Opskrift på lækker og sund grød med æg

Slavehandel… Bagsiden af det søde expatliv i Mellemøsten.

IMG_4777

Måske så nogle af jer dokumentaren “Mellemøstens skjulte slaver” på DR1 i forgårs. Den handler om kvinder fra f.eks Filippinerne der, i håb om en bedre fremtid for deres børn, flytter til Mellemøsten og bliver tjenestepiger for arabiske og andre familier.

Jeg har mødt rigtig mange maids i min tid i Abu Dhabi, og jeg har med egne øjne oplevet hvordan unge piger bliver behandlet som slaver. Både psykisk og fysisk. Forfærdeligt at være vidne til. Jeg har set tjenestepiger der blev skældt ud på åben gade, spyttet på og slået. Uden at kunne gribe ind.

Vi var af mange grunde meget i tvivl om, om vi overhovedet selv skulle ansætte en maid, da vi inderst inde ikke ønskede at støtte op om denne grusomme menneskehandel. Sandheden er bare, at pigerne fra Filippinerne tager til Mellemøsten alligevel, og den bedste måde at støtte dem på, er at ansætte dem under gode vilkår.

Vi ender efter lang tids overvejelser med at ansætte Mari, som når at bo hos os i 10 mdr., men det er ikke en nem proces og vi opgiver “projekt maid” flere gange.

Vi interviewer mange piger. Omkring 20 vil jeg tro. Den ene mere sky og underkuet end den anden. Nogle snakker meget dårligt engelsk, og andre er meget religiøse og sender os korsets tegn og lovprisninger hver andet øjeblik. Det går bare ikke.
Vi har brug for en sød kvinde, der kan blive fortrolig med vores børn, og også vil være i stand til at sætte dem lidt på plads og i sving med at rydde deres eget lort op.

Vi beslutter os på et tidspunkt for en ung pige, Jocelyn, som har et godt glimt i øjet og en god latter. Hun er på dette tidspunkt ansat hos en lokal emirati-familie, hvor hun har været i 4 år. Hun har kun 2 uger tilbage af sin kontrakt og hendes Sir, (som herren i huset altid bliver kaldt) har lovet at frigive hende.

FRIGIVE!?

Jamen, man kan vel altid sige op og rejse hjem eller få et andet job? NEJ! Det kan man i mange tilfælde ikke. Det er nemlig sådan, at rigtig mange arbejdsgivere inddrager maidens pas, så hun ikke kan rejse væk.

Hun er bundet! Hun er fanget!
To uger efter vi har aftalt, at vi vil ansætte Jocelyn, ringer hun til mig helt opløst i gråd. Hendes Sir vil kun frigive hende, hvis vi betaler hvad der svarer til 30.000 kroner. WTF!

Der er altså tale om ren slavehandel her!
Jocelyn vil gøre hvad som helst for at komme væk fra familien og foreslår en afdragsordning, så hun gennem hendes løn de næste mange måneder vil afdrage på sin købspris. Absurd. Det ønsker vi ikke. Det er helt urealistisk.
Måske kan vi få hendes Sir ned i pris? Måske kan det lade sig gøre? Vi vil gerne hjælpe hende.
Min mand undersøger sagen, og finder ud af at hendes Sir, arbejder for den øverste Sheik i Abu Dhabi. Pis. Min mand snakker med sin advokat, som på det kraftigste fraråder os at handle med ham. “Don’t touch that man” var vist hans eksakte ord, og det råd følger vi. Det bliver vi nødt til. Vi kan risikere at min mand kommer i problemer, og lige meget hvor meget vi ønsker at hjælpe, tør vi ikke.

Vi kan ikke hjælpe Jocelyn.

Og denne historie står ikke alene. Det er helt normalt, at lokale familier tager penge for at frigive deres tjenestefolk.
Det der sker er, at en tjenestepige skriver under på en kontrakt på typisk 2 år. Når de to år er gået, vil hun måske gerne videre til en ny familie, men hendes arbejdsgiver har hendes pas og dagen inden hendes visa udløber, lægger han en ny kontrakt foran hende med beskeden:

SKRIV UNDER ELLER VI SENDER DIG TILBAGE TIL FILIPPINERNE!

Og så skulle man tro, at de fleste ville ønske at komme tilbage til deres familie og børn, men nej. De kan ikke tage tilbage. De kan ikke forsørge deres børn hvis de tager tilbage. De må blive og arbejde og sende alle deres penge hjem. De er bundet! De er fanget!
Det var det der skete for Jocelyn.  Hun er den dag i dag stadig hos den velhavende lokale familie.

Vi kunne ikke hjælpe hende.

Det er så uretfærdigt. De her unge piger er taget hjemmefra i håb om at kunne forsørge deres familier. Deres små børn. Mange af dem ender med at være fanget i et land, hvor de bliver behandlet som slaver.

Efter den oplevelse, opgiver vi jagten på at finde en maid. Vi vil ikke være en del af denne beskidte slavehandel.

Og så vil skæbnen alligevel det, at vi en måneds tid senere bliver ringet op af Mari. Den dag i dag, ved jeg faktisk stadig ikke, hvordan hun har fået fat i mit nummer, men hun fortæller, at den familie hun bor hos, skal rejse tilbage til Libanon, og hun derfor mangler et nyt sted at bo.
Hun flytter ind hos os en uge senere, og er ansat ved os i 10 mdr. inden vi tager retur til Danmark.
At hendes tidligere familie ikke rejser tilbage til Libanon, og at hun i virkeligheden er flygtet, finder vi først ud af 8 mdr. efter vi havde ansat hende…

To be continued… (fortsættelsen kan I læse HER)

Ps: lad mig for en god ordens skyld lige skrive, at det selvfølgelig ikke er alle lokale familier, der behandler deres ansatte dårligt. Der er desværre bare rigtig mange historier, som ødelægger det for the good guys. Øv.

Møs fra en tidligere expat med en maid og tak fordi du læste med. TAK ❤️

 

Og hey, fik du i øvrigt læst mit indlæg, hvor jeg svarer på 5 expat spørgsmål? Eller hvad jeg savnede allermest, da jeg boede i Abu Dhabi?  Nå ik. Jamen så er det jo heldigt, at jeg lige har linket til de to indlæg  🙂


I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

 

 

 

2 Mega lækre kommentarer

  • Emilie

    Ej hvor forfærdeligt 🙁 vidste slet ikk det var sådan! Tænk det er jo moderne slaveri. Suk!
    Men du kan da ikk lade den hænge sådan. Lad mig høre resten! Haha 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Emilie.
      Ja, det er så forfærdeligt. Fortsættelsen ligger på bloggen nu 🙂 Tak for din kommentar og rigtig dejlig aften. Kh. Nana

      Siden  ·  Svar på kommentar

Elsker at få en kommentar fra dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Opskrift på lækker og sund grød med æg