…Og noget med at finde den der satans balance! “Du begår hybris med alle de flødeboller du spiser, og nemesis står og venter lige rundt om hjørnet” sagde en veninde til mig i en alder af 14. Eller, det var før vi havde deltaget i oldtidskundskab i gymnasiet, og det var derfor helt sikkert ikke termer som “hybris” og “nemesis” hun brugte, men meningen var den samme. Hendes mors nye kæreste arbejdede på et lager, hvor der bla. blev opbevaret store tyske flødeboller, og vi måtte bare æde dem til vi revnede. Og det gjorde vi. Jeg var ustoppelig. Jeg kunne æde en hel pakke uden at få det dårligt, og kunne blive ved langt efter min veninde måtte kaste...

Da Arthur var lille, (for 6 år siden! Crazy shit) og gik i vuggestue på en af de der mega populære institutioner på indre 2100 spelt (Østerbro, den lidt finere (læs:kedeligere, læs:der hvor der bor 99% børnefamilier og virkelig gamle mennesker, læs:Rollator/Christianiacykel helvede) del af København) var der en mor, som ret tit afleverede sit barn iført lækkert træningstøj. Altså moderen var i træningstøj 🙂 Og jeg tænkte bare SKRIIIIID! Skrid nu for helvede bare væk fra mit synsfelt altså! Jeg kendte hende ikke, men hun gav mig sygt dårlig samvittighed over, at jeg på ingen måder dyrkede motion, og at jeg ikke engang formåede at lunte 500 meter uden at være ved at kollapse. Og jeg tænkte straks, hold...