Ærligt talt

Jeg har længe ønsket at forfatte dette indlæg, men af en eller anden grund har noget holdt mig tilbage. Måske fordi jeg har tænkt, at det hurtigt ville blive misforstået eller måske virke ynkeligt.
Men nu skriver jeg det altså alligevel, og håber ikke I læser det, som en løftet pegefinger men som en undren og et håb om at I måske vil tænke over det fremadrettet.
Jeg har efterhånden forfattet en del skriverier om alt mellem himmel og jord. Tit er det bare spas, men det er også personlige minder, tanker og oplevelser jeg skriver om. At være blogger kan måske opfattes som en useriøs selviscenesættende beskæftigelse, men det tager tid og ikke mindst mod at sende skriverier ud i æteren. Ja, det kan sgu godt være ret angstprovokerende at trykke udgiv. Sådan tror jeg alle bloggere har det fra tid til anden. Og hvis så ingen reagerer, kan jeg personligt godt tænke: Var det kun sjovt inde i mit hoved? Var jeg for meget? Var jeg for grov? Var det SÅ intetsigende? Osv. Jeg burde egentlig være ligeglad med hvad folk tænker, men jeg kan bare konstatere, at det gør mig så skideglad, når folk reagerer på mine skriverier på den ene eller anden måde. Følelsen af at udgive et indlæg og få NUL respons er virkelig dødssygt.
Jeg mødte forleden en gammel bekendt, som roste mig helt vildt meget for min blog. Den er så sjov og nærværende og ufiltreret sagde hun, og jeg blev sgu helt forlegen over at stå face to face med så meget ros. ❤️
Hun sagde blandt andet, at hun elskede mine minder jeg aldrig glemmer –indlæg (I kan finde resten ved at søge på minder), og at hun havde grint så meget af mine indlæg om kønsbehåring. Det var sindssygt dejligt at få ros, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det da var dejligt at møde hende IRL, så jeg kunne få rosen. Hun havde nemlig hverken liket, kommenteret eller delt et eneste af mine indlæg. Faktisk vidste jeg slet ikke, at hun læste med på mit domæne.
Så nu siger jeg lige noget helt ærligt, og jeg håber virkelig, at I vil tænke over det i fremtiden.
Hvis I læser noget I synes er sjovt, interessant eller relevant, så smid for satan da et like afsted efter det. Og en kommentar hvis I føler for det. Og allerhelst en deling hvis I tænker, at indlægget kunne være relevant for andre. 😉
Og det gælder altså ikke kun min blog. Hvis I generelt læser eller ser noget i cyperspace I kan li’, så like det, kommenter eller del det. Det betyder faktisk meget mere end I tror. Det betyder faktisk, at jeres venner f.eks. kan få øjnene op for en ny opskrift, webshop, bog eller en ny yndlingsblog. Og så gør det EN KÆMPE FORSKEL for den oprindelige afsender.
Bare tænk, at hvis I KAN LI’ DET, er der højst sandsynligt også nogle af jeres venner, der ville kunne li’ det. Hvis ikke, skal I overveje at skille jer af med nogle af jeres venner, men det er en helt anden snak. 😉
Spred lidt cyper-kærlighed all right?
Ciao ❤️
Ps: jeg skal i øvrigt også være bedre til det selv 🙂

Husk at:
-Jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling.
-I kan følge mig på facebook, Bloggers Delight, bloglovin og Instagram hvis I lyster.
Ses vi?
Godt sagt, det betyder nemlig rigtig meget.
De eneste steder jeg dropper at kommentere, er der hvor blogger ikke svare på kommentarer, ikke at man skal svare på hver enkelt, det må være uoverskueligt hvis man får mange, men på nogle, eller et fælles svar… det rart. Også falder der nok også færre og mere intet sigende kommentarer steder hvor jeg ikke kan få besked hvis der er svaret på kommentaren.