Minder jeg aldrig glemmer #3 Skorpionen

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.

Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.

Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.

Her er min tredje fortælling:

Vi skal kun to år tilbage, så dette er et forholdsvis nyt minde. Ikke desto mindre er det noget jeg med garanti aldrig kommer til at glemme.

Vi bor på daværende tidspunkt i Abu Dhabi, og min far og lillebror er på besøg. Vi er i starten af februar, og vejret er ved at være perfekt til en telttur i ørkenen.

Vi pakker vores store firhjulstrækker til bristepunktet med telte, luftmadrasser, soveposer, mad, drikke (vigtig når man tager i ørkenen), brænde og lommelygter, og drøner afsted. Vi forlader vores bolig på 48. etage midt i byen, og et par timer senere er vi i ørkenen. Som i ørken så langt øjet rækker. Sand sand sand.

Vi får sæt teltene op, og drengene drøner rundt og samler tørre grene til bålet, som er ret vigtigt at få gjort klar inden mørket falder på. Alt går fint og vi spiser madpakker og rister pølser og skumfiduser på bålet.

Natten forløber fint, selvom vi har undervurderet kulden en smule. Temperaturen falder helt vildt meget i ørkenen om natten, og på denne nat er vi nede på omkring 5-6 grader.

Noget af det smukkeste ved at overnatte i ørkenen er morgenerne. At se solen stå op over de bløde sand dunes er så smukt og fredfyldt.

Vi spiser havregryn med rosiner og mælk af plastikskåle, morgenskider i en afsides dune, og begynder langsomt at pakke teltene sammen.

OG SÅ SKER DET!

Min far bryder pludselig ud i en strøm af av for satan i helvede og andre forbandelser. Der er ingen tvivl om, at der er sket noget med min far, og vi drøner alle over til ham. Han holder sig om sit knæ, og først tænker jeg, at han har forvredet det i sin kamp for at få rullet teltet sammen, så det igen kan være i det alt for lille etui der hører til. Det er lige indtil jeg spotter den lille skorpion, som sidder i sandet og nedstiger os.

Min far er simpelthen blevet bidt af en fucking skorpion, og vi befinder os i en ørken in the middle of nowhere. Og vi er sgu slet slet ikke forberedte på at støde på sådan en satan, og har slet ikke gjort vores hjemmearbejde godt nok.

Tiden står stille.

Vi står som forstenede mens skorpionen kigger på os, og ser ond ond ond ud. Vi aner ikke, om den er giftig. Vi aner ikke om der er et hospital i nærheden. Vi aner ikke om min far vil kradse af inden vi har talt til 10.

FUCK.

Lasse søger febrilsk på internettet efter alle de svar, som vi burde ha’ kendt. Et internet som er meget svagt her ude i ingenting. Shit. Min far får fanget skorpionen i en tom vandflaske (typisk min far), og vi andre får hurtigt pakket bilen, mens vi i vores stille sind begynder at panikke. Jeg kan mærke at min lillebror er meget utilpas ved situationen og siger “Vi må finde et hospital. Vi må på hospitalet nu. Vi må væk fra denne her ørken!” Min far føler sig ok, og prøver at bevare roen trods et dunkende knæ. Hans øjne fortæller mig, at han er utryg. Han er lige blevet bidt af en skorpion, så jeg forstår godt hans uro.

ENDELIG får Lasse google til at samarbejde, og kan læse sig frem til at skorpioner i denne del af verden ikke er farlige.

Vi har ikke trukket vejret i de sidste 5 lange minutter, og vi ånder nu alle lettet op.

Kæmpe chok!

Det glemmer jeg ALDRIG.

Skorpionen ligger i øvrigt i noget slave-vodka i et lille forsejlet glas, som står i vores stue. Lille satan.

Ciao ❤️

I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️