Minder jeg aldrig glemmer #5 Da min far næsten døde.

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.

Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.

Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.

Her er min 5. fortælling:

Vi skal 31 år tilbage. Jeg er på dette tidspunkt 5 år gammel. Faktisk er jeg lige blevet 5 år, og jeg har fået en flot rød cykel af min mor og far i fødselsdagsgave.

Men alt er ikke ren lykke, for på lige netop denne dag, på min 5 års fødselsdag, skal min far opereres for kræft.

Alt i mens jeg cykler rundt på min nye røde cykel i en baggård på Østerbro i København, får min far fjernet en knude på størrelse med en appelsin, som sidder i hans mave.

Et par dage efter operationen skal jeg besøge min far på hospitalet. Min mor og jeg åbner døren ind til den stue, hvor han ligger, og så stopper jeg op. Min far ligger helt afkræftet i den hvide seng, og der er fyldt med slanger. Slanger overalt. Sådan husker jeg det. Han har hvidt tøj på. Han smiler til mig, men jeg kan ikke kende ham. Jeg bliver bange og bakker tilbage. Jeg vil ikke derind.

Jeg ved ikke hvor længe min mor er om at få mig overbevist om, at det er min far der ligger der i sengen, men på et tidspunkt kommer jeg ind i på stuen og op i sengen til ham.

I hans hånd, som er fyldt med slanger, ligger der en lille strikket handske, som han giver mig. Den er i røde farver og jeg knuger den i min lille 5 årige hånd. Jeg ved ikke hvor han har den fra, men jeg bliver så glad for den og krammer ham.

Jeg husker ikke andet fra min fars kræftforløb. Ikke kemobehandlingerne. Ikke den periode, hvor han ikke havde noget hår. Ikke følelsen af at jeg var tæt på at miste min far.

Men den dag på hospitalet, hvor jeg fik en lille rød handske af min far. Det glemmer jeg aldrig.

Først engang i mit voksne liv har jeg fået fortalt, at min fars kræftform var en af de rigtig slemme, og at det var et mirakel, at han overlevede. Han var kun 34 år da han fik konstateret kræft. Jeg var på samme alder som min yngste søn er nu.

Han overlevede. Og jeg har stadig den lille strikkede handske ❤️

 

Tak fordi du læser med.  ❤️

---

I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

Hvis I har lyst til at læse mine andre minder, kan I finde dem her:

Minder jeg aldrig glemmer #1 Glimmer-røven

Minder jeg aldrig glemmer #2 Min lillebror

Minder jeg aldrig glemmer #3 Skorpionen

Minder jeg aldrig glemmer #4 Eksamens-blackout