Julemandskrise og en velduftende pik.

Kender I det, når man Lillejuleaften kl. 17.30 finder vi ud af, at ens julemandskostume er væk? Det gør jeg. Det var sådan set den eneste opgave min mand havde. At have styr på et fucking julemandskostume. Jeg havde ligesom stået for at købe alle julegaver plus 48 kalenderpakker, pakke alle julegaver ind, bagt en million julesmåkager, rullet en million marcipankugler og lavet en gigantisk grankrans, som fik vores nabos krans til at ligne verdens mindste penisring.
Én opgave havde han! ÉN! Den opgave havde han sgu ikke taget specielt seriøst, og da vi var på vej ud af døren med en million flot indpakkede julegaver og smukt rullede marcipankugler under armen, spørger jeg ham, om han har styr på julemanden. Ups… nej. Og så går helvede løs. Vi endevender hele vores lejlighed og vores to loftrum. Ingen julemand! Og ingen jul uden julemand. Hell no!
Vi opgiver at finde kostumet og suser i Flying Tiger, hvor min mand mener at have set et. Julemandskostume UDSOLGT. Og her laver jeg den første desperate snap. Videre i FætterBR. Julemandskostume UDSOLGT! Med høj puls og blodsmag i munden kører vi videre i en anden Flying Tiger, hvor jeg finder et oppusteligt kostume, der er lavet af en slags teltdug, og måske er et pissesjovt kostume til en firmafest, men på INGEN måde kommer i nærheden af en stor og blød julemand, der giver krammere til børnene. Mine unger ville jo fandme miste alt tro på julemanden, hvis de kunne presse hans store knitrende teltdug af en mave flad i et uskyldigt kram. Jesus altså! Jeg ringer til min mand fra butikken og ytrer min utilfredshed, og han råber i et noget desperat tonefald  “KØB DET NANA, Køb det nu bare for helvede.” Og det gør jeg så.

250 kr. fattigere sidder jeg med en oppustelig julemand i skødet på vej på juleferie. Og så tikker den første besked ind på Snapchat. “Vi har et Julemandskostume du må låne, vi bor i Farum” og to minutter senere tikker den næste besked ind “Fandt du et kostume? Ellers har vi et ekstra du må låne” I løbet af de næste par timer tikker der omkring 20 beskeder ind fra de sødeste snapvenner, som vil låne mig kostumer eller som har set at de har flere Julemandskostume i FætterBR i Frederiksbergcentret og i en kostumebutik på Nørrebro. Jeg bliver sgu helt rørt. Hold kæft hvor er folk bare søde. KÆMPE TAK!


Senere på aftenen, da holder vi mini-juleaften hos min far, pakker jeg en pink pik-sæbe op. Den er fra min halvmor. Hun følte at hun skyldte mig en diller, efter at hun sidste år blev snuppet i tolden i Abu Dhabi med en kæmpe stearin-diller til undertegnede. Kan I huske den historie? Nå, men denne her penis er virkelig flot og velduftende og min gamle bedstemor på 88 vil meget gerne dufte til den. Før jeg kan nå at sige buh eller bæhhh eller bare stoooop, har hun snuppet penissen, og sidder med den helt oppe i sit rynkede dejlige fjæs og indånder forhuden. “Ihhh, hvor dufter den vidunderligt” siger hun, alt imens min halvmor og jeg sidder, og er ved at kløjs i vores vaniljekranse af grin. Jeg tror ikke min bedstemor fatter at hun sidder og indånder en penis, men dette syn vil for evigt være indprintet i min hukommelse. 🙂

img_0708
Og lige for at komme tilbage til Julemandskostumet, så ender vi med at tage forbi sødeste Iben Erica, som var en af dem der skrev til mig på Snappen. 1000 tak ❤️ Med et kostume i hus, ro i maven, et reddet ægteskab og en velduftende penis rigere i bagagen, drager vi hjem til mine svigerforældre for at holde juleaften. Og Julemanden kom selvfølgelig forbi, og der var ikke et øje tørt. Halleluja og ho ho ho.

julemand

Og med denne lille historie vil jeg lukke computeren i for sidste gang i år og iføre mig noget glimmer og tage til nytårsfest hos et vennepar. Glæder mig til et brag af en fest og til at hoppe ind i et nyt år med min dejlige familie. Følg gerne med på snappen (Nanavoxtrup) hvis I lyster.

Jeg går i øvrigt et spændende år i møde. Håber jeg. Jeg har i hvert fald taget en lidt vild beslutning, som jeg glæder mig til at dele med jer. Hæng på 🙂

❤️GODT NYTÅR OG TAK FORDI I LÆSER MED ❤️

Ciao amigos 💋


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

Eksem i lungerne? WTF.

piller

Vores lille familie har været hårdt ramt på sygdomsfronten de sidste par måneder. Først var vi alle nede med bræksyge, og et par uger efter blev vi ramt af influenza. Jeg troede egentligt jeg slap fri, men for et par uger siden blev det min tur til at ligge i fosterstilling med feber og hoste. En virkelig irriterende hoste! Sådan én man bliver virkelig arrig over at høre på.

Nå, men efter 4 dage gik jeg til lægen. Det er første gang, jeg har været til lægen med med influenza i mit voksne liv, og jeg følte mig så ussel og lille, da jeg sad overfor lægen, der bad mig om at stikke tungen ud og sige ahhhh, mens han stak den der ubehagelige træpind ind i kæften på mig. Han lyttede til mine lunger og tog en blodprøve, som kunne fortælle, at mit infektionstal var alt for højt. Derfor blev jeg podet i halsen med en uhyggelig lang vatpind, UBEHAGELIGT!
To dage senere ringede lægen og fortalte, at jeg havde lungebetændelse. WTF. Det har jeg sgu aldrig haft før.
Jeg er færdig med at tage medicinen, men først nu læser jeg hvad der rent faktisk står på pakken.
Mod eksem! EKSEM? Eksem i lungerne?
Hahahahaha… Tager de pis på mig? Nå, men op i røven med det. Det må  ha’ virket, for jeg er endelig ved at føle mig ovenpå igen. Halleluja.

Nå, men min såkaldte eksem i lungerne har gjort mig virkelig syg og dårlig, og dette er blandt andet grunden til, at der har været lidt stille på mit domæne. Død over sygdom!

Rigtig dejlig dag folkens ❤️ Håber ikke I har været ramt af sygdom, eksem eller opkast.

I øvrigt har jeg fået så mange dejlige kommentarer på dette indlæg. Både her på bloggen, på mail, facebook og snappen. Jeg var virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg skulle udgive indlægget, men det var helt rigtigt at gøre. Den dejligste kommentar kom fra min far, som også havde læst mit skriv. Han kunne selv mærke den der knude i maven juleaften, og det gjorde mig på en måde lettet, at jeg ikke var alene om den følelse. Skilsmisse barn eller ej, jeg har virkelig den bedste familie.

 


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

 

Julen set fra et skilsmissebarns øjne.

Jeg er skilsmissebarn. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var et par år gammel, og jeg har derfor altid, i min erindring, været skilsmissebarn. Mine forældre var, og er stadig, fine venner, og det var vel det, man kunne kalde for en lykkelig skilsmisse. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har ønsket dem sammen igen, for de passer egentlig slet ikke sammen som par.

Mine forældre fandt ret hurtigt nye partnere. Og dem valgte de godt! Mine halvforældre har altid været en stor del af mit liv og nu også af mine børns liv. Helt på højde med mine forældre.

Min mor og halvfar fik min første lillesøster da jeg var 6 år, og min far og halvmor fik min bror og min anden lillesøster da jeg var hhv. 12 og 15 år.
Jeg er altså heldig at have 3 søskende. De er en stor del af mit liv, men på mange måder kun halvdelen af mit liv. Altid på deltid. Aldrig med HVER jul. Aldrig med på hver ferie. Aldrig med hver weekend.

Mine forældre og halvforældre har virkelig gjort det bedste de kunne for mig, og jeg har altid følt mig velkommen og elsket i begge familier. Men inderst inde jeg var nok dybt misundelige på mine søskende over deres liv, og at jeg skulle deles over i to. Det de oplevede når jeg var hos den anden familie og omvendt, kunne jeg jo ikke være en del i. Deres liv var jo ikke på pause fordi jeg ikke var der.

Julen var den sværeste ved at være delebarn. Jeg elskede og hadede den på samme tid. Det er jo en glædens tid. Det er tiden hvor familien samles og der bliver hygget og bagt og givet gaver. For mig var det en tid, hvor jeg for alvor blev mindet om at jeg var skilsmissebarn. Jeg gik på skift fra år til år. Når jeg var hos min far, savnede jeg min mor og omvendt. Der var jo ikke noget jeg kunne gøre ved det. Det var jo sådan det var. Jeg fik måske lidt flere gaver, da jeg havde to familier og dobbelt op på bedsteforældre. Jeg kan huske, at min søster på et tidspunkt gav udtryk for hendes misundelse over, at jeg fik flere gaver. Jeg ville med glæde ha’ byttet sted med hende.
Da jeg flyttede til USA efter gymnasiet kunne jeg for første gang løsrive mig fra mine forældre. Jeg skulle ikke deles. Heller ikke til jul, hvor jeg blev i USA. Det føltes faktisk godt.

Jeg mødte min mand et år efter, men vi startede først med at holde jul sammen da vi fik børn. Det var mærkeligt for ham, da han altid i hele sit liv havde holdt jul med sin far og mor og søster og hund og to biler. Jeg syntes det var fantastisk.

Og nu nærmer julen sig igen, og selvom jeg jo for længst har fået min egen familie med mand og børn, river den forbandede jul op i nogle følelser, som ligger så dybt. Følelsen af savn. Følelsen af at være udenfor. Følelsen af at være splittet.

Jeg er blevet bedre til at tackle mine jule-nedture i takt med at mine børn er blevet ældre. Min skilsmissebarndom skal ikke påvirke dem og deres glæde til julen. Men for at være helt ærlig, så har jeg altid lyst til at rejse langt langt væk når julen nærmer sig. Frigøre mig. Råbe PIK og forbandede lortejul og bare skride. Væk fra knuden i maven som vokser sig så stor d. 24 december.

Måske er det livets lod som skilsmissebarn. Måske er det bare mig? Jeg ved det ikke.

Tak fordi I læste med ❤️

Mine ord må selvfølgelig gerne deles. Måske sidder der andre med en knude i maven her i denne søde juletid. Måske er det bare mig…

julefamilie


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

Hvorfor græder du mor?

img_0579

Spurgte mine to drenge mig om sidste søndag. Jeg stod og foldede vasketøj, og prøvede at fokusere på at parre sokkerne mens tårnene trillede ned ad mine kinder. Et par dage forinden havde jeg været i Jylland for at tage en sidste afsked med min onkel. Min fars bror, som pludselig døde kun 76 år gammel.

Min onkel flyttede hjem til min farmor og farfar da de stadig levede, og passede på dem den sidste tid.
Da de døde blev han boende i huset. I det hus hvor jeg har tilbragt så uendeligt meget tid i min barndom.
Jeg har ikke været der siden min farmor døde for snart 10 år siden. Jeg er ikke sikker på hvorfor, men der har været så meget andet…
Og så stod jeg der pludselig igen. Og alt duftede af min farmor og farfar. Og af min barndom. Mine små fødder mellem min farmors snorlige jordbærbede, duften af min farmors rødgrød, håndtaget på døren til 1. salen som sad helt forkert og alligevel ikke kunne ha’ siddet anderledes, og lyden af min farfar der huggede brænde.
Så mange minder. Minder fra en barndom hvor mine bedsteforældre betød så meget for mig, og gav mig ubetinget kærlighed og opmærksomhed i de til tider svære stunder som skilsmissebarn.
Og nu skulle jeg sige farvel til dette hus. For good. Og det gjorde mig så ked af det. Så lille og skrøbelig.
Så der stod jeg så, over vasketøjsstativet, og græd. Og mine sønner krammede mig og lyttede til hvad jeg fortalte dem. Det er egentlig sjældent mine børn har set mig græde, nu når jeg tænker over det, men det føltes ok. Det var faktisk helt ok at de så, at voksne også kan være kede af det. Voksne som engang har været børn… for snart længe siden. ❤️

img_0580

 


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?