Altså, der er faktisk ret meget, jeg ikke har fortalt jer. Jeg deler en del, men jo ikke alt. :-)
Se næste indlæg >
Den generation hvis forældre dør…
Der har det sidste halve års tid været alt for mange triste opdateringer på bla. mit facebookfeed, hvor mine venner og bekendte har skrevet, at de har mistet deres mor eller far, og det gør mig så skide trist.
Der så mange af mine venner og bekendtes forældre, der dør i øjeblikket, sagde jeg til min mand i går, og vi kom frem til, at det måske ikke var så underligt.
Jeg er i midten af 30’erne og det samme er mange af dem fra min vennekreds. Når man er i midten af 30’erne betyder det typisk at ens forældre er mellem 60 og 70 år, og det er jo netop i denne alder, at rigtig mange desværre bliver ramt af alvorlige sygdomme. Mange overlever heldigvis, men desværre langt fra alle.
Mine forældre lever endnu. I bedste velgående heldigvis. Men jeg har mange bekendte, der har mistet en af deres forældre i løbet af de sidste par år, og det får mig til at tænke over, hvornår turen mon kommer til mig. Tanken er ubærlig, for jeg kan ikke forestille mig et liv uden mine forældre. Det føler jeg mig slet ikke klar til. Slet ikke voksen nok til. Gør man mon nogensinde det?
Men det får mig også til at tænke over, hvor heldig jeg er. For mine forældre er her jo endnu. Og jeg har mulighed for, at se dem alt det jeg vil. Ringe til dem i tide og utide. Spørge dem om gamle dage. Give dem en krammer.
Det vil jeg lige minde mig selv om på denne langfredag, hvor solen skinner fra en skyfri himmel. Hvor mine drenge løber rundt i haven og min mand saver i noget træ.
Rigtig dejlig påske folkens og tanker og kærlighed til jer, som har mistet. ❤️
Ps: Jeg har i øvrigt været alt for tæt på at miste min far. Det var dengang jeg var emne lille pige, og jeg har skrevet om det HER.
Husk at:
-Jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling.
-I kan følge mig på facebook, Bloggers Delight, bloglovin og Instagram hvis I lyster.
Ses vi?
Uha dette indlæg rammer noget!
Jeg er næsten 39 men jeg er stadig kun 5 år med hensyn til den panikangst jeg har hvis jeg skulle miste mine forældre. Jeg er ikke engang sådan abnormt knyttet til dem, men tanken kan jeg slet ikke holde ud. Jeg var ved at miste min far for 10 år siden- fik endda opkaldet om at nu var det nu- og jeg husker den store glæde da vi ankom til hospitalet og alt var ændret til det positive pga én læges initiativ.
En ting jeg lige vil tilføje er, at min tidligere skoleveninde (som jeg ikke ses med i dag), hendes mor døde for 5-6 år siden efter længere sygdom. Jeg levede derhjemme som barn og fordi det kunne lade sig gøre i mit skema på det tidspunkt, tog jeg med til bisættelsen. Jeg var meget usikker på om det var det rigtige at gøre, for vi er jo netop kun bekendte i dag, men vi deler bare så meget barndomshistorie. Det var den helt rigtige beslutning at deltage og hele familien var meget rørte og glade over at jeg deltog. Min pointe er her, at jeg var overrasket over hvor få af min venindes veninder, der deltog. Hvor få veninder, der var til at støtte og bare være der.
Jeg kunne se, hvor meget det betød at kunne være med og mindes. Derfor vil jeg gerne slå et slag for deltagelse ved bisættelser og begravelser. Også selvom man ikke helt hører til. Alle (gode!)minder er velkomne ved et tab og det er i mine øjne så vigtigt at vise, at vi alle sammen betyder noget for hinanden. Også mange år efter…