Minder jeg aldrig glemmer #3 Skorpionen

fullsizerender-kopi-2

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.

Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.

Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.

Her er min tredje fortælling:

Vi skal kun to år tilbage, så dette er et forholdsvis nyt minde. Ikke desto mindre er det noget jeg med garanti aldrig kommer til at glemme.

Vi bor på daværende tidspunkt i Abu Dhabi, og min far og lillebror er på besøg. Vi er i starten af februar, og vejret er ved at være perfekt til en telttur i ørkenen.

Vi pakker vores store firhjulstrækker til bristepunktet med telte, luftmadrasser, soveposer, mad, drikke (vigtig når man tager i ørkenen), brænde og lommelygter, og drøner afsted. Vi forlader vores bolig på 48. etage midt i byen, og et par timer senere er vi i ørkenen. Som i ørken så langt øjet rækker. Sand sand sand.

Vi får sæt teltene op, og drengene drøner rundt og samler tørre grene til bålet, som er ret vigtigt at få gjort klar inden mørket falder på. Alt går fint og vi spiser madpakker og rister pølser og skumfiduser på bålet.

Natten forløber fint, selvom vi har undervurderet kulden en smule. Temperaturen falder helt vildt meget i ørkenen om natten, og på denne nat er vi nede på omkring 5-6 grader.

Noget af det smukkeste ved at overnatte i ørkenen er morgenerne. At se solen stå op over de bløde sand dunes er så smukt og fredfyldt.

Vi spiser havregryn med rosiner og mælk af plastikskåle, morgenskider i en afsides dune, og begynder langsomt at pakke teltene sammen.

OG SÅ SKER DET!

Min far bryder pludselig ud i en strøm af av for satan i helvede og andre forbandelser. Der er ingen tvivl om, at der er sket noget med min far, og vi drøner alle over til ham. Han holder sig om sit knæ, og først tænker jeg, at han har forvredet det i sin kamp for at få rullet teltet sammen, så det igen kan være i det alt for lille etui der hører til. Det er lige indtil jeg spotter den lille skorpion, som sidder i sandet og nedstiger os.

Min far er simpelthen blevet bidt af en fucking skorpion, og vi befinder os i en ørken in the middle of nowhere. Og vi er sgu slet slet ikke forberedte på at støde på sådan en satan, og har slet ikke gjort vores hjemmearbejde godt nok.

Tiden står stille.

Vi står som forstenede mens skorpionen kigger på os, og ser ond ond ond ud. Vi aner ikke, om den er giftig. Vi aner ikke om der er et hospital i nærheden. Vi aner ikke om min far vil kradse af inden vi har talt til 10.

FUCK.

Lasse søger febrilsk på internettet efter alle de svar, som vi burde ha’ kendt. Et internet som er meget svagt her ude i ingenting. Shit. Min far får fanget skorpionen i en tom vandflaske (typisk min far), og vi andre får hurtigt pakket bilen, mens vi i vores stille sind begynder at panikke. Jeg kan mærke at min lillebror er meget utilpas ved situationen og siger “Vi må finde et hospital. Vi må på hospitalet nu. Vi må væk fra denne her ørken!” Min far føler sig ok, og prøver at bevare roen trods et dunkende knæ. Hans øjne fortæller mig, at han er utryg. Han er lige blevet bidt af en skorpion, så jeg forstår godt hans uro.

ENDELIG får Lasse google til at samarbejde, og kan læse sig frem til at skorpioner i denne del af verden ikke er farlige.

Vi har ikke trukket vejret i de sidste 5 lange minutter, og vi ånder nu alle lettet op.

Kæmpe chok!

Det glemmer jeg ALDRIG.

Skorpionen ligger i øvrigt i noget slave-vodka i et lille forsejlet glas, som står i vores stue. Lille satan.

fullsizerender-2

Ciao  ❤️


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

 

 

Det der helt specielle rum – Børnefilmskolen

-Sponsoreret-

arthur-boernefilmskolen-billede

Kender I det, når ens barn åbner op for de gode snakke? Hvor de fordyber sig i samtalen og giver sig tid til tænke over et spørgsmål, man har stillet, eller selv stiller spørgsmål. Hvor de beder dig om uddybning og har overskud til at bolden kastes frem og tilbage mange gange?

Kender I også det, at det sker ret sjældent?  At man, når man spørger om noget, bliver spist af med et ja eller nej eller det ved jeg ikke eller måske. Som var det et skide multiple choice ark, man havde stukket dem.

Personligt synes jeg, det kan være svært at nå ind til min søn på 8 år. Svært at være vedholdende. Både for ham, min mand og jeg. Der er sgu altid lige noget vasketøj, en opvask eller en skærm, der kommer i vejen for de gode snakke, og det er så ærgerligt.

Da Psykiatrifonden spurgte, om jeg ville lave et samarbejde i forbindelse med deres nye site Børnefilmskolen sagde jeg straks ja. Kæmpe ja. Det er nemlig en fantastisk god og brugbar ide, som jeg meget gerne vil være med til at promovere.

Og hvad går det så ud på?

Ideen er simpelthen, at man sammen med ens barn, laver en film. Børnefilmskolen er ment som et filmunivers, der gennem leg og filmskabelse, lægger op til samtale mellem forældre og børn. Det lyder jo simpelt nok, og det er det bestemt også. På Børnefilmskolen finder man en masse redskaber, som er yderst nyttige, når man skal lave en film, og det kræver intet professionelt kameraudstyr, klippestudie eller andet fancy. Du kan simpelthen nøjes med din telefon, som selvfølgelig skal kunne filme.

Hvordan griber man det an, og hvor starter man?

Der er helt sikkert mange måder at gribe det an på, men jeg kan jo fortælle jer, hvordan vi gjorde det.

Vi startede med at vælge et emne. Noget, vi syntes, det kunne være sjovt at lave en film om. Det kunne ha’ været hvilket som helst emne. Det behøver ikke at være et tungt eller svært emne. Emnet er efter min mening slet ikke det afgørende i dette projekt.

Min dreng og jeg valgte emnet Abu Dhabi. Det var egentlig min ide, fordi jeg havde et brændende ønske om at snakke med ham om vores tid i Abu Dhabi. Ikke fordi vi ikke havde snakket om det, for selvfølgelig havde vi det, men vi havde ikke fordybet os i det og fået talt det hele igennem. Jeg havde simpelthen ikke kunne fastholde ham i snakken, og jeg havde en ide om, at det var fordi, han syntes, det var svært. Svært at flytte til udlandet som 6-årig og starte i en stor international skole og komme hjem igen og starte forfra i en dansk skole.

Min søn var straks med på ideen om, at vi skulle lave en film, og emnet var fint for ham. Det var slet ikke det vigtige for ham. Det, der var vigtigt og som lyste ud af ham, var, at vi skulle lave en film, og at det bare var os to, der skulle lave den. Det var vores lille projekt.

Inspiration og hjælpemidler.

Da vi havde emnet på plads, gik vi på Børnefilmskolen og søgte inspiration. Der ligger nemlig så mange fine hjælpemidler på sitet. Blandt andet små overskuelige film om hvordan man spiller skuespil, instruerer og klipper film. Min søn syntes, at det med, at man kunne klippe, var klart det mest spændende. Han havde i måneden forinden, vi startede på dette projekt, øvet sig som en sindssyg på at knipse, og vi blev hurtige enige om, at han selvfølgelig skulle knipse i filmen.

Og så gik vi ellers i gang med at lave et manuskript. Og det var specielt i denne proces, at vi fik snakket rigtig meget. Vi hev hans gamle skolebøger og uniform frem, og han fandt billeder af sine gamle skolekammerater. Det satte gang i en masse snak. Ikke kun om Abu Dhabi, men også om alt muligt andet.

Filmen.

Vi fik efterhånden skrevet alt det, han gerne ville sige ned, og så gik vi ellers i gang med at filme. Jeg legede instruktør og han var skuespilleren. Det var skide sjovt, og han var så stolt, når replikken endelig sad lige i skabet. Vi endte med at have en times optagelser, der skulle koges ned til 3 minutter. Det var den svære del, men en god udfordring for mig. Min søn var med på sidelinjen og heppede på mig.

Når filmen er færdig…

Så smider man den på youtube og uploader den på Børnefilmskolen. Hvis man har lyst. Måske har man bare lyst til at lave filmen, og så er det selvfølgelig fint. Det sjove ved at lægge den op på Børnefilmskolen er dog, at ens video bliver ratet, og at der bliver uddelt forskellige priser for blandt andet månedens bedste film. Og med tiden vil der forhåbentlig komme til at ligge rigtig mange fine film, som andre kan blive inspireret af. Det håber jeg.

Børnefilmskolen skaber et rum til dialog mellem forældre og børn, der rækker langt ud over filmene. Det kan jeg klart skrive under på. Vi har haft en fed oplevede med at lave denne film, og vi er allerede ved at planlægge vores næste film. Det handler om skabe dette helt specielle trygge rum, hvor det er tilladt at fejle, grine, give ros, være frustreret og føle sig hørt. Det rum fandt vi, og jeg håber virkelig, at I har lyst til at prøve kræfter med det selv.

Jeg er så stolt af vores lille film. Vores lille projekt. Vores lille rum. Helt specielle rum.

Og jeg har glædet mig til at dele filmen med jer.

Hvad synes I? Og kunne I selv tænke jer at lave en film med jeres børn? I så fald vil jeg anbefale jer at tjekke Børnefilmskolen.dk ud 🙂

I øvrigt var vi jo i aftenshowet og fortælle lidt om projektet. Det kan I se og læse om i dette indlæg.

Tak fordi I læser med 🙂 🙂

Ciao amigos 💋


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

Skal vi være venner?

Jeg skrev dette for en måneds tid siden, men fik aldrig udgivet indlægget. Bedre sent end aldrig ikke? 🙂

Håber du har lyst til at læse med.


Vi har lige vinket farvel til en fantastisk familie, som vi har haft fornøjelsen af i et døgn. En familie, som vi mødte da vi boede i Abu Dhabi. En familie, som vi nok ALDRIG havde stødt på og kommet ind på livet af, hvis vi ikke havde mødt dem på vores udenlandseventyr. En familie,  som snart rejser “hjem” til Abu Dhabi, mens vi bliver i Danmark.

Det gør mig sgu lidt ked af det, samtidlig med at jeg føler mig så glad og taknemmelig over, at vi overhovedet mødte dem i første omgang. Det lå nemlig slet ikke i kortene. Det lå i det hele taget slet ikke i kortene, at vi skulle flytte til Abu Dhabi, men hvor er jeg glad for at vi tog dette uventede spring, og brød ud af vores danske trivielle småkedelige trygge hverdag. Det kommer jeg aldrig til at fortryde!

Nå, men denne her før omtalte familie, vi mødtes altså kort tid efter vi var flyttet ind på 48. etage i Abu Dhabis højeste bygning.

Vi kom til Abu Dhabi på nogenlunde samme tid, og første gang jeg mødte Mette (“hun var nede Mette…” Agrr… er jeg den eneste der ikke kan sige Mette uden, at jeg får den sang på hjernen? Fuck), vidste jeg bare at vi ville blive veninder. Sådan er det bare med nogle mennesker.

Vi inviterede dem ret hurtigt på middag. Det er jo ikke sådan noget man normalt gør med mennesker man kun har mødt en enkelt gang. Forestil jer at man møder en pige til et arrangement. En pige man ALDRIG har mødt før. Et par dage efter inviterer man denne pige og hendes mand og børn til middag. Lidt weird ikke? Det var nok aldrig sket i Danmark. 🙂 Eller, det havde jeg nok aldrig gjort i Danmark. Det er jo nærmest en desperat handling. Som at være 5 år igen og spørge “skal vi være venner?” Men sådan er det altså lidt at være expat. Man er jo væk fra ens trygge netværk af venner og familie, og man må ret hurtigt skabe sig et nyt for ikke at blive ensom. Det er ens for alle, og derfor gør alle noget for at finde nye bekendtskaber. Nogle vil mene, at det er en enorm overfladisk verden, og jeg kan godt være tilbøjelig til at være enig. Udefra virker det overfladisk, men det var altså ikke mit indtryk da vi boede i Abu Dhabi. Slet ikke.

Er der nogle expats på linien der kan give mig ret i det?

At man lynhurtigt får en masse bekendtskaber, som ikke holder ved er helt rigtigt. Det kan vel på en måde sammenlignes med et højskoleophold, hvor man hurtigt bliver tætte med en masse fremmede mennesker, som man glider fra i det øjeblik højskoleopholdet slutter. Måske holder man fast i en lille gruppe mennesker, og måske er man heldig, at man forbliver venner resten af ens liv.

Nå, men vi inviterede altså denne her familie på middag, og de syntes hverken at det var mærkeligt eller desperat. Eller… det ved jeg faktisk ikke om de gjorde. 🙂 Det kan faktisk godt være at de har tænkt “det her er sgu lidt mærkeligt, men wtf, det er et free meal” Hahahaha… Det må jeg lige spørge dem om.

Vores mænd og unger faldt fantastisk godt i spænd. Heldigvis. Alt var godt. Slet ikke akavet og unaturligt. Vi havde selvfølgelig meget til fælles i og med, at vi havde jævnaldrende børn, var fra Danmark, og havde taget springet og var flyttet til Ørkenen, men ud over det, var der ikke så mange fællesnævnere.

Inden de flyttede til Abu Dhabi boede de i et hus i en lille by uden for Århus. Vi boede i en lejlighed på Østerbro i Kbh., og havde på det tidspunkt ikke været i nærheden af Jylland i mange mange år. Det har vi nu 🙂

Vi havde med garanti aldrig mødt dem, hvis vi ikke var mødtes i Abu Dhabi. Det er jeg næsten 100% sikker på.

Oh well, der er jo virkelig mange mennesker man aldrig kommer til at møde og blive venner med, bevares, men jeg er nu virkelig glad og taknemmelig over, at vi mødte netop denne søde familie, og at vi stadig har kontakt.

Vi har for første gang haft glæde af dem på dansk jord, og jeg ved bare, at vi kommer til at se dem igen og igen og resten af livet. Det håber jeg i hvert fald af hele mit hjerte ❤️

Og denne familie, var langt fra den eneste familie vi mødte i udlandet og vil komme til at holde kontakt med.  I ved hvem I er 🙂

Har I mødt nogle helt særlige mennesker på jeres vej, som I nok ikke havde mødt, hvis I ikke havde foretaget et uventet sving i livet?

Klem fra mig❤️

C8DA3562-02F4-4195-9E6F-DC8ADFE4922B.medium

 

Hvis du har lyst til at læse lidt andre Abu Dhabi relaterede indlæg, kan I f.eks. læse de her:

Slavehandel… Bagsiden af det søde expatliv i mellemøsten.

Historien om Mari…

5 spørgsmål til en expat hausfrau…

Dengang min mor forsøgte at smugle en penis ind i Abu Dhabi…

Den om receptionisten, træpenissen og de forbudte filer…


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

 

 

Historien om Mari…

FullSizeRender

Fortsættelse på dette indlæg

Mari tager som 25 årig til Abu Dhabi for at forsørge sin familie. Hun efterlader en dreng på 2 år og en pige på 5 år. Hun lover dem, at hun hvert år vil komme hjem og besøge dem med gaver.

Hun bliver ansat hos en libanesisk familie og får hvad der svarer til 1200 kr. om måneden. En normal løn som ufaglært på Filippinerne  er ca. 800 kr. om måneden, så hun kan altså tjene en del mere som maid i Abu Dhabi. Det er dog stadig en helt urimelig lav løn og langt mindre end f.eks. expats (fra ikke mellemøstlige lande) betaler deres maids.
Hun arbejder fra kl. 6 om morgenen til midnat. Hun har fri mellem kl. 12 og 17 hver fredag, så hun kan komme i kirke. Ingen friaftener!

Om natten kommer børnene ind og sover hos hende i hendes seng. De knytter sig til hende og omvendt.
Hun forsøger efter første år, at komme væk og finde en ny familie, men hendes Sir har hendes pas, og lader hende ikke gå. Han lover hende en lønforhøjelse, en hel fridag og at hun må rejse hjem og besøge sine børn. Hun går med til at forny kontrakten, men kun pga. børnene, som hun er blevet knyttet til og ikke har lyst til at svigte.

Hendes Sir giver hende lidt mere i løn, men holder ikke de andre løfter.
Hun forsøger igen året efter. Samme historie. Hun får ikke lov til at rejse hjem og besøge sine børn. Det står ellers i hendes kontrakt, men hendes arbejdsgiver stoler ikke på, at hun kommer tilbage igen. Det er heller ikke sikkert hun ville gøre det…
Hendes Sir forsøger gentagne gange at forgribe sig på hende. Tit i beruset tilstand og når hendes Madam er hjemme i Libanon på ferie. Mari prøver at sige fra, men han truer hende og hun bider ydmygelsen og skammen i sig og beder til Gud.

Hun må ikke låse døren til sit værelse. Hun lever i evig frygt. Hendes bibel er tyndslidt. Hun har lyst til at dræbe ham, men hun ved, at hun aldrig vil få sine børn at se hvis hun slår ham ihjel.
Efter 3 1/2 år forsøger hendes Sir at voldtage hende igen, men dette bliver den sidste gang! Hun har hørt han komme fuld hjem, og hun sætter sin tlf. til at optage hans forsøg på overgreb og hendes skrig.

Dagen efter flygter hun hjem til sin veninde. Hun får ikke sagt farvel til børnene, som hun har været så tæt knyttet til i 3 1/2 år. Hun har ikke set dem siden.
To uger efter ringer hun til mig. Jeg ved den dag i dag ikke hvordan hun har fået mit telefonnummer, men en uge efter flytter hun ind hos os.
Hun fortæller os at hendes arbejdsgiver skal flytte tilbage til Libanon, og han derfor har frigivet hende. Vi snakker med hendes Sir, som bekræfter hendes historie.

Hvad vi ikke ved er, at han har indgået en aftale med Mari. Han frigiver hende, hvis hun ikke anmelder ham. Det var klogt af ham, for lydoptagelserne havde, hvis de var kommet for den rigtige dommer, været nok til at få ham smidt i et ubehageligt fængsel et sted i ørkenen.
Vi fordobler hendes løn, giver hende en ugentlig fast fridag og naturligvis fri om aftenen. Vi holder ikke på hendes pas, og giver hende ret til ferie på Fillipnierne. Selvfølgelig.

Hun græder af glæde, da jeg giver hende en kode til WIFI. Det har hendes gamle madam ikke ville give hende. Nu kan hun endelig skype med sine børn og sin familie hjemme på Filippinerne når hun vil.
Det går langsomt op for mig hvilket liv hun har levet i de sidste 3 1/2 år. Hun åbner langsomt op, og fortæller om hendes opslidende tid, men aldrig om hendes Sir og hans overgreb. Dem fortæller hun først om, da vi skal rejse hjem, og vi skal finde en ny familie til hende. Hun bryder sammen og fortæller mig alt. Hun er bange for at havne i sådan en familie igen. Hun er bange for at ende i nærheden af ham. Hun er bange for at hun ville slå ham ihjel.

Hun bor nu hos en sød fransk familie, og jeg har ofte kontakt med hende. Jeg kan godt li’ at vide, at hun er ok.
Hun er i skrivende stund på vej til Filippinerne. Hun skal lige om lidt dufte til sine børn igen og mærke deres bløde kroppe.

Det burde jo være noget, man som mor skulle ha’ ret til HVER dag, men det er desværre ikke en realitet for rigtig mange mødre rundt omkring i verden.

Vi kunne ikke hjælpe Jocelyn, men vi hjalp Mari. Hjalp hende til at genfinde troen på, at der er gode mennesker i denne verden, som vil hende det godt ❤️

 

Dette indlæg er en fortsættelse på det indlæg jeg skrev i går:

Slavehandel… Bagsiden Af Det Søde Expatliv I Mellemøsten.

Ps: lad mig IGEN for en god ordens skyld skrive, at det selvfølgelig ikke er alle lokale familier, eller generelt familier fra Mellemøsten, der behandler deres ansatte dårligt. Der er desværre bare rigtig mange historier, som ødelægger det for the good guys. Øv.

Møs fra en tidligere expat med en maid og tak fordi du læste med. TAK ❤️


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

Slavehandel… Bagsiden af det søde expatliv i Mellemøsten.

IMG_4777

Måske så nogle af jer dokumentaren “Mellemøstens skjulte slaver” på DR1 i forgårs. Den handler om kvinder fra f.eks Filippinerne der, i håb om en bedre fremtid for deres børn, flytter til Mellemøsten og bliver tjenestepiger for arabiske og andre familier.

Jeg har mødt rigtig mange maids i min tid i Abu Dhabi, og jeg har med egne øjne oplevet hvordan unge piger bliver behandlet som slaver. Både psykisk og fysisk. Forfærdeligt at være vidne til. Jeg har set tjenestepiger der blev skældt ud på åben gade, spyttet på og slået. Uden at kunne gribe ind.

Vi var af mange grunde meget i tvivl om, om vi overhovedet selv skulle ansætte en maid, da vi inderst inde ikke ønskede at støtte op om denne grusomme menneskehandel. Sandheden er bare, at pigerne fra Filippinerne tager til Mellemøsten alligevel, og den bedste måde at støtte dem på, er at ansætte dem under gode vilkår.

Vi ender efter lang tids overvejelser med at ansætte Mari, som når at bo hos os i 10 mdr., men det er ikke en nem proces og vi opgiver “projekt maid” flere gange.

Vi interviewer mange piger. Omkring 20 vil jeg tro. Den ene mere sky og underkuet end den anden. Nogle snakker meget dårligt engelsk, og andre er meget religiøse og sender os korsets tegn og lovprisninger hver andet øjeblik. Det går bare ikke.
Vi har brug for en sød kvinde, der kan blive fortrolig med vores børn, og også vil være i stand til at sætte dem lidt på plads og i sving med at rydde deres eget lort op.

Vi beslutter os på et tidspunkt for en ung pige, Jocelyn, som har et godt glimt i øjet og en god latter. Hun er på dette tidspunkt ansat hos en lokal emirati-familie, hvor hun har været i 4 år. Hun har kun 2 uger tilbage af sin kontrakt og hendes Sir, (som herren i huset altid bliver kaldt) har lovet at frigive hende.

FRIGIVE!?

Jamen, man kan vel altid sige op og rejse hjem eller få et andet job? NEJ! Det kan man i mange tilfælde ikke. Det er nemlig sådan, at rigtig mange arbejdsgivere inddrager maidens pas, så hun ikke kan rejse væk.

Hun er bundet! Hun er fanget!
To uger efter vi har aftalt, at vi vil ansætte Jocelyn, ringer hun til mig helt opløst i gråd. Hendes Sir vil kun frigive hende, hvis vi betaler hvad der svarer til 30.000 kroner. WTF!

Der er altså tale om ren slavehandel her!
Jocelyn vil gøre hvad som helst for at komme væk fra familien og foreslår en afdragsordning, så hun gennem hendes løn de næste mange måneder vil afdrage på sin købspris. Absurd. Det ønsker vi ikke. Det er helt urealistisk.
Måske kan vi få hendes Sir ned i pris? Måske kan det lade sig gøre? Vi vil gerne hjælpe hende.
Min mand undersøger sagen, og finder ud af at hendes Sir, arbejder for den øverste Sheik i Abu Dhabi. Pis. Min mand snakker med sin advokat, som på det kraftigste fraråder os at handle med ham. “Don’t touch that man” var vist hans eksakte ord, og det råd følger vi. Det bliver vi nødt til. Vi kan risikere at min mand kommer i problemer, og lige meget hvor meget vi ønsker at hjælpe, tør vi ikke.

Vi kan ikke hjælpe Jocelyn.

Og denne historie står ikke alene. Det er helt normalt, at lokale familier tager penge for at frigive deres tjenestefolk.
Det der sker er, at en tjenestepige skriver under på en kontrakt på typisk 2 år. Når de to år er gået, vil hun måske gerne videre til en ny familie, men hendes arbejdsgiver har hendes pas og dagen inden hendes visa udløber, lægger han en ny kontrakt foran hende med beskeden:

SKRIV UNDER ELLER VI SENDER DIG TILBAGE TIL FILIPPINERNE!

Og så skulle man tro, at de fleste ville ønske at komme tilbage til deres familie og børn, men nej. De kan ikke tage tilbage. De kan ikke forsørge deres børn hvis de tager tilbage. De må blive og arbejde og sende alle deres penge hjem. De er bundet! De er fanget!
Det var det der skete for Jocelyn.  Hun er den dag i dag stadig hos den velhavende lokale familie.

Vi kunne ikke hjælpe hende.

Det er så uretfærdigt. De her unge piger er taget hjemmefra i håb om at kunne forsørge deres familier. Deres små børn. Mange af dem ender med at være fanget i et land, hvor de bliver behandlet som slaver.

Efter den oplevelse, opgiver vi jagten på at finde en maid. Vi vil ikke være en del af denne beskidte slavehandel.

Og så vil skæbnen alligevel det, at vi en måneds tid senere bliver ringet op af Mari. Den dag i dag, ved jeg faktisk stadig ikke, hvordan hun har fået fat i mit nummer, men hun fortæller, at den familie hun bor hos, skal rejse tilbage til Libanon, og hun derfor mangler et nyt sted at bo.
Hun flytter ind hos os en uge senere, og er ansat ved os i 10 mdr. inden vi tager retur til Danmark.
At hendes tidligere familie ikke rejser tilbage til Libanon, og at hun i virkeligheden er flygtet, finder vi først ud af 8 mdr. efter vi havde ansat hende…

To be continued…

Ps: lad mig for en god ordens skyld lige skrive, at det selvfølgelig ikke er alle lokale familier, der behandler deres ansatte dårligt. Der er desværre bare rigtig mange historier, som ødelægger det for the good guys. Øv.

Møs fra en tidligere expat med en maid og tak fordi du læste med. TAK ❤️

 

Og hey, fik du i øvrigt læst mit indlæg, hvor jeg svarer på 5 expat spørgsmål? Eller hvad jeg savnede allermest, da jeg boede i Abu Dhabi?  Nå ik. Jamen så er det jo heldigt, at jeg lige har linket til de to indlæg  🙂


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

 

 

 

Older posts