Fra tyndfed til sukkerfri…
…Og noget med at finde den der satans balance!
“Du begår hybris med alle de flødeboller du spiser, og nemesis står og venter lige rundt om hjørnet” sagde en veninde til mig i en alder af 14. Eller, det var før vi havde deltaget i oldtidskundskab i gymnasiet, og det var derfor helt sikkert ikke termer som “hybris” og “nemesis” hun brugte, men meningen var den samme.
Hendes mors nye kæreste arbejdede på et lager, hvor der bla. blev opbevaret store tyske flødeboller, og vi måtte bare æde dem til vi revnede. Og det gjorde vi. Jeg var ustoppelig. Jeg kunne æde en hel pakke uden at få det dårligt, og kunne blive ved langt efter min veninde måtte kaste håndklædet i ringen.
Jeg var på det tidspunkt åleslank. Som en pind! Lige op og ned og uden former. Jeg gik i farvede satinbukser fra Diesel, T-shirt fra Nørregård på Strøget, Dr. Martins støvler og en stor cardigan af mærket Petroleum. Alle der har været unge i 90’erne ved lige præcis hvad jeg snakker om her. Har jeg ret?
Nå, men mig og min veninde spiste altså ret mange flødeboller i en periode, og jeg forblev tynd som en pind. Jeg åd og åd og åd og ingenting skete.
Nemesis fik selvfølgelig taget i mig på et tidspunkt. Men først mange år senere, da jeg som 19-årig flyttede til USA i et år. Bum! Så oplevede jeg for første gang, at jeg lige skulle overveje min indtagelse af chokolade, chips og fedt. På det tidspunkt var det nemlig fedtet der var det farlige, og hele bølgen med fedt-reducerede varer skyllede ind over hele verden. Chips uden fedt, hurra. Chips uden kalorier, og fucking Zero mig her og der og allevegne. Yes baby. Ja, det var det jeg tænkte den gang. Halleluja 🙂
Jeg tabte et par kilo igen, men kom stadig hjem med 10 kg. mere på kroppen.
Da jeg flyttede hjemmefra, levede jeg mest af ris og pasta med smør eller ketchup. Jeg var ung og single og gad ikke bruge tid på at stå i et køkken.
Da jeg et års tid senere arbejdede på Cafe Sebastopol, levede jeg en hel sommer af koldskål, øl, og en masse af de der små chokolader vi lagde ved kaffen. Nå ja, og en stor portion passiv røg. Det var dengang man gerne måtte storryge på cafeer. Hold kæft hvor var det egentlig klamt!
Det var den sommer jeg mødte Lasse. Det var sommeren 2001.
Jeg havde på det tidspunkt smidt USA-kiloene og var slank og rimelig lækker. Altså lækker målt ud fra hvor mange lapper med telefonnumre jeg dagligt havde med hjem fra cafeen. Men jeg var ikke sund. Slank ja, men ikke sund. Jeg var tyndfed. Jeg indtog minimale mængder af grøntsager og enorme mængder sukker.
Tiden gik og jeg forblev slank. Altså, min vægt har altid svinget sådan plus minus 5 kilo, men jeg har aldrig rigtig vejet mig og på ingen måde gået op i min vægt. Jo, måske har jeg hvis bukserne har strammet for meget, prøvet en eller anden suppekur, men jeg er sgu ikke god til sådan noget, og har hurtigt opgivet sådanne slankekure og hurtigt gået tilbage til at indtage enorme mængder hvide kulhydrater.
Jeg fik Arthur i en alder af 28 og smed hurtigt graviditetskiloene igen. Uden på et eneste tidspunkt at løbe en tur eller skære ned på kagen eller være på nogen former for kur.
Så gik der 3 år og så kom Herman til verden. Han er lavet af 50% marcipanbrød fra Anthon Berg, 40% krydderboller med tandsmør og 10% rigtig mad, hvis man skal dømme det ud fra mit indtag af fødevarer under graviditeten. Jeg tog 20 kg. på, men jeg er en høj pige og det har sin fordel. Igen tabte jeg rimelig hurtigt kiloene efter han var poppet. Igen uden nogen form for træning eller kur. Herman havde kulik, så jeg var presset og fik måske ikke lige spist så meget.
Og så flyttede jeg til Abu Dhabi, og så viste Nemesis sit klamme ansigt. Eller, det er jo sket før, at jeg måske har taget 5 kilo på, men det har altid kunne løse sig med en stor sweater. Det er svært i 40 graders varme. Det ville være mærkeligt at pakke sig ind i en sweater for at skjule mavefedtet. Nej, i Abu Dhabi er det bikinisæson fucking 24-7 og så tog fanden ved mig! Jeg lagde jeg min kost om og begyndte at træne som en sindssyg. Kiloene forsvandt langsomt og musklerne blev større. Jeg sagde farvel til sukker og hej til kål. Det stod på i et års tid. Et år hvor jeg måske indtog sukker svarende til en uges indtag i mit “gamle” liv. Det var mega udfordrende og svært. Men det var fedt at prøve. Jeg mærkede hvordan sukkeret langsomt slap sit tag i mig, og hvordan min indre sukkerjunkie gav op. Og når man har været sukkerafhængig i 35 år, skal der sgu noget til. Men hold nu op en forandring. Jeg gik f.eks. ikke sukkerkold, som jeg før havde haft tendens til, og min afføring ændrede sig markant til det bedre og mere behagelige selskab, hvis I forstår 🙂
Jeg levede sådan 99% sukkerfrit og når sukkerjunkien brølede fra dybet og jeg lod ham komme op til overfladen, fik jeg det ret dårligt. Faktisk både fysisk og psykisk. Det var noget rod.
Min nye livsstil blev sgu sådan lidt en besættelse for mig. Selvom min krop og specielt mine tarme elskede alle grøntsagerne og det mega lækre LCHF mad jeg indtog, var det svært for mig at være en “anden”. Jeg var jo Nana, som altid sagde ja til kage, elskede filmaftner med slikskåle og biografture med popcorn. Nana som bagte hvedeboller og spiste dem til natmad med smør og ost. Jeg var pludselig blevet Nana, der takkede nej til kage og is og ikke rørte hvidt brød. Og jeg var Nana, som gik fra ALDRIG at have sat en fod i et træningscenter, til pludselig at træne 5 gange om ugen og løfte tunge vægte. Jeg syntes det var fedt at prøve, men jeg var bare ikke den rigtige udgave af mig selv. Giver det mening?
De kloge siger, at det handler om balance.
Det tog mig et år at finde balancen. Et år hvor jeg først var ekstremt dedikeret til en helt ny livsstil og langsomt prøvede at finde et leje, hvor mit gamle og nye jeg kunne mødes. For jeg kunne godt lide mit gamle jeg, som levede livet lidt mere. Drak store øl og bestilte den største burger når jeg var på cafe. Jeg troede det endte med at lykkes sådan rimeligt godt, men det er faktisk først efter, at vi er flyttet hjem til Danmark igen, at jeg faktisk har kunne trække vejret rigtigt igen.
Jeg lever ikke længere det sukkerfrie liv, men jeg spiser langt mindre sukker end i mit “gamle” liv. Jeg spiser kål og andre grøntsager i massevis og jeg elsker det. Jeg spiser ris og pasta og kartofler, men det er ikke noget jeg er afhængig af, og jeg fravælger det tit. Jeg spiser rugbrød. Og kage. Og jeg elsker det. Jeg løber et par gange om ugen og jeg elsker det. Jeg kan da godt se på min krop, at jeg ikke længere træner en million timer om ugen, men jeg trækker vejret.
Ok, det jeg nok prøver at skrive her, er at det har været en ret vild rejse for mig, at ændre min livsstil så markant. Det har rykket mig helt vildt, og jeg har lært min krop meget bedre at kende. Jeg har lært at træne og fundet ud af hvor fedt det kan være. Jeg har lært at løbe uden at kaste mine indvolde op. Jeg har lært at spise grøntsager på 117 forskellige spændende måder. Jeg har lært, at jeg IKKE kan leve et sukkerfrit liv, men at jeg ikke behøver 1 kg sukker om ugen for at fungere.
“Du begår hybris med alle de flødeboller du spiser, og Nemesis står og venter lige rundt om hjørnet” sagde en veninde til mig i en alder af 14. Der skulle gå yderligere 20 år før Nemesis sådan for alvor viste sig, og jeg rent faktisk tog hende seriøst. Jeg er sgu glad for at hun dukkede op. Og ja, nemesis er en HUN. 🙂
At have en slank krop, er ikke ensbetydende med at have en sund krop, men det er svært at foretage en livsstilsændring når man har lange slanke ben og en flad mave. For mig var det åbenbart nødvendigt at flytte til et bikinihelvede af et land, for at ændre livsstil.
I Abu Dhabi mødte jeg en fantastisk dejlig pige, som havde lagt sine kostvaner om pga. smerter i ryggen. Hun blev smertefri på 5 uger, ved at undgå bestemte madvare. Er det ikke vildt og ret fantastisk hvor meget en bestemt kost kan påvirke ens helbred? Jeg er pjattet med sådan noget 🙂
Jeg er stadig slank, men ikke tyndfed. Og jeg har endelig fundet den der satans balance. Tror jeg.
Og så er det bare så fedt at være tilbage i Danmark, hvor man ikke skal være bikiniklar 24-7. Kæmpe KÆMPE lettelse. Jeg render ikke rundt med en flad mave, men jeg trækker vejret og byder min store sweater hjertelig velkommen 🙂
Har I nogensinde foretaget en markant livsstilsændring? Og var det pga. ønsket vægttab, smerter, sygsom eller andet? Fortæl fortæl…
Møs fra mig og tak fordi du læste med ❤️
Og hey, hvis du vil vide lidt mere om mig, så kan du læse lidt mere eller mindre tossede facts om mig her og her 🙂
I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv under navnet nanavoxtrup. Ses vi?
Hej Nana,
Super fedt indlæg og dejligt, at du ikke er fanatisk 🙂 Virkelig en god og sjov blog du har bygget dig og endnu mere fedt at du også tager seriøse emner op.
Det er en VIRKELIG svær balance du nævner her i indlægget og det er nok ikke muligt at holde balancen helt, hele livet..
For efterhånden næsten 15 år siden (WTF), da jeg var 19 år, jeg er 33 år i dag begyndte jeg en lang rejse mod BALANCEN og et vægttab på 35 kilo.
Jeg har måtte sande, at det i perioder er (forholdsvis) nemt at holde balancen og i andre, ikke så nemt, men sådan er livet. Og det bliver en livslang udfordring.
Er bare lykkelig for at jeg har holdt vægten (kan svinge +/- nogle kilo) og for det meste ikke er styret af den indre sukkergris MEN hvis jeg lader den få magt, så er den ikke bleg for at tage over…
Kh. Maria