart træningstøj. Fuck. Det var der nu ingen der undrede sig over eller hadede mig for. Det var jo bare det man gjorde i Abu Dhabi. Det gav mening. Og jeg blev faktisk afhængig af det der træning og af at løfte tunge ting. Hvem skulle ha’ troet det?

Træning Nana

Træning Nana2

Men nu er jeg altså hjemme på dansk jord igen. Og selvom Danmark ikke ligefrem er et land, hvor man skal være bikiniklar 24-7, så er det et land, hvor der bliver hygget RIGTIG meget, og det kan være svært uden selskab af Karen Volf og Anthon Berg. Fuck i øvrigt dig Netto, som sælger de der Anthon Berg fugleæg til kun 10 kr. for en pose. KUN 10 KRONER og de smager jo så vanvittigt godt. Oh help me God. Julen varer lige til påske, og påsken varer åbenbart lige indtil Nettos varelager er solgt ud til ynkelige skabninger som mig.

Nå, men…

Derfor har jeg nu allerede en del gange været hende den pisse irriterende mor, der afleverede sine børn i løbetøj.

Fuck ja sgu!

Det handler som skrevet mest om mangel på selvdisciplin. Hvis jeg ikke løber direkte efter aflevering, får jeg det ikke gjort. Og jeg elsker faktisk at få det gjort. Jeg skal dog helst iføre mig løbetights inden jeg er helt vågen. Altså for vågen til at komme med en god grund til at lade være. Det er altså derfor, jeg afleverer mine børn i træningstøj. Manglende selvdisciplin.

MEN…

Jeg vil nu alligevel godt sige, at jeg er fuldt ud klar over, hvor pisse træls det må se ud, og jeg vil gerne sige, helt fra mit lumre hjerte, UNDSKYLD. Kæmpe UNDSKYLD. Det er ondt og tarveligt.

Men, hey! Næste gang du ser sådan en (tror du) pisse irriterende, røv aktiv, skide overskudsagtig mor, der afleverer sine børn i stramme løbetights, så please don’t hate her.
Tænk i stedet, at hun sikkert ikke når at løbe meget mere end 100 meter af sin planlagte 5 km. tur, før hun VIRKELIG skal skide, og må gå hjem med hårdt sammenknebne baller 🙂 Ja, og det ved vi jo ALLE sammen godt, ser helt håbløst ud i et par stramme tights.

Hverken fede løbesko, rigtigt opsat løbehår eller designer-løbejakke kan rede en turtlehead-gangart… Hvis I forstår!? 🙂 (Jeg uddyber kun, hvis I virkelig beder pænt om det).

Og lige for at runde overskriften af. Og så blev man så selv den der pisseirriterende type… som alle elsker at hade. Inklusive undertegnede. Hende, der afleverer sine børn i løbetights. Fuck.

Del gerne dette indlæg, hvis I lyster. Måske er der mange, der enten selv er, eller mener andre er, PISSE IRRITERENDE mødre i træningstøj. Husk at tænke på lorten. Alt er godt hvis bare man tænker på lorten 😜

Og hvad er der i øvrigt med lort og løb? Sygt træls. Har jeg hørt…

Møs fra hende den irriterende mor og tak fordi du læste med. Det gør mig så glad! TAK ❤️


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

 

Gummihelvede, ufrivillig sved, inspiration og gode vibes…

DINGELINGE-FUCKING-LING direkte i mit øre kl. 6. Fuck. Min telefon ringer lidt tidligere end normalt her til morgen, og efter at ha’ konstateret, at jeg sørgeligt nok stadig befinder mig på en fucking luftmadras i mine forældres soveværelse, slæber jeg mig ud til badet og skyller lugten af gummi og nattens ufrivillige sved af mig. Super dejligt at ligge på et ikke-på-nogen-måde-åndbart leje af gummi, og jeg kan glæde mig over at fornøjelsen fortsætter et par uger endnu, fucking hell.

Nå, men efter jeg i mørke har fundet frem til et nogenlunde præsentabelt outfit, (i en kuffert der har været udsat for en kæmpe eksplosion) vækker jeg drengene, som ligger dejligt i mine forældres seng, som er omringet af kufferter, poser, stofnet, sko, sure underbukser, bamser mm. Mine forældres soveværelse har efterhånden udartet sig til et kæmpe kaos af vores lort, og hvor kun få kvadratmillimeter af gulvet er synligt. Fuck. Bare kæmpe fuck.

Det er heldigvis slut i morgen, for der får vi (kæmpe trommehvirvel) vores lejlighed igen, og jeg glæder mig som et lille barn. At vores møbler først kommer om et par uger, og jeg derfor skal hygge mig med gummihelvedet lidt længere, er lige nu helt underordnet. Gummihelvedet kommer nemlig til at befinde sig i VORES lejlighed på VORES soveværelse, HELL YES BABY!

Ok, det var et sidespring…

Jeg cykler denne morgen afsted fra Østerbro og rammer Vesterbro kl. lidt i 8, hvor jeg møder Lisbeth og MichalaRepublikken, hvor CreativeMornings har arrangeret et oplæg med Ane Cortzen, som skal snakke om hendes liv og de vilde karriereskift hun har foretaget. Hun er ved Kähler nu. Heldige Kähler!

Det var et super fint oplæg, og hun er jo lige til at putte i lommen. Altså Ane. Siger hende det tårnhøje helvede 🙂

 

Ane C

Jeg bliver sgu altid så inspireret af at høre på sådan nogle mennesker, der har turde tage nogle vilde spring i livet uden at tænke så meget på CV og økonomi.

Hendes ord fik mig til at tænke over, hvilke valg jeg selv har truffet gennem livet og hvilke valg jeg står overfor at skulle træffe lige nu, sådan rent karrieremæssigt. Efter halvandet år som hjemmegående, skal jeg jo for helvede ud på arbejdsmarkedet igen, og det er både angstprovokerende og rart på samme tid. Giver det mening?

Nå, da vi har hørt Anes tankevækkende ord, går Lisbeth og jeg på Granola på Værnedamsvej, og her finder jeg så ud af, at jeg er en…

VANVITTIGT U-RUTINERET BLOGGER, oh help me God.

Det finder jeg ud af, da vores omeletter bliver sat foran os, og jeg straks kaster mig over min som et grådigt rovdyr. Det er dumt. Nana, for satan! Man tager jo lige et pisse flot billede af sin omelet inden man dræber den med kniv, gaffel og savl.  For helvede altså. Jeg skynder mig at hive telefonen frem, og kan hurtigt konstatere, at en gnavet omelet ikke er fotogen. Derfor tager jeg et billede af skønne Lisbeth som tager et smukt billede af sin omelet. Oh well, måske lærer jeg det en dag 🙂

Lisbeth

Da vi to timer senere er færdige med Omelet, juice og the og står ude på Værnedamsvej og sludrer videre, kommer skønne Katrine (Keiki.dk) gående. Hende kender jeg fra min tid i MarMar Cph, og hun er et skønt bekendtskab. Det var i øvrigt hende, der var med mig på lokum forleden dag, hvis I så det på min IG. Altså… hun var med i et magasin, som jeg havde med på tønden. Bare lige for at slå fast, at hun altså ikke var fysisk med mig på das. Det havde været Awkward, trods alt 🙂

Da vi siger farvel til hende, møder vi straks endnu en skønhed i form af Louise (Guldlog.dk) (Amen altså, sikke et leben af dejlige folk jeg møder i dag… hurra ) og jeg tænker at jeg hellere må give min mand besked om, at mit morgenmøde trækker liiiiidt længere ud 🙂 “Jeg vil tro at jeg er hjemme senest 11”, siger jeg i morges da jeg smutter. Hmmm… Det var løgn. Men hey, man skal tage imod alle de gode snakke og vibes man kan skrabe til sig, ikke?

sms

Det var hvad min mand svarede… Han elsker Adele. Det er sgu fint nok, tænker jeg. 🙂 Jeg kan godt li’ Christopher. Han elsker Adele. Det går vel på en eller anden måde meget godt op, ikke?

Ok, det blev en lidt lang smøre om min dag, men de gode dage skal hyldes og i dag var en god dag med en masse snak, inspiration og gode vibes. Halleluja.

Det er slet ikke så tosset at være hjemme i DK igen 🙂 Og nu vil jeg lægge mig ind på min såkaldte seng af et gummihelvede og få en god nats søvn med ufrivillige svedeture. Svedigt!

Håber I har haft en dejlig dag fyldt med kærlighed og gode vibes. Uden gummi og sved. Det er ikke rart…

 

Møs fra en svedig hausfrau og tak fordi du læste med. Det gør mig så glad! TAK ❤️


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?