Minder jeg aldrig glemmer #6 Tegnekonkurrencen

tegnekonkurrence minder jeg aldrig glemmer

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.

Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.

Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.

Her er min 6. fortælling:

Vi skal 24 år tilbage. Året er 1992, og jeg går i 6 klasse på Toftevangsskolen i Birkerød.

Dem der kender mig fra den tid ved, at jeg var klassens stille pige. Dem der ikke kendte mig dengang har svært ved at forstå, at det er rigtigt. 😆

Jeg var en vellidt og sød pige med mange veninder, men jeg var den stille pige, som aldrig rakte hånden op i klassen, og helst ville sidde på bagerste række og gemme mig. Jeg tror egentlig at lærerne overså mig, og bare lod mig være på bagerste række. Når jeg skulle fremlægge noget for klassen, var jeg hamrende nervøs og hadede, at alle øjne var rettet mod mig. Jeg var hverken god eller dårlig i skolen. Bare sådan middel og jeg følte, at jeg skulle arbejde lidt hårdere for tingene end de fleste andre i min vennekreds.

I min klasse gik der en dreng, Niels, som var sindssygt god til at tegne. Han var virkelig et naturtalent. Jeg ved ikke, om han er endt med at bruge sit talent proffesionel, men det håber jeg.

På et tidspunkt blev det annonceret, at der var en stor tegnekonkurrence arrangeret af DSB. Det var en kæmpestor konkurrence, hvor man skulle tegne fremtidens offentlige transportmiddel, og mange tusinde børn på tværs af alle skoler deltog. Det var en del af billedkunstundervisningen mente vores lærer og hele klassen skulle deltage, om vi ville eller ej. 😉

Og jeg gjorde mig umage. Virkelig umage. Jeg brugte flere dage på min tegning, og alligevel følte jeg slet ikke, at den var i nærheden af at være lige så flot som Niels tegning. Alle kredsede om hans mesterværk. Jeg lagde bare min tegning ned under nogle af de andre tegninger.

To uger efter kom vores billedkunstlærer ind i klassen med et kæmpe smil og fortalte, at der var en af os der havde fået en flot 3. plads i tegnekonkurrencen. Det var jo mega sejt at få en 3. plads når der var så mange tusinde børn der havde deltaget.

Vi var alle helt oppe at køre over det, og var sikre på at det var Niels der havde vundet. Selvfølgelig var det Niels. Det var jo ham, der kunne tegne i vores klasse.

Og så hiver vores lærer et stort diplom ud af en stor kuvert, og en fra klassen ser, at det er et navn med N. N som Niels selvfølgelig og Niels står allerede og hopper i spænding, og er klar til at modtage sit diplom og til at blive hyldet.

Og så siger vores lærer, i bedste X factor stil, 3. pladsen er gået til… trommehvirvel…

NANA

What?

Alle øjne rettes mod mig. Kan det passe? Jeg kigger undrende på Niels, som står med lange slappe arme og et skuffet blik. Og så kommer alle hen til mig og krammer mig, og synes jeg er den sejeste i klassen. Og vores lærer køber is til os allesammen og alle jeg møder på gangen siger tillykke og godt gået og hvor er du sej.

Jeg ved ikke om det var den episode, der gjorde mig mere modig, men lige i det øjeblik hvor min lærer stolt kigger på mig og siger mit navn… Det glemmer jeg aldrig.

 

Tak fordi du læser med.  ❤️


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

Hvis I har lyst til at læse mine andre minder, kan I finde dem her:

Minder jeg aldrig glemmer #1 Glimmer-røven

Minder jeg aldrig glemmer #2 Min lillebror

Minder jeg aldrig glemmer #3 Skorpionen

Minder jeg aldrig glemmer #4 Eksamens-blackout

Minder jeg aldrig glemmer #5 Da min far næsten døde

Minder jeg aldrig glemmer #5 Da min far næsten døde.

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.

Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.

Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.

Her er min 5. fortælling:

Vi skal 31 år tilbage. Jeg er på dette tidspunkt 5 år gammel. Faktisk er jeg lige blevet 5 år, og jeg har fået en flot rød cykel af min mor og far i fødselsdagsgave.

Men alt er ikke ren lykke, for på lige netop denne dag, på min 5 års fødselsdag, skal min far opereres for kræft.

Alt i mens jeg cykler rundt på min nye røde cykel i en baggård på Østerbro i København, får min far fjernet en knude på størrelse med en appelsin, som sidder i hans mave.

Et par dage efter operationen skal jeg besøge min far på hospitalet. Min mor og jeg åbner døren ind til den stue, hvor han ligger, og så stopper jeg op. Min far ligger helt afkræftet i den hvide seng, og der er fyldt med slanger. Slanger overalt. Sådan husker jeg det. Han har hvidt tøj på. Han smiler til mig, men jeg kan ikke kende ham. Jeg bliver bange og bakker tilbage. Jeg vil ikke derind.

Jeg ved ikke hvor længe min mor er om at få mig overbevist om, at det er min far der ligger der i sengen, men på et tidspunkt kommer jeg ind i på stuen og op i sengen til ham.

I hans hånd, som er fyldt med slanger, ligger der en lille strikket handske, som han giver mig. Den er i røde farver og jeg knuger den i min lille 5 årige hånd. Jeg ved ikke hvor han har den fra, men jeg bliver så glad for den og krammer ham.

Jeg husker ikke andet fra min fars kræftforløb. Ikke kemobehandlingerne. Ikke den periode, hvor han ikke havde noget hår. Ikke følelsen af at jeg var tæt på at miste min far.

Men den dag på hospitalet, hvor jeg fik en lille rød handske af min far. Det glemmer jeg aldrig.

Først engang i mit voksne liv har jeg fået fortalt, at min fars kræftform var en af de rigtig slemme, og at det var et mirakel, at han overlevede. Han var kun 34 år da han fik konstateret kræft. Jeg var på samme alder som min yngste søn er nu.

Han overlevede. Og jeg har stadig den lille strikkede handske ❤️

minder jeg aldrig glemmer. voxtrup.dk

 

Tak fordi du læser med.  ❤️


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

Hvis I har lyst til at læse mine andre minder, kan I finde dem her:

Minder jeg aldrig glemmer #1 Glimmer-røven

Minder jeg aldrig glemmer #2 Min lillebror

Minder jeg aldrig glemmer #3 Skorpionen

Minder jeg aldrig glemmer #4 Eksamens-blackout

 

Minder jeg aldrig glemmer #4 Eksamens-blackout

eksamens blackout

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.

Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.

Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.

Her er min 4. fortælling:

Vi skal 19 år tilbage. Jeg er på dette tidspunkt 16 år gammel og går i gymnasiet i Odense. 1g er ved at være forbi, og jeg skal til den første mundtlige eksamen i biologi. Jeg har ikke eksamensangst, men jeg elsker ikke ligefrem at gå til eksamener. Hvem gør i øvrigt lige det?

Jeg trækker et emne, som jeg ikke havde ønsket, men jeg husker det alligevel som om, jeg får nogenlunde styr på hvordan jeg vil gribe emnet an, da jeg sidder og forbereder mig.

Lokalerne ligger på øverste etage og der er store gamle skrå vinduer, som er et evigt irritationsmoment når solen skinner. Denne dag skinner solen ikke. Det er et gråt og kedeligt sommervejr.

Min lærer henter mig ind til det grønne bord, og jeg sætter mig overfor ham og en sensor.

Og så sker det. Fra det ene sekund til det andet begynder det at regne så kraftigt, at lyden fra regnen på de skrå vinduer runger i hele lokalet. Og så kan jeg ikke huske mere. Fra regnen begynder at larme til jeg 20 minutter senere bliver lukket ud af rummet, kan jeg intet huske. Jeg aner ikke hvad jeg har sagt eller hvad jeg ikke har sagt. Det er bare et stort sort tomrum.

Jeg fik 03 (efter 13 tals skalaen), og min lærer var noget chokeret over min tavshed og mit tomme blik. Det var jeg også selv.

Året efter gik jeg op til re-eksamen og klarede det pissegodt. Jeg trak præcis det samme emne, men denne dag regnede det ikke.

Hvad der skete, er jeg simpelthen ikke klar over, men lyden af regnen mod de skrå ruder og min biologilæres undrende blik… Det glemmer jeg aldrig.

Har I nogensinde oplevet sådan et blackout?

Ciao og tak fordi du læser med 🙂


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

Hvis I har lyst til at læse mine andre minder, kan I finde dem her:

Minder jeg aldrig glemmer #1 Glimmer-røven

Minder jeg aldrig glemmer #2 Min lillebror

Minder jeg aldrig glemmer #3 Skorpionen

 

Minder jeg aldrig glemmer #3 Skorpionen

fullsizerender-kopi-2

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.

Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.

Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.

Her er min tredje fortælling:

Vi skal kun to år tilbage, så dette er et forholdsvis nyt minde. Ikke desto mindre er det noget jeg med garanti aldrig kommer til at glemme.

Vi bor på daværende tidspunkt i Abu Dhabi, og min far og lillebror er på besøg. Vi er i starten af februar, og vejret er ved at være perfekt til en telttur i ørkenen.

Vi pakker vores store firhjulstrækker til bristepunktet med telte, luftmadrasser, soveposer, mad, drikke (vigtig når man tager i ørkenen), brænde og lommelygter, og drøner afsted. Vi forlader vores bolig på 48. etage midt i byen, og et par timer senere er vi i ørkenen. Som i ørken så langt øjet rækker. Sand sand sand.

Vi får sæt teltene op, og drengene drøner rundt og samler tørre grene til bålet, som er ret vigtigt at få gjort klar inden mørket falder på. Alt går fint og vi spiser madpakker og rister pølser og skumfiduser på bålet.

Natten forløber fint, selvom vi har undervurderet kulden en smule. Temperaturen falder helt vildt meget i ørkenen om natten, og på denne nat er vi nede på omkring 5-6 grader.

Noget af det smukkeste ved at overnatte i ørkenen er morgenerne. At se solen stå op over de bløde sand dunes er så smukt og fredfyldt.

Vi spiser havregryn med rosiner og mælk af plastikskåle, morgenskider i en afsides dune, og begynder langsomt at pakke teltene sammen.

OG SÅ SKER DET!

Min far bryder pludselig ud i en strøm af av for satan i helvede og andre forbandelser. Der er ingen tvivl om, at der er sket noget med min far, og vi drøner alle over til ham. Han holder sig om sit knæ, og først tænker jeg, at han har forvredet det i sin kamp for at få rullet teltet sammen, så det igen kan være i det alt for lille etui der hører til. Det er lige indtil jeg spotter den lille skorpion, som sidder i sandet og nedstiger os.

Min far er simpelthen blevet bidt af en fucking skorpion, og vi befinder os i en ørken in the middle of nowhere. Og vi er sgu slet slet ikke forberedte på at støde på sådan en satan, og har slet ikke gjort vores hjemmearbejde godt nok.

Tiden står stille.

Vi står som forstenede mens skorpionen kigger på os, og ser ond ond ond ud. Vi aner ikke, om den er giftig. Vi aner ikke om der er et hospital i nærheden. Vi aner ikke om min far vil kradse af inden vi har talt til 10.

FUCK.

Lasse søger febrilsk på internettet efter alle de svar, som vi burde ha’ kendt. Et internet som er meget svagt her ude i ingenting. Shit. Min far får fanget skorpionen i en tom vandflaske (typisk min far), og vi andre får hurtigt pakket bilen, mens vi i vores stille sind begynder at panikke. Jeg kan mærke at min lillebror er meget utilpas ved situationen og siger “Vi må finde et hospital. Vi må på hospitalet nu. Vi må væk fra denne her ørken!” Min far føler sig ok, og prøver at bevare roen trods et dunkende knæ. Hans øjne fortæller mig, at han er utryg. Han er lige blevet bidt af en skorpion, så jeg forstår godt hans uro.

ENDELIG får Lasse google til at samarbejde, og kan læse sig frem til at skorpioner i denne del af verden ikke er farlige.

Vi har ikke trukket vejret i de sidste 5 lange minutter, og vi ånder nu alle lettet op.

Kæmpe chok!

Det glemmer jeg ALDRIG.

Skorpionen ligger i øvrigt i noget slave-vodka i et lille forsejlet glas, som står i vores stue. Lille satan.

fullsizerender-2

Ciao  ❤️


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

 

 

Minder jeg aldrig glemmer #2 Min lillebror ❤️

fullsizerender-30

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.

Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.

Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.

Her er min anden fortælling:

Vi skal 24 år tilbage. Min far, min halvmor Mette og jeg er rejst til Sri Lanka for at hente min lillebror. Han har været på vores allesammens ønskeseddel meget meget længe. Min far og Mette kan nemlig ikke selv få børn og efter et helvede af et forløb, bliver de endelig godkendt til at adoptere.

Og så venter vi, og venter lidt mere, og endelig får vi tilsendt et lille bitte uskarpt billede af en lille lækker chokoladebrun baby. Det er Ruben, som vi i februar 1993 tager til Sri Lanka for at hente.

Efter ankomsten skal mine forældre udfylde en masse papirer, som skal behandles. Når man ser hvor de papirer havner, bliver man alligevel ret overrasket over at behandlingstiden kun varer 3-4 uger, men efter 3 ugers rundrejse på smukkeste Sri Lanka, får vi endelig besked på, at vi kan hente lille Ruben, som på det tidspunkt er 10 uger gammel.

Vi bliver bedt om at møde op på en slags kommunekontor, og her ser vi lille Ruben for første gang. Det er hans biologiske mor der står med ham i armene.

Mine forældre bliver ført ind i et andet lokale, hvor de skal skrive under på nogle flere papirer, og de efterlader mig i lokalet med Ruben og hans mor, som er en lille kvinde med langt hår og et stålfast men venligt blik. Og her står vi så, og jeg kigger på Ruben og Rubens mor kigger på mig. Jeg er på det tidspunkt ikke mere end 12 år gammel. Hun rækker mig efter et par minutter Ruben, og jeg står pludselig der med min lillebror i armene. Hun har givet mig sin lille dreng. Hun græder ikke. Hun kigger blot på os med sine venlige øjne.

Det glemmer jeg aldrig.

Jeg kan, først efter jeg selv er blevet mor, sætte mig ind i den smerte det må ha’ været for hende. At give sit barn væk. Hun mente ikke at hun havde noget at tilbyde ham. Hun gjorde hvad hun mente var det rigtige for sin søn, og for det er jeg hende evigt taknemmelig. Hun gav mig min lillebror, men som mor er det så umådelig svært at satte sig ind i, at der ikke er andre udveje end at give sit barn væk.

Vi har senere fået at vide, at hun har fået en mand og to børn. Det var inden Tsunamien i 2004. Vi ved ikke om hun overlevede den.

 

Tak fordi I læste med ❤️

 

Hvis I har lyst til at læse min første fortælling i følgetonen “minder jeg aldrig glemmer” så klik her.


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

 

 

 

 

Older posts