Fuck. Vi skal på skiferie for første gang.

Og når jeg skriver fuck, så er det ikke fordi, jeg ikke glæder mig helt enormt meget. Det er mere et fuck, jeg har ikke styr på en skid, når det kommer til skiferie med børn. Og fuck, jeg har ikke stået på ski i 15 år, og kan jo slet ikke huske hvordan man står på ski. Eller er det ligesom at cykle? Når man først kan, glemmer man det aldrig. Sig ja!
Nå, men vi havde faktisk ikke planlagt, at vi skulle på skiferie i år, men pludselig kunne vi låne min onkel og tantes hytte i Norge, og den ser A-OKAY ud for at sige det mildt. Den ligger så smukt, og lige ud til det mest fantastiske sneklædte landskab. Om vi ville låne den i uge 7? spurgte min onkel i julen. Øhhh, ja tak 🙂
Vi har lånt mine forældres enorme tagboks, snekæder til bilen, og ski i en måske lidt outdatet version og farve. 🙂 Og så har vi i den store plastikpose med det falmede klistermærke, hvorpå der står SKITØJ, fundet guld. Det er en pose, som vi efterhånden har rykket med rundt fra loftrum til loftrum alle de gange vi har flyttet i tidens løb, men aldrig åbnet i de sidste 15 år. Vi anede ikke hvad vi ville finde i den, og om indholdet var blevet ædt op af små klamme dyr, eller om det simpelthen lugtede for meget af loft. Intet af det var tilfældet. I posen lå der sirligt foldet skiundertøj, termosokker og skihandsker. Utroligt.
Vi har planer om at købe alle madvare hjemmefra, da alle jo ved at en pose havregryn koster en halvtredser i Norges land og man generelt bare bliver ruineret i de norske supermarkeder. 🙂 Kursen er lav i øjeblikket, but still. Vi fylder sgu tagboksen med alt godt og blandet fra Netto. Inklusiv en helvedes masse chokolade. BUM.
Der er nogenlunde styr på mad og os voksne, tror jeg, men når det kommer til børnene, er jeg håbløst bagud mht. udstyr og påklædning og alt andet.
Til jer super tjekkede skiferie-med-børn-mennesker. Hvad skal jeg pakke til børnene? Og skal vi leje skiudstyr hjemmefra eller ved skisportstedet? Er det ok med todelt skitøj, eller skal min 6 årige dreng have flyverdragt på? Og skal man sende sine børn på skiskole allerede første dag?
Jeg har så lidt styr på det, at jeg ikke engang ved, hvad jeg skal spørge om, så hvis du sidder med det bedste skiferie-tip, så HIT ME. Hvad SKAL vi huske at pakke? Hvad SKAL vi have med på pisterne? Hvad har jeg bare slet ikke tænkt på?
En million tak.

Husk at:
-Jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling.
-I kan følge mig på facebook, Bloggers Delight, bloglovin og Instagram hvis I lyster.
Ses vi?
Ville have delt mine erfaringer med børn på ski – men nøjes med at sige “alt det som Trine siger” 👍🏻😄 Og også klart ja til den tynde halsedisse, som en anden nævner. Rigtig god tur!