Lille Kim

 

Det er ved at være en måned siden, at jeg på min Instagram offentliggjorde at…

Jeg er gravid.

Og det føltes helt ærligt lidt mærkeligt at melde det ud på mine sociale medier. Det har jo været vores lille hemmelighed i efterhånden en rum tid.

Nå, men jeg syntes, det var på tide at dele den gode nyhed med jer, og det føles helt rigtigt at I ved det. Jeg er i øvrigt allerede over halvvejs i graviditeten, og maven er i den grad begyndt at bule ud. 😉

Jeg har fået MANGE lykkeønskninger (og tak for dem), kommentarer og spørgsmål. Blandt andet om det var planlagt, om babyen virkelig skal hedde Kim, og om vi kender kønnet? 😉 Ja, nej og ja er de helt korte svar.

Jeg har i mange år været fast besluttet på, at vi ikke skulle have flere børn. For det er fandme hårdt at have børn og de stjæler alt ens tid og nattesøvn. Og så larmer de. Og roder. Og pisser på brættet. Og glemmer at trække ud og vaske hænder. Og ruller små klamme havregrynskugler med lige dele havregryn og bakterier. Og smider deres helt nye vinterjakker væk. 

Men så er det også, at de giver de bedste og blødeste kys. Og lægger sig med deres hoveder i ens armhuler. Og siger, at jeg er den bedste mor i hele verden, så jeg virkelig tror på, at jeg ER den bedste mor i hele verden. Og de griner af lyden af mine prutter. Og af mine dårlige jokes. Og et liv uden dem, ville faktisk ikke være et liv, jeg ville have lyst til at leve.

Men hvordan tager man så beslutningen om at kaste sig ud i en 3’er? spørger I nok.

Og det er virkelig et godt spørgsmål, som jeg faktisk ikke er i stand til at svare på. Men vi havde nok gået lidt rundt om den varme grød længe, og ingen af os kunne helt finde ud af at banke i bordet og sige VI GØR DET SGU, eller HELL NO, VI SKAL ALDRIG HAVE EN 3’ER! Og så skete det, at min mand gav mig en tur til Paris på min fødselsdag, og at vi i september tog på kærestetur til kærlighedens by. Og vi på denne tur kiggede hinanden dybt i øjnene og besluttede, at vi jo blev nødt til at lave en baby. Hvis vi altså kunne. Det er jo ikke en garanti, at man bare sådan kan lave børn på stribe.

Og nu panikker vi en lille smule over det, samtidig med at vi glæder os helt enormt. Vi har foræret alt vores babyudstyr og babytøj væk, for vi skulle jo aldrig have flere børn. Og så er der lige det med, at timingen er elendig. Jeg har næsten lige startet min egen lille agentbusiness, som jeg elsker, men jeg er sgu også ved at være en gammel kone, og man kan jo ikke blive ved med at producere børn i al evighed. 

Så nu kaster vi os ud i det. Og det bliver så fedt. Og drengene glæder sig så meget og går så meget op i det, og det er fandme det hele værd.

Arthur syntes i øvrigt, at vi skulle kalde babyen et rigtigt navn, og ikke bare “babyen” eller “rejen” eller “frøen”, og kom på den geniale ide, at vi skulle kalde den lille Kim. For man kan jo både hedde Kim som pige og dreng. Smart.

Så… sig hej til lille Kim.

Og ja, vi kender kønnet, og jeg skal nok melde det ud inden længe.

Ps: Jer med tre børn, vil I ikke nok fortælle mig, at der er det fedeste i hele verden? 😉

Og alle jer, der har forstand på barnevogne og hvad man ellers skal anskaffe sig. Hilfe. Vi har ikke haft en baby i 7 år, og jeg tror muligvis jeg har glemt alt. Og måske er der også sket lidt på babyudstyrs-fronten på 7 år. 🙂 Hvad SKAL jeg bare nå at anskaffe inden lille Kim melder sin ankomst til sommer?

---

Husk at:

-Jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling.

-I kan følge mig på facebook, Bloggers Delight, bloglovin og Instagram hvis I lyster.

Ses vi?