Slavehandel... Bagsiden af det søde expatliv i Mellemøsten.

Historien om Mari…

FullSizeRender

Fortsættelse på dette indlæg

Mari tager som 25 årig til Abu Dhabi for at forsørge sin familie. Hun efterlader en dreng på 2 år og en pige på 5 år. Hun lover dem, at hun hvert år vil komme hjem og besøge dem med gaver.

Hun bliver ansat hos en libanesisk familie og får hvad der svarer til 1200 kr. om måneden. En normal løn som ufaglært på Filippinerne  er ca. 800 kr. om måneden, så hun kan altså tjene en del mere som maid i Abu Dhabi. Det er dog stadig en helt urimelig lav løn og langt mindre end f.eks. expats (fra ikke mellemøstlige lande) betaler deres maids.
Hun arbejder fra kl. 6 om morgenen til midnat. Hun har fri mellem kl. 12 og 17 hver fredag, så hun kan komme i kirke. Ingen friaftener!

Om natten kommer børnene ind og sover hos hende i hendes seng. De knytter sig til hende og omvendt.
Hun forsøger efter første år, at komme væk og finde en ny familie, men hendes Sir har hendes pas, og lader hende ikke gå. Han lover hende en lønforhøjelse, en hel fridag og at hun må rejse hjem og besøge sine børn. Hun går med til at forny kontrakten, men kun pga. børnene, som hun er blevet knyttet til og ikke har lyst til at svigte.

Hendes Sir giver hende lidt mere i løn, men holder ikke de andre løfter.
Hun forsøger igen året efter. Samme historie. Hun får ikke lov til at rejse hjem og besøge sine børn. Det står ellers i hendes kontrakt, men hendes arbejdsgiver stoler ikke på, at hun kommer tilbage igen. Det er heller ikke sikkert hun ville gøre det…
Hendes Sir forsøger gentagne gange at forgribe sig på hende. Tit i beruset tilstand og når hendes Madam er hjemme i Libanon på ferie. Mari prøver at sige fra, men han truer hende og hun bider ydmygelsen og skammen i sig og beder til Gud.

Hun må ikke låse døren til sit værelse. Hun lever i evig frygt. Hendes bibel er tyndslidt. Hun har lyst til at dræbe ham, men hun ved, at hun aldrig vil få sine børn at se hvis hun slår ham ihjel.
Efter 3 1/2 år forsøger hendes Sir at voldtage hende igen, men dette bliver den sidste gang! Hun har hørt han komme fuld hjem, og hun sætter sin tlf. til at optage hans forsøg på overgreb og hendes skrig.

Dagen efter flygter hun hjem til sin veninde. Hun får ikke sagt farvel til børnene, som hun har været så tæt knyttet til i 3 1/2 år. Hun har ikke set dem siden.
To uger efter ringer hun til mig. Jeg ved den dag i dag ikke hvordan hun har fået mit telefonnummer, men en uge efter flytter hun ind hos os.
Hun fortæller os at hendes arbejdsgiver skal flytte tilbage til Libanon, og han derfor har frigivet hende. Vi snakker med hendes Sir, som bekræfter hendes historie.

Hvad vi ikke ved er, at han har indgået en aftale med Mari. Han frigiver hende, hvis hun ikke anmelder ham. Det var klogt af ham, for lydoptagelserne havde, hvis de var kommet for den rigtige dommer, været nok til at få ham smidt i et ubehageligt fængsel et sted i ørkenen.
Vi fordobler hendes løn, giver hende en ugentlig fast fridag og naturligvis fri om aftenen. Vi holder ikke på hendes pas, og giver hende ret til ferie på Fillipnierne. Selvfølgelig.

Hun græder af glæde, da jeg giver hende en kode til WIFI. Det har hendes gamle madam ikke ville give hende. Nu kan hun endelig skype med sine børn og sin familie hjemme på Filippinerne når hun vil.
Det går langsomt op for mig hvilket liv hun har levet i de sidste 3 1/2 år. Hun åbner langsomt op, og fortæller om hendes opslidende tid, men aldrig om hendes Sir og hans overgreb. Dem fortæller hun først om, da vi skal rejse hjem, og vi skal finde en ny familie til hende. Hun bryder sammen og fortæller mig alt. Hun er bange for at havne i sådan en familie igen. Hun er bange for at ende i nærheden af ham. Hun er bange for at hun ville slå ham ihjel.

Hun bor nu hos en sød fransk familie, og jeg har ofte kontakt med hende. Jeg kan godt li’ at vide, at hun er ok.
Hun er i skrivende stund på vej til Filippinerne. Hun skal lige om lidt dufte til sine børn igen og mærke deres bløde kroppe.

Det burde jo være noget, man som mor skulle ha’ ret til HVER dag, men det er desværre ikke en realitet for rigtig mange mødre rundt omkring i verden.

Vi kunne ikke hjælpe Jocelyn, men vi hjalp Mari. Hjalp hende til at genfinde troen på, at der er gode mennesker i denne verden, som vil hende det godt ❤️

 

Dette indlæg er en fortsættelse på det indlæg jeg skrev i går:

Slavehandel… Bagsiden Af Det Søde Expatliv I Mellemøsten.

Ps: lad mig IGEN for en god ordens skyld skrive, at det selvfølgelig ikke er alle lokale familier, eller generelt familier fra Mellemøsten, der behandler deres ansatte dårligt. Der er desværre bare rigtig mange historier, som ødelægger det for the good guys. Øv.

Møs fra en tidligere expat med en maid og tak fordi du læste med. TAK ❤️


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

   

4 Mega lækre kommentarer

  • Åh, hvor får man bare ondt helt ind i hjertet:(:(

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Elisabeth. Ja, det gør virkelig ondt. Kan ikke begribe at mennesker kan være så onde. Der er så meget ondskab i denne verden, som ikke giver mening 🙁 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Hold kæft hvor er det sindssygt slaveri på den måde stadig finder sted.. Mit hjerte græder. Hvor godt I kunne hjælpe Mari. Jeg er ikke engang mor og det skær mig dybt i hjertet at læse historien

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Michelle. Ja, det er så frygteligt, at det finder sted, og jeg tror det er langt værre andre steder end i Abu Dhabi. Det er som dansker svært at forstå og svært ikke at gribe ind. Tak for din kommentar <3 Kh. Nana

      Siden  ·  Svar på kommentar

Elsker at få en kommentar fra dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Slavehandel... Bagsiden af det søde expatliv i Mellemøsten.