Min lille bange dreng

Det startede i sidste uge, da en af hans venner fra skolen, fortalte ham om spøgelser, og det er desværre røget helt ind under huden på ham. Hans lille kloge hjerne kan slet ikke rumme det. Han forestiller sig alt muligt farligt. At der kommer mænd ud af væggene og vil bortføre ham. At der kommer noget op ad toilettet. At der er spøgelser under sengen, over sengen, ved siden af sengen.

Han tør ingenting selv. Han tør ikke være på sit værelse alene. Han tør ikke at gå på toilettet alene. Han tør ikke at falde i søvn alene. Han er dødsens angst.

Og pludselig husker jeg, at jeg selv havde en periode i min barndom, hvor jeg var ligeså bange. For alt. Men mest for mørke. Det startede med, at jeg så noget af en gyserfilm hos en veninde, som var noget mere hårdhudet end jeg. Jeg kunne slet ikke skille fantasi fra virkelighed, og det var så forfærdeligt. Kan ikke huske hvor længe det stod på, men jeg husker tydeligt følelsen af pludselig at være bange i helt vante og trygge omgivelser.

Og hvor er jeg faktisk glad for, at jeg har oplevet det selv, for selvom jeg er ved at gå bananas over, at jeg pludselig skal følge min 9-årige dreng på toilettet, kan jeg huske hvor vigtigt det var, at mine forældre var overbærende og støttende og ikke pressede mig.

Jeg tæller lige til 10 og giver han en million ekstra krammere hver dag. Og så håber jeg, at det snart går over, og at han igen kan slappe af i sin lille krop, og tro på at han roligt kan være tryg i sit eget hjem og i de andre omgivelser han kender så godt.

Er der andre med bange børn på linjen? Gode råd modtages med kyshånd.

---

Husk at:

-Jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling.

-I kan følge mig på facebook, Bloggers Delight, bloglovin og Instagram hvis I lyster.

Ses vi?