Julen set fra et skilsmissebarns øjne.

Jeg er skilsmissebarn. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var et par år gammel, og jeg har derfor altid, i min erindring, været skilsmissebarn. Mine forældre var, og er stadig, fine venner, og det var vel det, man kunne kalde for en lykkelig skilsmisse. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har ønsket dem sammen igen, for de passer egentlig slet ikke sammen som par.

Mine forældre fandt ret hurtigt nye partnere. Og dem valgte de godt! Mine halvforældre har altid været en stor del af mit liv og nu også af mine børns liv. Helt på højde med mine forældre.

Min mor og halvfar fik min første lillesøster da jeg var 6 år, og min far og halvmor fik min bror og min anden lillesøster da jeg var hhv. 12 og 15 år.
Jeg er altså heldig at have 3 søskende. De er en stor del af mit liv, men på mange måder kun halvdelen af mit liv. Altid på deltid. Aldrig med HVER jul. Aldrig med på hver ferie. Aldrig med hver weekend.

Mine forældre og halvforældre har virkelig gjort det bedste de kunne for mig, og jeg har altid følt mig velkommen og elsket i begge familier. Men inderst inde jeg var nok dybt misundelige på mine søskende over deres liv, og at jeg skulle deles over i to. Det de oplevede når jeg var hos den anden familie og omvendt, kunne jeg jo ikke være en del i. Deres liv var jo ikke på pause fordi jeg ikke var der.

Julen var den sværeste ved at være delebarn. Jeg elskede og hadede den på samme tid. Det er jo en glædens tid. Det er tiden hvor familien samles og der bliver hygget og bagt og givet gaver. For mig var det en tid, hvor jeg for alvor blev mindet om at jeg var skilsmissebarn. Jeg gik på skift fra år til år. Når jeg var hos min far, savnede jeg min mor og omvendt. Der var jo ikke noget jeg kunne gøre ved det. Det var jo sådan det var. Jeg fik måske lidt flere gaver, da jeg havde to familier og dobbelt op på bedsteforældre. Jeg kan huske, at min søster på et tidspunkt gav udtryk for hendes misundelse over, at jeg fik flere gaver. Jeg ville med glæde ha’ byttet sted med hende.
Da jeg flyttede til USA efter gymnasiet kunne jeg for første gang løsrive mig fra mine forældre. Jeg skulle ikke deles. Heller ikke til jul, hvor jeg blev i USA. Det føltes faktisk godt.

Jeg mødte min mand et år efter, men vi startede først med at holde jul sammen da vi fik børn. Det var mærkeligt for ham, da han altid i hele sit liv havde holdt jul med sin far og mor og søster og hund og to biler. Jeg syntes det var fantastisk.

Og nu nærmer julen sig igen, og selvom jeg jo for længst har fået min egen familie med mand og børn, river den forbandede jul op i nogle følelser, som ligger så dybt. Følelsen af savn. Følelsen af at være udenfor. Følelsen af at være splittet.

Jeg er blevet bedre til at tackle mine jule-nedture i takt med at mine børn er blevet ældre. Min skilsmissebarndom skal ikke påvirke dem og deres glæde til julen. Men for at være helt ærlig, så har jeg altid lyst til at rejse langt langt væk når julen nærmer sig. Frigøre mig. Råbe PIK og forbandede lortejul og bare skride. Væk fra knuden i maven som vokser sig så stor d. 24 december.

Måske er det livets lod som skilsmissebarn. Måske er det bare mig? Jeg ved det ikke.

Tak fordi I læste med ❤️

Mine ord må selvfølgelig gerne deles. Måske sidder der andre med en knude i maven her i denne søde juletid. Måske er det bare mig…

---

I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?