Uge-rapporten #7 Om high carb ferie, sjove tøser, Rom-diller og hygiejnebind.

Minder jeg aldrig glemmer #2 Min lillebror ❤️

fullsizerender-30

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.

Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.

Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.

Her er min anden fortælling:

Vi skal 24 år tilbage. Min far, min halvmor Mette og jeg er rejst til Sri Lanka for at hente min lillebror. Han har været på vores allesammens ønskeseddel meget meget længe. Min far og Mette kan nemlig ikke selv få børn og efter et helvede af et forløb, bliver de endelig godkendt til at adoptere.

Og så venter vi, og venter lidt mere, og endelig får vi tilsendt et lille bitte uskarpt billede af en lille lækker chokoladebrun baby. Det er Ruben, som vi i februar 1993 tager til Sri Lanka for at hente.

Efter ankomsten skal mine forældre udfylde en masse papirer, som skal behandles. Når man ser hvor de papirer havner, bliver man alligevel ret overrasket over at behandlingstiden kun varer 3-4 uger, men efter 3 ugers rundrejse på smukkeste Sri Lanka, får vi endelig besked på, at vi kan hente lille Ruben, som på det tidspunkt er 10 uger gammel.

Vi bliver bedt om at møde op på en slags kommunekontor, og her ser vi lille Ruben for første gang. Det er hans biologiske mor der står med ham i armene.

Mine forældre bliver ført ind i et andet lokale, hvor de skal skrive under på nogle flere papirer, og de efterlader mig i lokalet med Ruben og hans mor, som er en lille kvinde med langt hår og et stålfast men venligt blik. Og her står vi så, og jeg kigger på Ruben og Rubens mor kigger på mig. Jeg er på det tidspunkt ikke mere end 12 år gammel. Hun rækker mig efter et par minutter Ruben, og jeg står pludselig der med min lillebror i armene. Hun har givet mig sin lille dreng. Hun græder ikke. Hun kigger blot på os med sine venlige øjne.

Det glemmer jeg aldrig.

Jeg kan, først efter jeg selv er blevet mor, sætte mig ind i den smerte det må ha’ været for hende. At give sit barn væk. Hun mente ikke at hun havde noget at tilbyde ham. Hun gjorde hvad hun mente var det rigtige for sin søn, og for det er jeg hende evigt taknemmelig. Hun gav mig min lillebror, men som mor er det så umådelig svært at satte sig ind i, at der ikke er andre udveje end at give sit barn væk.

Vi har senere fået at vide, at hun har fået en mand og to børn. Det var inden Tsunamien i 2004. Vi ved ikke om hun overlevede den.

 

Tak fordi I læste med ❤️

 

Hvis I har lyst til at læse min første fortælling i følgetonen “minder jeg aldrig glemmer” så klik her.


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

 

 

 

 

   

10 Mega lækre kommentarer

  • Ace

    Ih hvor fint <3
    Dejligt indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Sødt og spændende indlæg! Hedder Ruben så Mads i dag eller hvem er Mads?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Orv <3
    Det var en flot gave, at give væk. Godt, det var jer, der fik den

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej A. Ja, det er jeg også glad for. At det lige netop var os der fik ham <3 Knus Nana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er stærke sager, men tænk engang, skæbnen ville, at I kunne give Ruben alt det, hun ikke kunne lige dér. Så går det hele op i en højere enhed. Jeg hørte sådan et fint udtryk i dag; “Hvis du ikke kan holde håbet lige nu, så kan jeg holde det for dig”.
    Det gjorde I for Rubens mor, og senere i livet kunne hun selv holde sit håb, og stifte en familie. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Tanja. Hvor er det et fint udtryk <3 Jeg håber inderligt at hun lever og har det godt. Tak for din kommentar <3 Kh. Nana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det fint og smukt og tårefremkaldende<3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Elsker at få en kommentar fra dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Uge-rapporten #7 Om high carb ferie, sjove tøser, Rom-diller og hygiejnebind.