Ja, jeg er så begyndt at løbe igen, og jeg havde helt glemt, hvor meget jeg egentlig elsker det. Altså mest når det er overstået. 🙂 Jeg kan ikke løbe uden musik i ørerne. Hvis min telefon går kold under en løbetur, bliver resten af turen et helvede. Musikken flytter mit fokus og henleder mine tanker på andet end at flytte det ene ben foran det andet, og det er sgu nødvendigt. Nå, men forleden spurgte jeg (på snappen) om I kunne anbefale mig nogle numre til min løbe playliste, og der var mange gode bud. Og også en hel del bud, som slet ikke faldt i min, i følge min mand virkelig dårlige, musiksmag. Jeg er en pop-pige og...

Efter vi er flyttet tilbage til Danmark, har min hverdag ændret sig ret drastisk. På flere fronter. Jeg er f.eks. gået fra at træne næsten hver dag til at træne næsten ALDRIG. Og faktisk kan I godt bare se bort fra næsten. Efter vi er kommet hjem, træner jeg SLET IKKE. Jeg cykler på arbejde, men udover det gør jeg intet. Jeg føler hverken, jeg har tid eller overskud til det. Jeg arbejder fuld tid, og har i forvejen svært ved, at få tid til at klare det højst nødvendige. Det er jeg sikker på, at enhver fuldtidsarbejdende familie kan sætte sig ind i. Ikke? MEN… Jeg savner at røre mig. Eller… Jeg savner at gøre noget godt for mig...

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen her i morges og endnu værre stod det til, da jeg skulle morgenskide. Hele min næsten 180 cm lange krop gjorde så ondt, at jeg følte et jeg var blevet kørt ned. Ikke at jeg nogensinde har prøvet det, men tænker at det må føles nogenlunde sådan. Av for fucking helvede. Og den gør, her 5 timer senere, stadig sygt ondt. Jeg ved, at mit ømme korpus ikke skyldes hed sex i umulige positioner. Til det er jeg hverken smidig eller modig nok, og desuden har jeg, som jeg skrev tidligere om på bloggen, været sammen med min mand i 15 år. Behøver jeg at sige mere? 🙂 Nej, mine smerter skyldes,...

…Og noget med at finde den der satans balance! “Du begår hybris med alle de flødeboller du spiser, og nemesis står og venter lige rundt om hjørnet” sagde en veninde til mig i en alder af 14. Eller, det var før vi havde deltaget i oldtidskundskab i gymnasiet, og det var derfor helt sikkert ikke termer som “hybris” og “nemesis” hun brugte, men meningen var den samme. Hendes mors nye kæreste arbejdede på et lager, hvor der bla. blev opbevaret store tyske flødeboller, og vi måtte bare æde dem til vi revnede. Og det gjorde vi. Jeg var ustoppelig. Jeg kunne æde en hel pakke uden at få det dårligt, og kunne blive ved langt efter min veninde måtte kaste...

Da Arthur var lille, (for 6 år siden! Crazy shit) og gik i vuggestue på en af de der mega populære institutioner på indre 2100 spelt (Østerbro, den lidt finere (læs:kedeligere, læs:der hvor der bor 99% børnefamilier og virkelig gamle mennesker, læs:Rollator/Christianiacykel helvede) del af København) var der en mor, som ret tit afleverede sit barn iført lækkert træningstøj. Altså moderen var i træningstøj 🙂 Og jeg tænkte bare SKRIIIIID! Skrid nu for helvede bare væk fra mit synsfelt altså! Jeg kendte hende ikke, men hun gav mig sygt dårlig samvittighed over, at jeg på ingen måder dyrkede motion, og at jeg ikke engang formåede at lunte 500 meter uden at være ved at kollapse. Og jeg tænkte straks, hold...