Her hvor jeg sidder... #7

Minder jeg aldrig glemmer #5 Da min far næsten døde.

Vi har dem alle. De der minder. En i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling, der engang har gjort et stort indtryk på én. Ikke kun gode minder, men de minder som har indprintet sig i vores hjerner. De minder som vi for evigt vil huske.

Jeg vil gerne dele mine minder med jer. Store som små, alvorlige som sjove, korte som lange. Og ikke på nogen måder i kronologisk rækkefølge, men bare som det falder mig ind.

Jeg kalder min lille følgeton af minder for MINDER JEG ALDRIG GLEMMER.

Her er min 5. fortælling:

Vi skal 31 år tilbage. Jeg er på dette tidspunkt 5 år gammel. Faktisk er jeg lige blevet 5 år, og jeg har fået en flot rød cykel af min mor og far i fødselsdagsgave.

Men alt er ikke ren lykke, for på lige netop denne dag, på min 5 års fødselsdag, skal min far opereres for kræft.

Alt i mens jeg cykler rundt på min nye røde cykel i en baggård på Østerbro i København, får min far fjernet en knude på størrelse med en appelsin, som sidder i hans mave.

Et par dage efter operationen skal jeg besøge min far på hospitalet. Min mor og jeg åbner døren ind til den stue, hvor han ligger, og så stopper jeg op. Min far ligger helt afkræftet i den hvide seng, og der er fyldt med slanger. Slanger overalt. Sådan husker jeg det. Han har hvidt tøj på. Han smiler til mig, men jeg kan ikke kende ham. Jeg bliver bange og bakker tilbage. Jeg vil ikke derind.

Jeg ved ikke hvor længe min mor er om at få mig overbevist om, at det er min far der ligger der i sengen, men på et tidspunkt kommer jeg ind i på stuen og op i sengen til ham.

I hans hånd, som er fyldt med slanger, ligger der en lille strikket handske, som han giver mig. Den er i røde farver og jeg knuger den i min lille 5 årige hånd. Jeg ved ikke hvor han har den fra, men jeg bliver så glad for den og krammer ham.

Jeg husker ikke andet fra min fars kræftforløb. Ikke kemobehandlingerne. Ikke den periode, hvor han ikke havde noget hår. Ikke følelsen af at jeg var tæt på at miste min far.

Men den dag på hospitalet, hvor jeg fik en lille rød handske af min far. Det glemmer jeg aldrig.

Først engang i mit voksne liv har jeg fået fortalt, at min fars kræftform var en af de rigtig slemme, og at det var et mirakel, at han overlevede. Han var kun 34 år da han fik konstateret kræft. Jeg var på samme alder som min yngste søn er nu.

Han overlevede. Og jeg har stadig den lille strikkede handske ❤️

minder jeg aldrig glemmer. voxtrup.dk

 

Tak fordi du læser med.  ❤️


I kan følge mig på facebookbloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️

Hvis I har lyst til at læse mine andre minder, kan I finde dem her:

Minder jeg aldrig glemmer #1 Glimmer-røven

Minder jeg aldrig glemmer #2 Min lillebror

Minder jeg aldrig glemmer #3 Skorpionen

Minder jeg aldrig glemmer #4 Eksamens-blackout

 

   

12 Mega lækre kommentarer

  • FruBoisen

    Rørende minde❤️.
    Min far fik en hjerneblødning da jeg var 11 år. Han overlevede, men har den dag idag stadig besvær med talen -og er lam i højre arm. Den dag ændrede alt sig! Men jeg er så taknemmelig for at have min far endnu.
    Det er flere dage siden jeg læste dit minde… og jeg ved ikke hvor mange gange den (ligegyldige) tanke har ramt mig: Hvor havde han den handske fra?😆😏

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej FruBoisen. Det er ikke længe siden, at jeg spurgte min far, hvor han havde handsken fra, men han kunne simpelthen ikke huske det. Hvor er det dejligt at du også har din far endnu. Man har jo brug for sin far! Tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Min mand blev opereret for kræft kun 4 dage før vores yngste datter blev født – 30 år gammel – der hvor liv og død i den grad står i kontrast! Det var på alle måder en tid fyldt med alt for meget sorg og ulykke, samtidig end den største lykke man kan opleve! Han ligger netop nu her ved siden af mig og leger med begge vores døtre og er konstateret rask 🙏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Tine. Hvor er jeg glad for at han du har ham endnu. Kan slet ikke forestille mig hvor hård en tid det må ha’ været. Tak for din fortælling <3 Tanker fra mig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Puha, bliver helt rørt 😢

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Det minde fik også mig til at græde Nana! Dejligt, at du har ham endnu❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Loui. Ja, det er jeg også meget lykkelig over. Og tænk engang… jeg havde helt sikkert ikke mødt dig, hvis han ikke havde klaret den. Mit liv havde været meget anderledes. Tak for din kommentar Louise <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Sikke en fin og rørende fortælling ❤ og dejligt at du stadig har din far!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogmaster Voxtrup

      Hej Emma. 1000 tak <3 Og ja, det er jeg meget lykkelig over.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Elsker at få en kommentar fra dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Her hvor jeg sidder... #7