Det er ved at være en måned siden, at jeg på min Instagram offentliggjorde at… Jeg er gravid. Og det føltes helt ærligt lidt mærkeligt at melde det ud på mine sociale medier. Det har jo været vores lille hemmelighed i efterhånden en rum tid. Nå, men jeg syntes, det var på tide at dele den gode nyhed med jer, og det føles helt rigtigt at I ved det. Jeg er i øvrigt allerede over halvvejs i graviditeten, og maven er i den grad begyndt at bule ud. 😉 Jeg har fået MANGE lykkeønskninger (og tak for dem), kommentarer og spørgsmål. Blandt andet om det var planlagt, om babyen virkelig skal hedde Kim, og om vi kender kønnet? 😉...

Det startede i sidste uge, da en af hans venner fra skolen, fortalte ham om spøgelser, og det er desværre røget helt ind under huden på ham. Hans lille kloge hjerne kan slet ikke rumme det. Han forestiller sig alt muligt farligt. At der kommer mænd ud af væggene og vil bortføre ham. At der kommer noget op ad toilettet. At der er spøgelser under sengen, over sengen, ved siden af sengen. Han tør ingenting selv. Han tør ikke være på sit værelse alene. Han tør ikke at gå på toilettet alene. Han tør ikke at falde i søvn alene. Han er dødsens angst. Og pludselig husker jeg, at jeg selv havde en periode i min barndom, hvor jeg var ligeså...

Da jeg var omkring 14 år, og mine teenage-hormoner stod i fuld flor, havde jeg en snak med min bedstemor, som på det tidspunkt må have været i midten af 60’erne og dermed virkelig gammel i mine øjne. Jeg var totalt uforstående overfor, hvorfor hun stod op så fandens tidligt alle ugens 7 dage, når hun nu endelig havde mulighed for at sove længe. Ja, jeg var næsten sur på hende over at hun ikke udnyttede muligheden. Hvad fanden skulle hun nå, siden hun stod op kl. 6.30 hver dag? Som teenager var jeg som de fleste andre teenagere træt med stort T, og jeg syntes det var overordentligt træls, at der overhovedet var noget der hed et vækkeur. Min bedstemor...

  Lus… Ja, det er ikke ligefrem det mest sexede emne. Ikke desto mindre var det overskriften på den besked jeg i går modtog på vores forældre-intra. Lignende beskeder dukker op løbende, men på denne årstid er der altid lidt flere af dem. Ved ikke om det har noget med, at ungerne er mere inde og sidder og gnubber sig mere op ad hinanden? Vi har I vores familie aldrig været plaget af lus. Faktisk har mine drenge aldrig haft dem, hvilket jo nærmest er et mirakel. Jeg slår lige under bordet og brøler 7-9-13, og håber de holder sig væk til evig tid. I vores vennekreds er de dog ikke lige så heldige, og da jeg forleden var sammen...

Det bliver nemmere, sagde jeg forleden dag til min veninde med små børn. Og pludselig gik det op for mig, at jeg faktisk næsten har glemt, hvor hårdt jeg syntes det var at være småbørnsmor. Næsten. For jeg glemmer nok alligevel aldrig, hvor udkørt, udmattet og opgivende jeg var i nogle perioder. De perioder hvor søvn var en mangelvare, ungerne lå syge på skift, hjemmet lignede et bombet lokum og vasketøjet hobede sig op, og angreb mig i mine søvnløse nætter. At jeg bare havde lyst til at sætte mig ned og tude af selvmedlidenhed. At jeg faktisk satte mig ned og tudede. Fordi alting bare var for meget, og fordi jeg ikke vidste hvornår det fik en ende. Bare...