Her hvor jeg sidder... #9

Forældredillemma! Når et ja alligevel ender i et nej.

no-gif

Hvad er det lige jeg gør galt? Det er et spørgsmål der popper op i mit hoved ret ofte i øjeblikket. Min søn på 8 år driver mig simpelhen til vanvid pænt ofte. Han er totalt verdensfjern, doven og pisseligeglad. Sådan helt teenage-agtig. Og så er han selvfølgelig også den dejligste lille dreng, som gerne vil gerne nusses på ryggen inden han skal sove, lave hule af alle vores tæpper i stuen og have plaster på verdens mindste rift.

Måske er det bare alderen? Han prøver at løsrive sig fra os samtidig med, at han bare er et lille pus. Det må også være svært.

Jeg forsøger virkelig at sætte mig ind i hans liv og imødekomme hans interesser, og jeg prøver virkelig at have ja hatten på, for der er sgu ikke noget værre end dem der altid siger nej. Nej, nej, nej. Men for helvede hvor er det svært, når drengen spørger om helt urimelige ting på urimelige tidspunker. Må jeg få en is? Øhh… Du har lige fået børstet tænder og er på vej i seng. Så det bliver et nej herfra. Tsk… Og så prøver jeg at forklare ham, at det nogle gange er rigtig smart lige at tænke over sine spørgsmål inden man stiller dem. Lige tænke over scenariet. Hvad er grunden til at han spørger om han må få en is 30 sekunder inden sengetid? Han gør det helt sikkert ikke for at pisse mig af, men jeg bliver sgu alligevel træt helt ind i knoglerne.

Og så er der de situationer, hvor man bare synes man er verdens bedste mor og alligevel ender i en dum situation. Lad mig give jer et eksempel:

8-årig: Mor, må jeg bede om en is?

Mig: Ja, det må du gerne. 🙂

8-årig: Må jeg få to?

Mig: Øh…NEJ

8-årige: øøøøøøøv.

Hvad sker der lige her? Jeg har allermest bare lyst til at sige at han slet ikke får en eneste is. Forkælede unge.

Endnu et eksempel:

8-årig: Mor, kan vi tage på skaterbanen efter skole?

Mig: Ja, det kan vi godt lige nå.

8-årig: Men så skal vi også ha’ en is.

WTF. Hvad fanden er meningen?

Og nu skal det ikke opfattes som om, vi har specielt mange is-konflikter. 🙂 Det kan være alle mulige situationer hvor et ja alligevel ender med et nej og det er så uretfærdigt.

Jeg var forleden sammen med en veninde, som har jævnaldrende børn, og hun oplevede præcis det samme. Og jeg tænker at vi langt fra kan være de eneste der kæmper med ovenstående dilemma. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg har gjort et eller andet helt galt.

For helvede altså. Det der børneopdragelse er sgu en svær størrelse. Er skide træt af at høre mig selv sige nej, nej og atter nej.

Nå, men jeg har for nyligt indført, at man kvit og frit kan trække et spørgsmål tilbage og spole tilbage i en samtale. Jeg ved ikke om det er rigtigt at gøre, men ind til videre har det faktisk virket ret positivt. Lad mig give jer et eksempel:

8-årig: Mor, må jeg bede om en is?

Mig: Ja, det må du gerne. 🙂

8-årig: Må jeg få to?

Mig: Tænk lige over dit spørgsmål og fortæl mig om det skal slettes eller siges igen?

8-årige: Må jeg få… Ok bare slet det.

Mig: Godt, vi spoler tilbage.

8-årig: Mor, må jeg bede om en is?

Mig: Ja, det må du gerne. 🙂

8-årig: Tak mor

Mig: Selv tak skat.

Men det kræver altså lige lidt overskud fra min side. 🙂 Det skal jeg ikke være bleg for at indrømme.

Hvis du også har en pre-teenager i hjemmet, så giv lyd. Lad mig vide hvad problemer du står med, og hvordan du har forsøgt at løse dem. Og om det virkede eller ikke virkede. Måske vi kan hjælpe hinanden 🙂

Ciao ❤️


HUSK AT…

-jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling 🙂

-I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

 

 

 

 

14 Mega lækre kommentarer

  • Nina

    He he…. og det fortsætter. 🙂 Da min søn var omkring 10 år (læs for 18 år siden), forsøgte jeg mig med at fortælle ham at det her jo ikke var nogen diskussions klub. Nogen gange åd han den. 🙂 Det sjoveste er at han idag selv bruger den overfor sin egen søn på 7 år. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Nina. Hahahahaha… fantastisk. 🙂 Kan huske at mine forældre sagde det samme til mig. Og jeg kan også huske, at jeg syntes de var totalt åndssvage. 1000 tak for din kommentar 🙂 Kh. Nana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Shit.. Da jeg læste det første afsnit var det som at læse en beskrivelse af min egen dreng, som bliver 8 om nogle mdr. 😄 Det må være alderen.
    Ham og hans kammerat fik i øvrigt en is en dag de spurgte om det (altså en hver naturligvis) og de var sådan “vi ville gidt nok gerne have haft chokoladeis, men det er også okay med karamelis når vi ikke havde andet” WTF?? Der er jo BÅDE chokolade og karamel i dem. What’s not to like? Utaknemmelige skarn😀😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Camilla. Ja, skal vi ikke blive enige om at det bare er alderen og ikke fordi vi har nogle forkælede møgunger? 🙂 Og nu får jeg i øvrigt virkelig lyst til karamelis, mums <3 Tak for din kommentar. Det er rart at man kan være fælles om at beslutte, at det må være alderen der trykker 🙂 Kh. Nana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Blogmaster Voxtrup

    Hej Louise. Hahahahaha… det vil jeg prøve næste gang. Bare sige JA til alt. Er bare lidt bange ved tanken. Bange for at han æder mig levende. 🙂 Tak for din sjove og dejlige kommentar Louise <3 Smækkys til dig smukke <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise lykke

    Muharharharharrrrrrrrr (citat Nana 😘) jeg sidder og skraldgriner i min dejlige dybe arvelænestol, rumpen helt fremme ved kanten, svej i ryggen i totalt uergonomisk stilling med nakken fremme og øjnene klistret til min lille bitte iPhone 5s ( vist ik m på teknikmoden..) muharrrharharrrr Og skraldgriner – selvom jeg sket ik har læst halvdelen af ‘dagens kick’ endnu .,,, shit den rammer plet ‘ den med isen ‘ my god det er så utaknemmeligt – grænsetestende og mere til’ for en mutti der prøver at få alle opdragelsesbrikker og kompetente børn teknikker’ til at hænge fast .. jeg har været i PRÆCIS samme situation kære fruer… arrrggggg . Man gir en lillefinger og der tages en arm .. eller en ‘krop”’ … jeg gav efter en dag og tænkte nu sir jeg bare ja og ja og ja -( i sku prøve det.. jeg tror sku det virker

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Kender det godt, om en uge har jeg to otte-årige…. Nå, det leder til et nyt spørgsmål som jeg håber, du har svært ved at suge nej til; skal du ikke have givet kunstigt åndedræt til onsdagsdilleren? Vi saaavner det indslag på ig……..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Jannie. Fuck. TO otte-årige. Holy shit. Onsdagsdilleren er så slap, men jeg vil sgu gerne ha’ den op at stå igen. Jeg lægger lige hovedet i blød. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Min ældste, Arthur på 5 laver fuldstændig det samme nummer 😡 Hvorfor han altid skal presse citronen og bede om 2 is, når han lige har fået lov at få 1 is?? Forkælede møgunge

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Lotte. Ja, man tænker nemlig de er nogle forkælede møgunger. Det er de måske også? Eller måske bare i konstant is-underskud? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Kender det 😊 God ide – den napper jeg

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Line. Lad mig lige vide hvordan det går ok? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg fristes lige til at smide et link til et indlæg med et års tid på bagen: http://skøreliv.dk/?p=399
    Undskyld!
    Jeg vil bedrøve dig med, at det ikke er blevet bedre siden jeg skrev indlægget, og alt i alt har det vist temmelig lange udsigter er jeg bange for – ikke mindst også fordi jeg har tre børn (don’t do that!)… Vi slås ikke så meget med underlige forespørgsler som vi slås med, at hjernen bare skal tilsluttes. Men det er som om den ikke virker længere. Slet ikke, faktisk…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Maude. Fuck. Bare fuck. Orker det bare slet ikke 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Elsker at få en kommentar fra dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Her hvor jeg sidder... #9