Skal du være mine forældres nye nabo?

Den generation hvis forældre dør…

sol på mur

Der har det sidste halve års tid været alt for mange triste opdateringer på bla. mit facebookfeed, hvor mine venner og bekendte har skrevet, at de har mistet deres mor eller far, og det gør mig så skide trist.

Der så mange af mine venner og bekendtes forældre, der dør i øjeblikket, sagde jeg til min mand i går, og vi kom frem til, at det måske ikke var så underligt.

Jeg er i midten af 30’erne og det samme er mange af dem fra min vennekreds. Når man er i midten af 30’erne betyder det typisk at ens forældre er mellem 60 og 70 år, og det er jo netop i denne alder, at rigtig mange desværre bliver ramt af alvorlige sygdomme. Mange overlever heldigvis, men desværre langt fra alle.

Mine forældre lever endnu. I bedste velgående heldigvis. Men jeg har mange bekendte, der har mistet en af deres forældre i løbet af de sidste par år, og det får mig til at tænke over, hvornår turen mon kommer til mig. Tanken er ubærlig, for jeg kan ikke forestille mig et liv uden mine forældre. Det føler jeg mig slet ikke klar til. Slet ikke voksen nok til. Gør man mon nogensinde det?

Men det får mig også til at tænke over, hvor heldig jeg er. For mine forældre er her jo endnu. Og jeg har mulighed for, at se dem alt det jeg vil. Ringe til dem i tide og utide. Spørge dem om gamle dage. Give dem en krammer.

Det vil jeg lige minde mig selv om på denne langfredag, hvor solen skinner fra en skyfri himmel. Hvor mine drenge løber rundt i haven og min mand saver i noget træ.

Rigtig dejlig påske folkens og tanker og kærlighed til jer, som har mistet. ❤️

Ps: Jeg har i øvrigt været alt for tæt på at miste min far. Det var dengang jeg var emne lille pige, og jeg har skrevet om det HER.

underskrift-voxtrup-01

Husk at:

-Jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling.

-I kan følge mig på facebook, Bloggers Delight, bloglovin og Instagram hvis I lyster.

Ses vi?

   

6 Mega lækre kommentarer

  • Camilla F

    Uha dette indlæg rammer noget!
    Jeg er næsten 39 men jeg er stadig kun 5 år med hensyn til den panikangst jeg har hvis jeg skulle miste mine forældre. Jeg er ikke engang sådan abnormt knyttet til dem, men tanken kan jeg slet ikke holde ud. Jeg var ved at miste min far for 10 år siden- fik endda opkaldet om at nu var det nu- og jeg husker den store glæde da vi ankom til hospitalet og alt var ændret til det positive pga én læges initiativ.
    En ting jeg lige vil tilføje er, at min tidligere skoleveninde (som jeg ikke ses med i dag), hendes mor døde for 5-6 år siden efter længere sygdom. Jeg levede derhjemme som barn og fordi det kunne lade sig gøre i mit skema på det tidspunkt, tog jeg med til bisættelsen. Jeg var meget usikker på om det var det rigtige at gøre, for vi er jo netop kun bekendte i dag, men vi deler bare så meget barndomshistorie. Det var den helt rigtige beslutning at deltage og hele familien var meget rørte og glade over at jeg deltog. Min pointe er her, at jeg var overrasket over hvor få af min venindes veninder, der deltog. Hvor få veninder, der var til at støtte og bare være der.
    Jeg kunne se, hvor meget det betød at kunne være med og mindes. Derfor vil jeg gerne slå et slag for deltagelse ved bisættelser og begravelser. Også selvom man ikke helt hører til. Alle (gode!)minder er velkomne ved et tab og det er i mine øjne så vigtigt at vise, at vi alle sammen betyder noget for hinanden. Også mange år efter…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Camilla. God pointe, tak for den <3 Det er nemlig vigtigt at deltage i begravelser hvis det giver mening for de efterladte eller en selv. Tak for din dejlige kommentar og hvor er det dejligt at din far overlevede for 10 år siden. Sikke et chok!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Åh jeg kender det kun alt for godt. Mine forældre fik mig i en sen alder, hvilket betyder at jeg mistede min far allerede som 13-årig. Nu er jeg 25, og min mor er 65 – og jeg kan da heller ikke lade være med at tænke over, hvor mange år jeg har med hende endnu. Uanset alder er det hårdt at miste en forælder. Da jeg var yngre, tænkte jeg, at det ikke var det samme at miste sin forælder når man er voksen (og det er det på sin vis heller ikke) men i dag kan jeg slet ikke forestille mig den dag min mor ikke er her mere. Vi må nyde vores forældre så længe vi kan!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Julie. Det er jeg ked af at høre. Jeg tror aldrig det er nemt at miste en far eller mor, men at miste en forælder som barn, må være ganske forfærdeligt og et evigt hul i hjertet. Vi må nyde dem mens vi har dem <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Jeg mistede min svigerfar for to år siden, og det kom helt bag på mig, hvor slemt det var. Han var så også en af mine virkelig nære venner, og jeg var sammen med ham stort set hver dag, men alligevel havde jeg slet ikke forudset, hvordan min verden faldt helt sammen, da han døde.
    Jeg ved godt, at det er en naturlig del af livet, men nøj hvor det gør ondt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Pia. Det gør mig så ondt at høre. Ja, det er en naturlig del af livet, men det gør det ikke nemt. Jeg mistede min elskede mormor, da hun var blot 75, og jeg var slet ikke klar til at miste hende. Det er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, og selvom det er 15 år siden, sidder jeg nu og tuder. Stadig et kæmpe savn efter alle de år. Snøft. <3 Knus til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar

Elsker at få en kommentar fra dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Skal du være mine forældres nye nabo?