Vil I se mig dance dance dance?

dans

Efter vi er flyttet tilbage til Danmark, har min hverdag ændret sig ret drastisk. På flere fronter. Jeg er f.eks. gået fra at træne næsten hver dag til at træne næsten ALDRIG. Og faktisk kan I godt bare se bort fra næsten. Efter vi er kommet hjem, træner jeg SLET IKKE. Jeg cykler på arbejde, men udover det gør jeg intet. Jeg føler hverken, jeg har tid eller overskud til det. Jeg arbejder fuld tid, og har i forvejen svært ved, at få tid til at klare det højst nødvendige. Det er jeg sikker på, at enhver fuldtidsarbejdende familie kan sætte sig ind i. Ikke?

MEN…

Jeg savner at røre mig. Eller… Jeg savner at gøre noget godt for mig selv. Noget sjovt.

I Abu Dhabi dyrkede jeg en del crossfit, og det var ret fedt. Specielt bagefter. Jeg glædede mig faktisk aldrig til det, og hvis turen til crossfit-lokalet havde været længere end en elevatortur fra 48. etage til 2. sal, er jeg sikker på, at jeg ALDRIG var kommet afsted. Jeg troede jo fandme at jeg skulle dø hver gang.

Nå, men med min travle hverdag ved jeg med garanti, at jeg ikke får slæbt min (engang stramme) røv ned i et fitness eller crossfit center.  Det kommer desværre ikke til at ske.

Jeg har derfor, for en måneds tid tiden, besluttet mig for, at jeg vil gå til dans. Fandme ja.

BARE LIGE ET PROBLEM… ELLER 5!

-Jeg har siden jeg fik børn ikke kunne koordinere arme og ben.

-Jeg dansker kun når jeg har en promille på mindst 3.

-Jeg bliver sygt rundtosset af at dreje rundt.

-Jeg føler mig meget stor og klodset i et danselokale med andre folk, der altid har pissemeget styr på det danse-shit.

-Jeg  er stiv som et bræt og kan f.eks. ikke nå mine egne fødder med strakte ben. Og jaja, jeg har meget lange ben, men jeg har også ekstremt lange arme, så den undskyldning går ligesom ikke.

Kan I nikke genkendende til nogle af de ovenstående punkter, og kan I ligesom mig ikke overskue at stå i et danselokale og føle sig dum og klodset, så hør lige her.

JEG HAR FUNDET DET BEDSTE DANSESTUDIE I KØBENHAVN.

Jeg har fulgt dansestudiet på facebook længe, og kunne læse at de tilbød “Feminin, funktionel og lækker træning…Også for dig der aldrig har danset før” Hmm… Og så skrev de “alle kan lære at danse”. Hmm… Ok, så siger vi det.

Og så tog jeg sgu mod til mig og bookede en gratis prøvetime. Og det var så pisse grænseoverskridende, skide sjovt og slet ikke så frygteligt som jeg havde forventet. Stemningen var så afslappet og nærværende. Danselæreren var så smilende og fyldt med energi, at man ikke kunne lade være med at smile, og de andre dansere var så vidt forskellige både når det kom til niveau, alder og kropsbygning. Fælles var dog, at alle havde en fest og ikke var bange for at fejle eller se dumme ud.

Jeg gik derfra med en følelse af lykke. En lykke over at sveden drev af mig samtidig med at jeg havde haft det sjovt. En lykke over at jeg havde gjort noget godt for mig selv. En lykke over at jeg havde overskredet nogle grænser og overlevet.

Jeg har besøgt dansestudiet ca. 1 gang om ugen siden, og jeg er så forelsket i det sted. “Sammen skaber vi magi” sagde dansestudiets ejer Maria til mig en dag, og hun har så meget ret.

Jeg spurgte om de ville filme mig, så I kan se hvordan det ser ud når jeg danser. Det ville de gerne. Det er ikke specielt kønt, men det er sjovt. Og det er det det hele drejer sig om. Med sådan en presset hverdag, skylder man sig selv lidt sjov til høj musik. Jeg håber selvfølgelig, at jeg bliver bedre til at danse og på et tidspunkt får styr på at koordinere mine lange lemmer, men op i røven hvis jeg ikke gør. Jeg fortsætter med at danse hos StudioF15 no matter what.

Nå, men vil I se mig danse? Så se her. Og selvfølgelig har jeg lige sneget et par lummerheder ind i videoen. Kunne ikke lade være, muhahahaha…

 

Møs fra dansemusen💋 Og lad mig lige høre! Hvad gør jer glade i en presset hverdag?

Og apropos træning, har I så læst dette indlæg, der hedder brusende pik og kjortelmænd i min fitte ?


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

Sommerferie-challenge og et meget ømt korpus… Kan ikke engang gå på lokum. Fuck.

nanaWOD

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen her i morges og endnu værre stod det til, da jeg skulle morgenskide. Hele min næsten 180 cm lange krop gjorde så ondt, at jeg følte et jeg var blevet kørt ned. Ikke at jeg nogensinde har prøvet det, men tænker at det må føles nogenlunde sådan. Av for fucking helvede. Og den gør, her 5 timer senere, stadig sygt ondt.

Jeg ved, at mit ømme korpus ikke skyldes hed sex i umulige positioner. Til det er jeg hverken smidig eller modig nok, og desuden har jeg, som jeg skrev tidligere om på bloggen, været sammen med min mand i 15 år. Behøver jeg at sige mere? 🙂

Nej, mine smerter skyldes, at jeg ikke har fået trænet i MEGET lang tid, og for to dage siden satte gang i en lille sommerferie challenge.

Jeg trænede som død og helvede, da vi boede i Abu Dhabi, og jeg synes det var ret fedt. Jeg kunne mærke, at min krop blev stærk og det var en fed følelse at mærke, at jeg pludselig kunne løfte tunge ting, som jeg aldrig havde troet muligt at løfte.

Efter vi er flyttet hjem, har jeg ikke løftet tungere ting end fyldte netto-poser, og har på ingen måde sat mine ben i et fitnesscenter AKA fitten. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men jeg har på en eller anden måde ikke kunne overskue det. I Abu Dhabi var det så trygt. Jeg trænede med de samme 5 tøser i vores bygning 4-5 gange om ugen, og vores træner kendte næsten vores kroppe bedre end os selv.

Men men men… Jeg har jo slet ikke tid til at træne 4-5 gange om ugen, med fuldtidsjob, 2 unger og en direktørmand. Overskuddet er der bare slet ikke. Det er jeg sikker på, at alle mødre i min situation kan relatere til. Ikke? Bare tanken om at trække i træningstøjet, er nok til at slå mig helt ud af træthed, og selvom jeg er klog nok til at vide, at det ville være godt for mig og min hej-jeg-er-lige-startet-med-at-arbejde-et-sted-hvor-der-er-fucking-kage-på-bordet-HVER-dag-krop at få opbygget lidt muskelmasse, får jeg ikke slæbt min engang ret stramme mås ned i fitness.dk, som i øvrigt kun ligger 5 minutters gang fra os.

Nå, men tilbage til min åh så ynkelige krop, så har jeg som skrevet sat gang i en lille sommerferie-challenge, som jeg grundet min nuværende tilstand allerede fortryder en smule.

Vi skal HVER dag lave følgende WOD. For dem der ikke er så hjemmevandte i Crossfit verdenen, betyder det altså Workout of the Day. 🙂

Ok, here goes:

2 runder af:

-10 burpees (De ser nemme ud, men de er ganske forfærdelige)

-20 squats

-20 walking lunges

-10 Dead stop push ups (20 for Lasse)

-Planken i 1 minut.

Hey, hvis du ikke ikke ved hvad de ovennævnte øvelser er, kan du se mig og mine unger udføre dem her 🙂 Det er tilladt at grine. 🙂 Der er absolut plads til forbedring. 🙂

Det er ret simple øvelser og det tager ikke alverdens tid, men det er mere end nok til at få pulsen i vejret, og nok til at jeg nærmest ikke kan komme på lokum her på 2. dagen. Det skal nok blive bedre i løbet af de næste par uger. 🙂 Håber jeg. Jeg ændrer nok lidt på vores WOD i løbet i sommeren, men det er vigtigt for mig, at det er overskueligt, og ikke tager mere end et kvarters tid.

Jeg håber i hvert fald, at jeg er i stand til at gennemføre min challenge, for jeg har i den grad brug for at få pulsen op og holde mig lidt i gang. Måske kan dette være starten på, at jeg igen får blod på tanden, og får mod til at træne igen.

Vil I være med?

Og hey, må jeg lige høre jer, om I er sådan nogle der træner og hvad jeres absolutte bedste træningstips er?

For mig tror jeg det handler om tryghed. Jeg tror jeg har brug for en fast træningsmakker, en personlig træner eller noget der er sjovt. Hvad holder jer i gang? Hit me 🙂

Rigtig dejlig dag og tak fordi du læste med.❤️

 

Og hey, fik du læst dette indlæg, hvor jeg skriver lidt om den der satans balance, eller hvad med dette indlæg, som handler om sommerhus-mode? Eller mode er vel så meget sagt 🙂


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

 

 

 

Fra tyndfed til sukkerfri…

…Og noget med at finde den der satans balance!

FullSizeRender (1)

“Du begår hybris med alle de flødeboller du spiser, og nemesis står og venter lige rundt om hjørnet” sagde en veninde til mig i en alder af 14. Eller, det var før vi havde deltaget i oldtidskundskab i gymnasiet, og det var derfor helt sikkert ikke termer som “hybris” og “nemesis” hun brugte, men meningen var den samme.

Hendes mors nye kæreste arbejdede på et lager, hvor der bla. blev opbevaret store tyske flødeboller, og vi måtte bare æde dem til vi revnede. Og det gjorde vi. Jeg var ustoppelig. Jeg kunne æde en hel pakke uden at få det dårligt, og kunne blive ved langt efter min veninde måtte kaste håndklædet i ringen.

Jeg var på det tidspunkt åleslank. Som en pind! Lige op og ned og uden former. Jeg gik i farvede satinbukser fra Diesel, T-shirt fra Nørregård på Strøget, Dr. Martins støvler og en stor cardigan af mærket Petroleum. Alle der har været unge i 90’erne ved lige præcis hvad jeg snakker om her. Har jeg ret?
Nå, men mig og min veninde spiste altså ret mange flødeboller i en periode, og jeg forblev tynd som en pind. Jeg åd og åd og åd og ingenting skete.
Nemesis fik selvfølgelig taget i mig på et tidspunkt. Men først mange år senere, da jeg som 19-årig flyttede til USA i et år. Bum! Så oplevede jeg for første gang, at jeg lige skulle overveje min indtagelse af chokolade, chips og fedt. På det tidspunkt var det nemlig fedtet der var det farlige, og hele bølgen med fedt-reducerede varer skyllede ind over hele verden. Chips uden fedt, hurra. Chips uden kalorier, og fucking Zero mig her og der og allevegne. Yes baby. Ja, det var det jeg tænkte den gang. Halleluja 🙂
Jeg tabte et par kilo igen, men kom stadig hjem med 10 kg. mere på kroppen.
Da jeg flyttede hjemmefra, levede jeg mest af ris og pasta med smør eller ketchup. Jeg var ung og single og gad ikke bruge tid på at stå i et køkken.
Da jeg et års tid senere arbejdede på Cafe Sebastopol, levede jeg en hel sommer af koldskål, øl, og en masse af de der små chokolader vi lagde ved kaffen. Nå ja, og en stor portion passiv røg. Det var dengang man gerne måtte storryge på cafeer. Hold kæft hvor var det egentlig klamt!
Det var den sommer jeg mødte Lasse. Det var sommeren 2001.
Jeg havde på det tidspunkt smidt USA-kiloene og var slank og rimelig lækker. Altså lækker målt ud fra hvor mange lapper med telefonnumre jeg dagligt havde med hjem fra cafeen. Men jeg var ikke sund. Slank ja, men ikke sund. Jeg var tyndfed. Jeg indtog minimale mængder af grøntsager og enorme mængder sukker.

Tiden gik og jeg forblev slank. Altså, min vægt har altid svinget sådan plus minus 5 kilo, men jeg har aldrig rigtig vejet mig og på ingen måde gået op i min vægt. Jo, måske har jeg hvis bukserne har strammet for meget, prøvet en eller anden suppekur, men jeg er sgu ikke god til sådan noget, og har hurtigt opgivet sådanne slankekure og hurtigt gået tilbage til at indtage enorme mængder hvide kulhydrater.

Jeg fik Arthur i en alder af 28 og smed hurtigt graviditetskiloene igen. Uden på et eneste tidspunkt at løbe en tur eller skære ned på kagen eller være på nogen former for kur.

Så gik der 3 år og så kom Herman til verden. Han er lavet af 50% marcipanbrød fra Anthon Berg, 40% krydderboller med tandsmør og 10% rigtig mad, hvis man skal dømme det ud fra mit indtag af fødevarer under graviditeten. Jeg tog 20 kg. på, men jeg er en høj pige og det har sin fordel. Igen tabte jeg rimelig hurtigt kiloene efter han var poppet. Igen uden nogen form for træning eller kur. Herman havde kulik, så jeg var presset og fik måske ikke lige spist så meget.

Og så flyttede jeg til Abu Dhabi, og så viste Nemesis sit klamme ansigt. Eller, det er jo sket før, at jeg måske har taget 5 kilo på, men det har altid kunne løse sig med en stor sweater. Det er svært  i 40 graders varme. Det ville være mærkeligt at pakke sig ind i en sweater for at skjule mavefedtet. Nej, i Abu Dhabi er det bikinisæson fucking 24-7 og så tog fanden ved mig! Jeg lagde jeg min kost om og begyndte at træne som en sindssyg. Kiloene forsvandt langsomt og musklerne blev større. Jeg sagde farvel til sukker og hej til kål. Det stod på i et års tid. Et år hvor jeg måske indtog sukker svarende til en uges indtag i mit “gamle” liv. Det var mega udfordrende og svært. Men det var fedt at prøve. Jeg mærkede hvordan sukkeret langsomt slap sit tag i mig, og hvordan min indre sukkerjunkie gav op. Og når man har været sukkerafhængig i 35 år, skal der sgu noget til. Men hold nu op en forandring. Jeg gik f.eks. ikke sukkerkold, som jeg før havde haft tendens til, og min afføring ændrede sig markant til det bedre og mere behagelige selskab, hvis I forstår 🙂

Jeg levede sådan 99% sukkerfrit og når sukkerjunkien brølede fra dybet og jeg lod ham komme op til overfladen, fik jeg det ret dårligt. Faktisk både fysisk og psykisk. Det var noget rod.

Min nye livsstil blev sgu sådan lidt en besættelse for mig. Selvom min krop og specielt mine tarme elskede alle grøntsagerne og det mega lækre LCHF mad jeg indtog, var det svært for mig at være en “anden”. Jeg var jo Nana, som altid sagde ja til kage, elskede filmaftner med slikskåle og biografture med popcorn. Nana som bagte hvedeboller og spiste dem til natmad med smør og ost. Jeg var pludselig blevet Nana, der takkede nej til kage og is og ikke rørte hvidt brød. Og jeg var Nana, som gik fra ALDRIG at have sat en fod i et træningscenter, til pludselig at træne 5 gange om ugen og løfte tunge vægte. Jeg syntes det var fedt at prøve, men jeg var bare ikke den rigtige udgave af mig selv. Giver det mening?

De kloge siger, at det handler om balance.

Det tog mig et år at finde balancen. Et år hvor jeg først var ekstremt dedikeret til en helt ny livsstil og langsomt prøvede at finde et leje, hvor mit gamle og nye jeg kunne mødes. For jeg kunne godt lide mit gamle jeg, som levede livet lidt mere. Drak store øl og bestilte den største burger når jeg var på cafe.  Jeg troede det endte med at lykkes sådan rimeligt godt, men det er faktisk først efter, at vi er flyttet hjem til Danmark igen, at jeg faktisk har kunne trække vejret rigtigt igen.

Jeg lever ikke længere det sukkerfrie liv, men jeg spiser langt mindre sukker end i mit “gamle” liv. Jeg spiser kål og andre grøntsager i massevis og jeg elsker det. Jeg spiser ris og pasta og kartofler, men det er ikke noget jeg er afhængig af, og jeg fravælger det tit. Jeg spiser rugbrød. Og kage. Og jeg elsker det. Jeg løber et par gange om ugen og jeg elsker det. Jeg kan da godt se på min krop, at jeg ikke længere træner en million timer om ugen, men jeg trækker vejret.

Ok, det jeg nok prøver at skrive her, er at det har været en ret vild rejse for mig, at ændre min livsstil så markant. Det har rykket mig helt vildt, og jeg har lært min krop meget bedre at kende. Jeg har lært at træne og fundet ud af hvor fedt det kan være. Jeg har lært at løbe uden at kaste mine indvolde op. Jeg har lært at spise grøntsager på 117 forskellige spændende måder. Jeg har lært, at jeg IKKE kan leve et sukkerfrit liv, men at jeg ikke behøver 1 kg sukker om ugen for at fungere.

“Du begår hybris med alle de flødeboller du spiser, og Nemesis står og venter lige rundt om hjørnet” sagde en veninde til mig i en alder af 14. Der skulle gå yderligere 20 år før Nemesis sådan for alvor viste sig, og jeg rent faktisk tog hende seriøst. Jeg er sgu glad for at hun dukkede op. Og ja, nemesis er en HUN. 🙂

At have en slank krop, er ikke ensbetydende med at have en sund krop, men det er svært at foretage en livsstilsændring når man har lange slanke ben og en flad mave. For mig var det åbenbart nødvendigt at flytte til et bikinihelvede af et land, for at ændre livsstil.

I Abu Dhabi mødte jeg en fantastisk dejlig pige, som havde lagt sine kostvaner om pga. smerter i ryggen. Hun blev smertefri på 5 uger, ved at undgå bestemte madvare. Er det ikke vildt og ret fantastisk hvor meget en bestemt kost kan påvirke ens helbred? Jeg er pjattet med sådan noget 🙂

Jeg er stadig slank, men ikke tyndfed. Og jeg har endelig fundet den der satans balance. Tror jeg.

Og så er det bare så fedt at være tilbage i Danmark, hvor man ikke skal være bikiniklar 24-7. Kæmpe KÆMPE lettelse. Jeg render ikke rundt med en flad mave, men jeg trækker vejret og byder min store sweater hjertelig velkommen 🙂

Har I nogensinde foretaget en markant livsstilsændring? Og var det pga. ønsket vægttab, smerter, sygsom eller andet? Fortæl fortæl…

Møs fra mig og tak fordi du læste med ❤️

Og hey, hvis du vil vide lidt mere om mig, så kan du læse lidt mere eller mindre tossede facts om mig her og her 🙂


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

 

 

 

 

 

 

 

Og så blev man så selv den der pisseirriterende type…

Da Arthur var lille, (for 6 år siden! Crazy shit) og gik i vuggestue på en af de der mega populære institutioner på indre 2100 spelt (Østerbro, den lidt finere (læs:kedeligere, læs:der hvor der bor 99% børnefamilier og virkelig gamle mennesker, læs:Rollator/Christianiacykel helvede) del af København) var der en mor, som ret tit afleverede sit barn iført lækkert træningstøj. Altså moderen var i træningstøj 🙂
Og jeg tænkte bare SKRIIIIID!

Skrid nu for helvede bare væk fra mit synsfelt altså!
Jeg kendte hende ikke, men hun gav mig sygt dårlig samvittighed over, at jeg på ingen måder dyrkede motion, og at jeg ikke engang formåede at lunte 500 meter uden at være ved at kollapse. Og jeg tænkte straks, hold dig væk fra min mand. Altså ikke fordi jeg følte mig truet, men fordi jeg i forvejen var pænt træt af min mands spørgsmål som f.eks. “Skal du mon ud at løbe i denne uge?” eller “har du set at de har løbesko på tilbud i sportsmaster?” HELL NO!
Nå, men tilbage til hende moderen i vuggestuen. Fint nok at du løber, eller løfter vægte eller dyrker yoga og er pisse lækker og smidig, men kan du for fanden da ikke holde det for dig selv, og ikke RÅBE det ud over alle os andre småbørnsmødre med dine perfekt stramtsiddende tights, som viser din perfekte stramme yogarøv?
Ja, det tænkte jeg altså. Og det har jeg faktisk generelt tænkt i rigtig mange år, når jeg har set folk der løb eller havde deres fucking yogamåtte bag på cyklen. Op i røven med jeres behårede måtte og må jeres røv klø og jeres muskuløse arme være for korte! Stop med alt det motion, spis en kage, og get a fucking life… tænkte jeg.

Og så flyttede jeg til Abu Dhabi…

Og så blev jeg sgu lidt tyk af at efterleve min egen “stop med alt det motion, spis en kage og get a fucking life” holdning. Og det gik sgu ikke lige i det der “du skal helst være bikiniklar fucking 24-7″ land.

Og så blev jeg pludselig min egen fjende.

Så blev jeg hende der (ligesom de fleste andre Abu Dhabi hausfraus) der afleverede sine børn i smart træningstøj. Fuck. Det var der nu ingen der undrede sig over eller hadede mig for. Det var jo bare det man gjorde i Abu Dhabi. Det gav mening. Og jeg blev faktisk afhængig af det der træning og af at løfte tunge ting. Hvem skulle ha’ troet det?

Træning Nana

Træning Nana2

Men nu er jeg altså hjemme på dansk jord igen. Og selvom Danmark ikke ligefrem er et land, hvor man skal være bikiniklar 24-7, så er det et land, hvor der bliver hygget RIGTIG meget, og det kan være svært uden selskab af Karen Volf og Anthon Berg. Fuck i øvrigt dig Netto, som sælger de der Anthon Berg fugleæg til kun 10 kr. for en pose. KUN 10 KRONER og de smager jo så vanvittigt godt. Oh help me God. Julen varer lige til påske, og påsken varer åbenbart lige indtil Nettos varelager er solgt ud til ynkelige skabninger som mig.

Nå, men…

Derfor har jeg nu allerede en del gange været hende den pisse irriterende mor, der afleverede sine børn i løbetøj.

Fuck ja sgu!

Det handler som skrevet mest om mangel på selvdisciplin. Hvis jeg ikke løber direkte efter aflevering, får jeg det ikke gjort. Og jeg elsker faktisk at få det gjort. Jeg skal dog helst iføre mig løbetights inden jeg er helt vågen. Altså for vågen til at komme med en god grund til at lade være. Det er altså derfor, jeg afleverer mine børn i træningstøj. Manglende selvdisciplin.

MEN…

Jeg vil nu alligevel godt sige, at jeg er fuldt ud klar over, hvor pisse træls det må se ud, og jeg vil gerne sige, helt fra mit lumre hjerte, UNDSKYLD. Kæmpe UNDSKYLD. Det er ondt og tarveligt.

Men, hey! Næste gang du ser sådan en (tror du) pisse irriterende, røv aktiv, skide overskudsagtig mor, der afleverer sine børn i stramme løbetights, så please don’t hate her.
Tænk i stedet, at hun sikkert ikke når at løbe meget mere end 100 meter af sin planlagte 5 km. tur, før hun VIRKELIG skal skide, og må gå hjem med hårdt sammenknebne baller 🙂 Ja, og det ved vi jo ALLE sammen godt, ser helt håbløst ud i et par stramme tights.

Hverken fede løbesko, rigtigt opsat løbehår eller designer-løbejakke kan rede en turtlehead-gangart… Hvis I forstår!? 🙂 (Jeg uddyber kun, hvis I virkelig beder pænt om det).

Og lige for at runde overskriften af. Og så blev man så selv den der pisseirriterende type… som alle elsker at hade. Inklusive undertegnede. Hende, der afleverer sine børn i løbetights. Fuck.

Del gerne dette indlæg, hvis I lyster. Måske er der mange, der enten selv er, eller mener andre er, PISSE IRRITERENDE mødre i træningstøj. Husk at tænke på lorten. Alt er godt hvis bare man tænker på lorten 😜

Og hvad er der i øvrigt med lort og løb? Sygt træls. Har jeg hørt…

Møs fra hende den irriterende mor og tak fordi du læste med. Det gør mig så glad! TAK ❤️


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?