Her hvor jeg sidder… #13

Dufter der er risengrød og julete. Ud af højtalerne brager de bedste julesange. Lidt for højt. Helt perfekt.

Det er d. 23 december, og udenfor er det gråt, vådt og blæsende. Måske en mindre orkan senere har de sagt. Jeg sidder ved mine forældres spisebord i det røde træhus, og rundt om mig står der tekopper og 6 forskellige glas med marmelade og honning. Det meste af det er hjemmelavet. Selv honningen.

Jeg spiser valnødder. Valnødder fra min gamle bedstemors have. Valnødder som hun har samlet, renset, tørret og givet mig. Hun nærmer sig de 90 år, og er så senil, at hun ikke længere kan huske mit navn. Alligevel tænker hun på mig, når hun samler valnødder.

Min fars kone, som har været mit bonusmor, siden jeg var 6 år gammel, står i køkkenet og rører i en stor gryde risengrød, som vi skal indtage i aften. Det er en tradition, at vi spiser risengrød d. 23. En af mine yndlingstraditioner, fordi den minder mig om mine juleaftener hos min farmor og farfar i det lille hus i det mørke Jylland. Det lille hus omringet af marker og skov. Det lille hus med lavt til loftet og alligevel det hus, hvor der i overført betydning var højere til loftet end de fleste andre hjem. Hvor alle var velkomne, høj og lav. Hvor der altid duftede af min farmors småkager og min farfars øllebrød. Hvor der altid lå sne om vinteren og solen altid skinnede om sommeren. De er for længst døde og huset solgt og måske revet ned. Jeg ved det ikke. Det står der stadig i mine minder. Altid.

Når risengrøden er indtaget, rejser vi videre. Hjem til min mor. Hjem til det lille hus på landet. Huset med stråtag og lyden af min mor ved det store flygel. Jeg glæder mig. Og samtidig vil jeg bare blive her. Her i det røde træhus. Omringet af kopper, valnødder og julemusik.

Der dufter stadig af risengrød og julete, og min gane af helt ru af alt for mange valnødder. Slut. Nu.