“Hvor skal vi egentlig sove?” spurgte jeg de 3 andre tøser i går nat kl. 01.30, og vi blev ret hurtigt enige om, at vi skulle omdanne kødpølseværelset til en sovesal, hvor vi alle kunne crashe. Det var bare det hyggeligste. Ca. 7 timer forinden, havde vi købt take away, bland selv slik for 134 (!!) kroner, chips, dip og grape sodavand. Take away maden indtog vi ved spisebordet, men resten af aftenen foregik i sofaen med dyner. Omringet af enorme mængder snolder. Beriget med latter, dybe samtaler og lyden af et knæk cancer show, der kørte i baggrunden som et lydtæppe, indtil en film overtog skærmen uden at vi rigtigt bemærkede det. Og så gik der 7 timer med snak, grin, gumlen...

Det bliver nemmere, sagde jeg forleden dag til min veninde med små børn. Og pludselig gik det op for mig, at jeg faktisk næsten har glemt, hvor hårdt jeg syntes det var at være småbørnsmor. Næsten. For jeg glemmer nok alligevel aldrig, hvor udkørt, udmattet og opgivende jeg var i nogle perioder. De perioder hvor søvn var en mangelvare, ungerne lå syge på skift, hjemmet lignede et bombet lokum og vasketøjet hobede sig op, og angreb mig i mine søvnløse nætter. At jeg bare havde lyst til at sætte mig ned og tude af selvmedlidenhed. At jeg faktisk satte mig ned og tudede. Fordi alting bare var for meget, og fordi jeg ikke vidste hvornår det fik en ende. Bare...

Det er i dag 9 dage siden, jeg var i biografen og se den danske film “Mens vi lever” og den sidder i mig endnu. Det er simpelthen den mest rørende, smukke og intense danske film, jeg har set meget længe. Jeg har faktisk ikke lyst til at fortælle jer så meget om handlingen, for jeg vidste absolut ingenting om den, inden jeg så den, og jeg tror faktisk, at det gør filmen endnu stærkere. Men jeg kan fortælle jer, at handlingen kredser om en forfærdelig ulykke, og at forskellige historier flettes langsomt sammen. Først langt henne i filmen forstår man faktisk sammenhængen. Det er Avaz-brødrene der står bag filmen, og det er deres filmdebut. De har haft et minimalt budget på størrelse...

Jeg sidder i et tog på vej til en skov. Det er midt i myldretiden, men det tog jeg sidder i, kører mod en mindre populær morgendestination. De fleste kører den anden vej. Ind mod centrum. I kupeen sidder der ud over mig, 9 andre mennesker. 6 mænd, 3 kvinder og så mig. Alle på nær én sidder med hovederne nede i deres mobiler. Tjekker nyheder, er på mailen, tjekker Facebook, IG, aktiekurser eller andet. Den sidste, en mand i 40’erne, taler i telefon. Det er tydeligvis arbejdsrelateret, og han taler engelsk. Han har ikke svært ved at tale engelsk, men ud fra hans accent er det tydeligt at han er dansker. Han forhandler en pris. På hvad kan jeg...

Det er søndag aften og ungerne sover langt om længe. De har haft efterårsferie og er blevet forkælet af deres bedsteforældre det meste af ugen. 🙂 I morgen starter hverdagen igen, og på den uge de har holdt ferie, er det blevet markant mørkere og koldere om morgenen. Og det bliver kun værre det næste stykke tid. Vi går mørke og kolde tider i møde. Sådan er det. Der er heldigvis også noget hyggeligt ved det, for mørke og kulde betyder levende lys, simreretter og hygge. Jeg ville med glæde halvere vintermånederne, med jeg ville altså ikke undvære dem helt. Nå, men vintermåneder betyder altså også lidt ekstra shopping. Ikke? Jeg skal i hvert fald have fyldt drengenes garderober op...