Forældredillemma! Når et ja alligevel ender i et nej.

Hvad er det lige jeg gør galt? Det er et spørgsmål der popper op i mit hoved ret ofte i øjeblikket. Min søn på 8 år driver mig simpelhen til vanvid pænt ofte. Han er totalt verdensfjern, doven og pisseligeglad. Sådan helt teenage-agtig. Og så er han selvfølgelig også den dejligste lille dreng, som gerne vil gerne nusses på ryggen inden han skal sove, lave hule af alle vores tæpper i stuen og have plaster på verdens mindste rift.

Måske er det bare alderen? Han prøver at løsrive sig fra os samtidig med, at han bare er et lille pus. Det må også være svært.

Jeg forsøger virkelig at sætte mig ind i hans liv og imødekomme hans interesser, og jeg prøver virkelig at have ja hatten på, for der er sgu ikke noget værre end dem der altid siger nej. Nej, nej, nej. Men for helvede hvor er det svært, når drengen spørger om helt urimelige ting på urimelige tidspunker. Må jeg få en is? Øhh… Du har lige fået børstet tænder og er på vej i seng. Så det bliver et nej herfra. Tsk… Og så prøver jeg at forklare ham, at det nogle gange er rigtig smart lige at tænke over sine spørgsmål inden man stiller dem. Lige tænke over scenariet. Hvad er grunden til at han spørger om han må få en is 30 sekunder inden sengetid? Han gør det helt sikkert ikke for at pisse mig af, men jeg bliver sgu alligevel træt helt ind i knoglerne.

Og så er der de situationer, hvor man bare synes man er verdens bedste mor og alligevel ender i en dum situation. Lad mig give jer et eksempel:

8-årig: Mor, må jeg bede om en is?

Mig: Ja, det må du gerne. 🙂

8-årig: Må jeg få to?

Mig: Øh…NEJ

8-årige: øøøøøøøv.

Hvad sker der lige her? Jeg har allermest bare lyst til at sige at han slet ikke får en eneste is. Forkælede unge.

Endnu et eksempel:

8-årig: Mor, kan vi tage på skaterbanen efter skole?

Mig: Ja, det kan vi godt lige nå.

8-årig: Men så skal vi også ha’ en is.

WTF. Hvad fanden er meningen?

Og nu skal det ikke opfattes som om, vi har specielt mange is-konflikter. 🙂 Det kan være alle mulige situationer hvor et ja alligevel ender med et nej og det er så uretfærdigt.

Jeg var forleden sammen med en veninde, som har jævnaldrende børn, og hun oplevede præcis det samme. Og jeg tænker at vi langt fra kan være de eneste der kæmper med ovenstående dilemma. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg har gjort et eller andet helt galt.

For helvede altså. Det der børneopdragelse er sgu en svær størrelse. Er skide træt af at høre mig selv sige nej, nej og atter nej.

Nå, men jeg har for nyligt indført, at man kvit og frit kan trække et spørgsmål tilbage og spole tilbage i en samtale. Jeg ved ikke om det er rigtigt at gøre, men ind til videre har det faktisk virket ret positivt. Lad mig give jer et eksempel:

8-årig: Mor, må jeg bede om en is?

Mig: Ja, det må du gerne. 🙂

8-årig: Må jeg få to?

Mig: Tænk lige over dit spørgsmål og fortæl mig om det skal slettes eller siges igen?

8-årige: Må jeg få… Ok bare slet det.

Mig: Godt, vi spoler tilbage.

8-årig: Mor, må jeg bede om en is?

Mig: Ja, det må du gerne. 🙂

8-årig: Tak mor

Mig: Selv tak skat.

Men det kræver altså lige lidt overskud fra min side. 🙂 Det skal jeg ikke være bleg for at indrømme.

Hvis du også har en pre-teenager i hjemmet, så giv lyd. Lad mig vide hvad problemer du står med, og hvordan du har forsøgt at løse dem. Og om det virkede eller ikke virkede. Måske vi kan hjælpe hinanden 🙂

Ciao ❤️

---

HUSK AT…

-jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling 🙂

-I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️