9 favorit produkter til min hud om aftenen

Moster

Min lillesøster er 6 år yngre end mig, og hun har i mine øjne altid bare været meget lille. Vi har ikke samme far, og har ikke boet sammen det meste af vores barndom. Først da jeg var 16 og hun var 10, flyttede vi sammen og boede under samme tag i 3 år, inden jeg flyttede hjemmefra. I de tre år vi boede sammen, havde jeg mest travlt med at gå i gymnasiet og være pisse sej.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt gjorde det forbi med en kæreste gennem et par måneder. En kæreste jeg slet ikke var forelsket i, og som selvfølgelig skulle ud til højre. Min søster blev så ked af det over det, og jeg fattede slet ikke, at hun overhovedet reagerede på det. Jeg blev nærmest irriteret over, at hun gik op i, at jeg slog op med en, i mine øjne, ubetydelig fyr. Når jeg ser tilbage på det, var hun nok meget mere involveret i min verden, og higede efter min opmærksomhed. Noget jeg overhovedet ikke var i stand til at fatte eller give hende i mit ganske vellykkede forsøg på at have hovedet oppe i min egen røv.

Først efter hun selv flyttede hjemmefra, blev der knyttet et tættere bånd. Aldersforskellen blev ligesom lidt mindre, selvom hun stadig var lille Lea.

Jeg fik Arthur, og hun blev moster Lea. Og så fik jeg Herman, og hun blev atter moster Lea. Stadig lille. Stadig så ung.

Og så fik hun en uddannelse og et rigtigt job. Og jeg kan huske at jeg tænkte, at hun jo slet ikke var gammel nok til at kunne varetage et rigtigt job. Være ansvarlig. Hun var jo så lille.

Og så fik hun en seriøs kæreste, Jakob, og så flyttede hun sammen med ham. Og så blev hun gravid. Min lillesøster blev gravid. What! Hun var jo så ung. Eller… faktisk 30 år, men alligevel så lille i min verden.

Lille i min verden, fordi jeg altid var et skridt foran aldermæssigt. 6 år foran.

Alligevel må jeg sande, at jeg ikke når hende til sokkeholderne på så mange fronter. Hvis hun læser dette, vil hun f.eks. kunne finde en million kommafejl, og alligevel sige, at det ikke er så galt. Fokusere på det gode. Måske vil hun være for træt til at læse et eneste af mine ord i dette skriv. Måske vil hendes tætte ammehjerne bare læse bla bla bla biiiip…

Træt ammehjerne fordi hun for 3 dage siden blev mor. Mor til en lille Ellen. Opkaldt efter den person, som vi begge elskede så højt. Vores mormor.

Og nu må jeg forstå, at min lillesøster slet ikke er så lille mere.

Hun er mor.

Og jeg er blevet moster.

Og da jeg holdt min lille niece Ellen for første gang, og hun kiggede på mig med sine store mørke øjne, mærkede jeg den. Følelsen af at jeg endelig havde mulighed for at give noget igen til den lillesøster, som i så mange år har givet mig så meget opmærksomhed, uden at jeg helt har formået at kunne give det retur i samme omfang.

Min lillesøster er, og vil altid være, 6 år yngre, men hun er voksen nu. Sådan rigtig voksen, og det skal jeg lige fatte. Fatte at vi trods en aldersforskel på 6 år, nu deler de to samme titler.

Mor og moster.

moster

Ciao ❤️


HUSK AT…

-jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling 🙂

-I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

   

14 Mega lækre kommentarer

  • Hvor er det smukt skrevet❤️ Jeg kender godt fornemmelsen, omend det er med modsat fortegn: Jeg bliver bare aldrig helt lige så voksen og ansvarlig, som min 9 år ældre søster var, da hun var på min alder. Hvilket min mor for øvrigt nok giver mig ret i. Og hurra for Ellens ankomst, btw🎈🇩🇰

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Line. 1000 tak <3 Det er nok bare sådan det er. Storesøstre er bare mere ansvarlige 🙂 Og kedelige 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Nårh ❤️ De ord er så spot on! Min søster er frem for alt moster for mine to drenge. Snart er jeg moster til hendes datter – nu skal jeg give al den kærlighed mine drenge har fået fra moster til min niece❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Anja. Åh, hvor fint ❤️ Glæd dig til moster-titlen. Det er altså ret stort 😍😍 Tak for din dejlige kommentar 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Hvor fint ❤️ Stort tillykke med den fine titel. Den glæder jeg mig sørme også selv til selvom jeg har det præcis ligesom dig med min lillesøster 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Emma. 1000 tak ❤️ Du har bestemt noget at glæde dig til 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Årh hvor fint – stort tillykke med din nye titel 🇩🇰😍 Så hyggeligt – jeg er også forelsket i en baby i disse dage! Min bedste veninde (også 30 år) fik også sit første barn den 13.7 – også en lille pige, der skal hedde Ellen ❤️ Virkelig pudsigt. Dbh. Tanja.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Tanja. Ej hvor pudsigt 😆 Blev din venindes datter også født på Riget, for så er det virkelig skørt 😂😂 Tillykke med din “moster” titel. ❤️ Kh. Nana

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tanja

      Tak 😍 Hehe ej dog ikke – hun blev født på Herlev kl. 00.05. Endda lige på sin mormors fødselsdag – hvis eneste fødselsdagønske var et barnebarn! Man må sige, hun fik sit ønske opfyldt ❤️ Kh. Tanja

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Tanja. Ok, det ville også ha’ været vildt hvis de begge var født det samme sted. Åh hvor er det fint. Sikke en god fødselsdagsgave at få <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Stort tillykke med den nye titel! Dejligt skriv ❤️😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Åh hvor er det fint skrevet. Jeg tror min bror, som er 6 år ældre end mig, også synes hans lillesøster altid er meget lille og måske lidt har samme tanker som dig, om at hans lille lillesøster skal være mor til september. Her er det dog den anden vej rundt. Han har altid været der og gjort mere for mig end nogen kan forestille sig og jeg skylder ham.. alt.. jeg er verdens heldigste lillesøster der slås lidt med ind i mellem også gerne at ville hjælpe den anden vej, hvilket kan være svært. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Michelle. 1000 tak❤️ Tillykke med den kommende mor-titel og fordi du har den dejligste (lyder det til)storebror. En skønne dag kan du give det hele igen, plus renter 😍 Kh. Nana

      Siden  ·  Svar på kommentar

Elsker at få en kommentar fra dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

9 favorit produkter til min hud om aftenen