Minder jeg aldrig glemmer #4 Eksamens-blackout

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.
Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.
Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.
Her er min 4. fortælling:
Vi skal 19 år tilbage. Jeg er på dette tidspunkt 16 år gammel og går i gymnasiet i Odense. 1g er ved at være forbi, og jeg skal til den første mundtlige eksamen i biologi. Jeg har ikke eksamensangst, men jeg elsker ikke ligefrem at gå til eksamener. Hvem gør i øvrigt lige det?
Jeg trækker et emne, som jeg ikke havde ønsket, men jeg husker det alligevel som om, jeg får nogenlunde styr på hvordan jeg vil gribe emnet an, da jeg sidder og forbereder mig.
Lokalerne ligger på øverste etage og der er store gamle skrå vinduer, som er et evigt irritationsmoment når solen skinner. Denne dag skinner solen ikke. Det er et gråt og kedeligt sommervejr.
Min lærer henter mig ind til det grønne bord, og jeg sætter mig overfor ham og en sensor.
Og så sker det. Fra det ene sekund til det andet begynder det at regne så kraftigt, at lyden fra regnen på de skrå vinduer runger i hele lokalet. Og så kan jeg ikke huske mere. Fra regnen begynder at larme til jeg 20 minutter senere bliver lukket ud af rummet, kan jeg intet huske. Jeg aner ikke hvad jeg har sagt eller hvad jeg ikke har sagt. Det er bare et stort sort tomrum.
Jeg fik 03 (efter 13 tals skalaen), og min lærer var noget chokeret over min tavshed og mit tomme blik. Det var jeg også selv.
Året efter gik jeg op til re-eksamen og klarede det pissegodt. Jeg trak præcis det samme emne, men denne dag regnede det ikke.
Hvad der skete, er jeg simpelthen ikke klar over, men lyden af regnen mod de skrå ruder og min biologilæres undrende blik… Det glemmer jeg aldrig.
Har I nogensinde oplevet sådan et blackout?
Ciao og tak fordi du læser med 🙂
I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️
Hvis I har lyst til at læse mine andre minder, kan I finde dem her:
Minder jeg aldrig glemmer #1 Glimmer-røven
Minder jeg aldrig glemmer #2 Min lillebror
Minder jeg aldrig glemmer #3 Skorpionen
Ja og det er ubehageligt, har ikke prøvet ved eksamen, men ligne ting i forbindelse med min angst i yderste konsekvens er der røget dage, men normen et timer.