Uge-rapporten #3 Om bumser, diller-bingo og livet som græsenke.

Det der helt specielle rum – Børnefilmskolen

-Sponsoreret-

arthur-boernefilmskolen-billede

Kender I det, når ens barn åbner op for de gode snakke? Hvor de fordyber sig i samtalen og giver sig tid til tænke over et spørgsmål, man har stillet, eller selv stiller spørgsmål. Hvor de beder dig om uddybning og har overskud til at bolden kastes frem og tilbage mange gange?

Kender I også det, at det sker ret sjældent?  At man, når man spørger om noget, bliver spist af med et ja eller nej eller det ved jeg ikke eller måske. Som var det et skide multiple choice ark, man havde stukket dem.

Personligt synes jeg, det kan være svært at nå ind til min søn på 8 år. Svært at være vedholdende. Både for ham, min mand og jeg. Der er sgu altid lige noget vasketøj, en opvask eller en skærm, der kommer i vejen for de gode snakke, og det er så ærgerligt.

Da Psykiatrifonden spurgte, om jeg ville lave et samarbejde i forbindelse med deres nye site Børnefilmskolen sagde jeg straks ja. Kæmpe ja. Det er nemlig en fantastisk god og brugbar ide, som jeg meget gerne vil være med til at promovere.

Og hvad går det så ud på?

Ideen er simpelthen, at man sammen med ens barn, laver en film. Børnefilmskolen er ment som et filmunivers, der gennem leg og filmskabelse, lægger op til samtale mellem forældre og børn. Det lyder jo simpelt nok, og det er det bestemt også. På Børnefilmskolen finder man en masse redskaber, som er yderst nyttige, når man skal lave en film, og det kræver intet professionelt kameraudstyr, klippestudie eller andet fancy. Du kan simpelthen nøjes med din telefon, som selvfølgelig skal kunne filme.

Hvordan griber man det an, og hvor starter man?

Der er helt sikkert mange måder at gribe det an på, men jeg kan jo fortælle jer, hvordan vi gjorde det.

Vi startede med at vælge et emne. Noget, vi syntes, det kunne være sjovt at lave en film om. Det kunne ha’ været hvilket som helst emne. Det behøver ikke at være et tungt eller svært emne. Emnet er efter min mening slet ikke det afgørende i dette projekt.

Min dreng og jeg valgte emnet Abu Dhabi. Det var egentlig min ide, fordi jeg havde et brændende ønske om at snakke med ham om vores tid i Abu Dhabi. Ikke fordi vi ikke havde snakket om det, for selvfølgelig havde vi det, men vi havde ikke fordybet os i det og fået talt det hele igennem. Jeg havde simpelthen ikke kunne fastholde ham i snakken, og jeg havde en ide om, at det var fordi, han syntes, det var svært. Svært at flytte til udlandet som 6-årig og starte i en stor international skole og komme hjem igen og starte forfra i en dansk skole.

Min søn var straks med på ideen om, at vi skulle lave en film, og emnet var fint for ham. Det var slet ikke det vigtige for ham. Det, der var vigtigt og som lyste ud af ham, var, at vi skulle lave en film, og at det bare var os to, der skulle lave den. Det var vores lille projekt.

Inspiration og hjælpemidler.

Da vi havde emnet på plads, gik vi på Børnefilmskolen og søgte inspiration. Der ligger nemlig så mange fine hjælpemidler på sitet. Blandt andet små overskuelige film om hvordan man spiller skuespil, instruerer og klipper film. Min søn syntes, at det med, at man kunne klippe, var klart det mest spændende. Han havde i måneden forinden, vi startede på dette projekt, øvet sig som en sindssyg på at knipse, og vi blev hurtige enige om, at han selvfølgelig skulle knipse i filmen.

Og så gik vi ellers i gang med at lave et manuskript. Og det var specielt i denne proces, at vi fik snakket rigtig meget. Vi hev hans gamle skolebøger og uniform frem, og han fandt billeder af sine gamle skolekammerater. Det satte gang i en masse snak. Ikke kun om Abu Dhabi, men også om alt muligt andet.

Filmen.

Vi fik efterhånden skrevet alt det, han gerne ville sige ned, og så gik vi ellers i gang med at filme. Jeg legede instruktør og han var skuespilleren. Det var skide sjovt, og han var så stolt, når replikken endelig sad lige i skabet. Vi endte med at have en times optagelser, der skulle koges ned til 3 minutter. Det var den svære del, men en god udfordring for mig. Min søn var med på sidelinjen og heppede på mig.

Når filmen er færdig…

Så smider man den på youtube og uploader den på Børnefilmskolen. Hvis man har lyst. Måske har man bare lyst til at lave filmen, og så er det selvfølgelig fint. Det sjove ved at lægge den op på Børnefilmskolen er dog, at ens video bliver ratet, og at der bliver uddelt forskellige priser for blandt andet månedens bedste film. Og med tiden vil der forhåbentlig komme til at ligge rigtig mange fine film, som andre kan blive inspireret af. Det håber jeg.

Børnefilmskolen skaber et rum til dialog mellem forældre og børn, der rækker langt ud over filmene. Det kan jeg klart skrive under på. Vi har haft en fed oplevede med at lave denne film, og vi er allerede ved at planlægge vores næste film. Det handler om skabe dette helt specielle trygge rum, hvor det er tilladt at fejle, grine, give ros, være frustreret og føle sig hørt. Det rum fandt vi, og jeg håber virkelig, at I har lyst til at prøve kræfter med det selv.

Jeg er så stolt af vores lille film. Vores lille projekt. Vores lille rum. Helt specielle rum.

Og jeg har glædet mig til at dele filmen med jer.

Hvad synes I? Og kunne I selv tænke jer at lave en film med jeres børn? I så fald vil jeg anbefale jer at tjekke Børnefilmskolen.dk ud 🙂

I øvrigt var vi jo i aftenshowet og fortælle lidt om projektet. Det kan I se og læse om i dette indlæg.

Tak fordi I læser med 🙂 🙂

Ciao amigos 💋


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi?

   

6 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Uge-rapporten #3 Om bumser, diller-bingo og livet som græsenke.