Der gik et par uger, før jeg var i stand til at grine af følgende episode… Og lad mig lige advare jer om, at vi er i afdelingen af First World Problems.
Here goes…
Jeg siger en mandag morgen farvel til vores maid, som på det tidspunkt har været ansat i lige knap en måned. “Bye bye Madame” svarer hun som altid, og jeg drøner derefter i Carrefour og ordner ugens storkøb.
Da jeg tre timer senere træder ind af døren, er det første syn der møder mig…
ALLE vores sofapuder UDEN betræk.
Og her taler jeg om ALLE betræk! Hjemmesyede patchwork, Ferm Living, luckyboysunday osv.
I sofaen ligger blot et hav af monteringspuder.
Jeg kalder noget skingert på Mari, som vores maid hedder.
“What did you do with all the pillows?” spørger jeg med bange anelser
“In the washing machine Madame” svarer hun.
Noooooooo…
“What program? How many degrees?” spørger jeg nu meget skingert
“60 degrees Madame” er desværre hendes svar
Nooooooooooo…
WHAT THE FUCK!
Jeg løber ud til maskinen, og kan se, at vasken netop er afsluttet. Jeg kan også se, at det ganske rigtigt er et langt program på 60 grader der netop er endt.
For satan altså… Fuck, fuck, fuck…
Jeg hiver et efter et pudebetrækkene ud af maskinen, og det er ikke godt. Slet ikke godt.
Min store bløde luckyboysunday pude har forvandlet sig til en little-not-so-fucking-luckyboysunday pude, og farverne på alle andre puder er uklare og smeltet ind i hinanden. Crap!
Ud af maskinen hiver jeg også Hermans yndlings bamse, hvor alt fyldet har klumpet sig sammen i en gigantisk klumpfod og ENDNU værre…
Mit hjemmehæklede tæppe. I uld. Som det har taget mig sådan cirka en million år at hækle… Det har sgu også fået en tur på det lange 60 graders varme program med helt almindeligt vaskepulver. Ødelagt! Pik.
Er sikker på, at alle der har prøvet at hækle eller strikke et tæppe ved, at der ligger mange timer og tanker bag sådan et tæppe. Ikke sandt?
Jeg ved jo godt, at det bare er puder og tæpper. Alligevel er jeg i dette øjeblik dybt ulykkelig over massakren.
OK, Shit happens, og når jeg den dag i dag kigger på min bette not-so-luckyboysunday pude og mit bløde filtede hæklede tæppe, griner jeg faktisk over den lille episode. Det er jo trods alt bare materialistiske ting. Ingen døde jo… Altså lige bortset fra en lille ikke så heldig søndagsdreng. Pyt.
Lad mig lige for en god ordens skyld nævne at vores maid var fantastisk, når hun ikke freestylede alt for meget. Mine drenge har haft nogle interessante madpakker med i tidens løb, men hvad stiller man også op med, for hende, ukendte mærkelige madvare som rugbrød, leverpostej, remolade og pålægschokolade? Kan man f.eks. lave en rugbrødsmad med pålægschokolade og ost? Eller en rugbrødsmad med leverhakker, remo og (hold fast) peanutbutter? Ja, det kan man godt 🙂 Peanutbutter er dog BANDLYST i alle skoler i Abu Dhabi, fordi man for guds skyld ikke må medbringe nødder, så den gik sgu ikke.
Herman har i øvrigt ikke spist sin leverpostej uden remo, efter Mari præsenterede ham for den kombi 🙂
Nå, men for lige at komme tilbage til den lidt ærgerlige pude-massakre, må jeg jo nok erkende, at jeg holder rigtig meget af mine ting. Derfor gik der altså lige et par uger, før jeg kunne grine af denne episode 🙂
Bliver I kede af det, når jeres ting bliver ødelagt, eller trækker I blot på skuldrene? Og har I nogensinde smagt en håndmad med levertjuhej og remo? Hit me 🙂
Møs fra en tidligere hausfrau med alvorlige first world problems, og tak fordi du læste med. Det gør mig så glad! TAK ❤️
Og hey, apropos First World Problems, fik du så læst mit indlæg om møgsækken? Nå ik? Jamen så er det jo heldigt, at jeg lige har linket til netop dette indlæg 🙂
I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?
