Må på forhånd advare om ubehagelige billeder, der muligvis kommer til at opstå i dit hoved ved følgende læsning. I øjeblikket er der en fæl epidemi i omløb. En tyndskids-epidemi, som varer i virkelig mange dage. Det er noget lort, bogstaveligt talt, og jeg har virkelig frygtet at den skulle ramme mig. Og i lørdags skete det. Havde været til et møde i byen, og på vej hjem, måtte jeg simpelthen stoppe ved en cafe og låne deres toilet. Kunne umuligt ha’ holdt mig de sidste 10 min hjem. Tyndskid med 120 i timen. Fuck altså. Hvis jeg dog for helvede bare havde haft et barn med, som jeg kunne ha’ givet skylden for tiden jeg optog toilettet, og den ubehagelige...

– I sidder på et offentligt toilet, og til jeres store frygt opdager, at der ikke er mere toiletpapir? Råber efter hjælp? Finder et tilsyneladende rent toiletpapir på gulvet (føj, føj føj)? Tørrer jer med jeres underbukser? Eller hvad gør I? Og fortæl mig ikke, at det ikke er sket for jer. Det er sket for ALLE!   – I lige har set to sæsoner af en virkelig god serie, og opdager at den tredje sæson KUN ligger på fucking Viaplay? Køber Viaplay, eller venter på at tredje sæson kommer på Netflix?   – I pludselig skal skide i et supermarked? Det her? Nej vel? Muhahaha… Men meget snedigt alligevel.   – I lige har spist en ostemad, og finder...

Jeg var simpelthen til eksamen i morges. Hvis jeg fortæller, at jeg ikke har været til eksamen siden 12 tals skalaen trådte i kraft, giver det nok et meget godt billede af, at jeg ikke har siddet ved det grønne bord de sidste 100 år. Da jeg vågner, er jeg egentlig ikke det mindste nervøs. Jeg føler jeg har nogenlunde styr på pensum, så der er jo vitterligt ikke noget at være nervøs over. Alligevel får jeg tyndskid bare ved ordet EKSAMEN. Måske har det noget med denne oplevelse at gøre? Det er virkelig skørt, men min mave er åbentbart en sart lille størrelse, og da jeg bogstaveligt talt står med det ene ben ude ad døren, fortæller den mig,...

Ok, de sidste 5 døgn i mit liv har været lidt af en rutschebanetur. Prøv lige at høre her. Fredag nat møder jeg William. Og kan vi lige blive enige om, at det muligvis var den vildeste optur? Fredag nat, noget senere, brækker Herman sig ud over mig og i hele sengen. Nedtur. Lørdag tømmermænd og syg Herman. Nedtur. Søndag nat brækker Arthur sig 11 gange. 11! Nedtur. Mandag tager jeg på job, men har det ikke skide fedt. Kvalme. Nedtur. Og midt i min mandags-nedtur og åndedrætsøvelser bag min skærm, udbryder min kollega pludselig: “Nana, du er fandme i SE OG HØR.” What? Åh nej, hvad har jeg nu rodet mig ud i, tænker jeg som det første. Men de havde såmænd...

A hva’ for en POO? En POO-POURRI! Og det er? Det er intet mindre end en min nye bedste buddy, når jeg et par gange dagligt beriger tønden med en ildelugtende dej. Og nu skal det hele jo ikke handle om lort, men det kommer det her indlæg altså i den grad til. Vi drejer vel alle en vase en gang eller flere om dagen ikke sandt? Det er så skønt og enormt træls på samme tid. Jeg former mit mesterværk om morgenen. Måske lige på nær mandag morgen, hvor jeg står så fucking tidligt op, at min krop slet ikke er i stand til at slippe selv den mindste pølle. Men altså, de resterende 6 morgener starter min dag altså...