Opskrift på lækre hjemmelavede karameller med mandler. Pssst… De er nemme at lave :-)
Inden vi flyttede til Abu Dhabi, lavede jeg ret ofte de her lækre og bløde karameller, men efter vi er kommet hjem, har jeg faktisk glemt alt om dem. Det er en kæmpe fejl, for de er så MEGA lækre, og jeg advarer jer… Der er stor sandsynelighed for en mundorgasme. Just saying 🙂
Nå, men i går besluttede Herman og jeg, at vi ville lave dem til farfar, som elsker karameller, og som vi i skrivende stund er på besøg hos. Normalt ville jeg ikke sidde med computeren fremme hjemme ved mine svigerforældre, men de er taget i cirkus med børnene, og jeg så derfor lige mit snit til at få sendt opskriften ud i æteren til alle jer, der har spurgt til den, efter jeg viste karamellerne frem på min snapchat (Nanavoxtrup hedder jeg i øvrigt der) tidligere i dag.
Jeg fik opskriften af en bekendt for 10 år siden, og de er ret nemme at lave. Det kræver ikke at man har hverken sukkertermometer eller andre specielle redskaber, så I skal ikke blive bange. Hvis du følger mine instrukser, kan det næsten ikke gå galt, det lover jeg 🙂
-HJEMMELAVEDE KARAMELLER MED MANDLER-
(ca. 80 stk)
Du skal bruge:
– 100 g. smør (jeg bruger saltet smør)
– 60 g. brun farin
– 60 g. rørsukker
– 1 dåse sødet kondenseret mælk (ca. 400 g) Man kan også lave sin egen kondenserede mælk, men jeg køber den på dåse. Det er bare nemmere. 🙂
– 1 stor spsk. god honning
– 50 g. groft hakkede mandler (du kan også bruge andre nødder. Prøv dig lidt frem og find din egen favorit)
Sådan gør du:
– Start med at finde en firkantet form frem på ca 15 x 20 cm (sådan ca.) og for den med bageparpir.
– Hæld alle ingredienserne (på nær mandler!) i en gryde og tænd for det laveste blus.
– Når alt er smeltet, skrues der op for varmen mens du rører godt i gryden.
– Når det begynder at koge, stiller du dit æggeur til 13 minutter.
Og nu bliver det vigtigt, for i de 13 minutter…
– Skal du konstant rører i den boblende karamel-masse. VIG IKKE FRA GRYDEN. Hvis det bobler for meget, skruer du lidt ned, men det er vigtigt at massen stadig koger. OBS, hvis massen koger for kraftigt, kan den hurtigere blive gylden, så sørg for at massen koger, men ikke for kraftigt. Det kan også ske at sukkeret krystalliserer, så karamellerne smuldrer.
Efter de 13 minutter skulle din masse gerne have fået en let mørk gylden farve ikke sandt?
– Tilsæt de hakkede mandler og hæld massen op i formen med bagepapir.
– Stil formen på en varmebriks i køleskabet og lad karamelmassen køle i mindst 3 timer. (3 lange timer, I know 🙂)
-Ta’ den stivnede karamelmasse ud af formen, læg den på et skærebræt og hiv bagepapiret af.
– Skær karamellerne ud i den form du ønsker. Jeg synes små kvadrater på ca. 15 x 15 mm er lækre, men måske fortrækker du de mere traditionelle aflange karameller? Hvis karamelmassen er for hård at skære i, skal du bare lade den ligge på skærebrættet i 10 min. og prøve igen.
– Pak de færdige karameller ind i små stykker bagepapir eller cellofan og læg dem i en dåse eller i et patentglas. Du kan også overtrække dem med chokolade. Det er virkelig lækkert, men også lidt tidskrævende.
De skal opbevares i køleskabet og holder sig fint i et par uger. Vores har dog aldrig holdt så længe, hvis I forstår… haps 🙂
BUM. Velbekomme og husk at dele karamellerne med alle dine venner ❤️ Eller del opskriften med dem, så de kan lave dem til dig, muhahahaha…
Ciao og rigtig dejlig lørdag ❤️
HUSK AT…
-jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling 🙂
-I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️
Jeg har lavet dem, de blev rigtig gode og nu vil hele familien have mig til at lave en portion mere 😁