Jer med små børn! Det bliver nemmere.

Det bliver nemmere, sagde jeg forleden dag til min veninde med små børn. Og pludselig gik det op for mig, at jeg faktisk næsten har glemt, hvor hårdt jeg syntes det var at være småbørnsmor. Næsten. For jeg glemmer nok alligevel aldrig, hvor udkørt, udmattet og opgivende jeg var i nogle perioder. De perioder hvor søvn var en mangelvare, ungerne lå syge på skift, hjemmet lignede et bombet lokum og vasketøjet hobede sig op, og angreb mig i mine søvnløse nætter. At jeg bare havde lyst til at sætte mig ned og tude af selvmedlidenhed. At jeg faktisk satte mig ned og tudede. Fordi alting bare var for meget, og fordi jeg ikke vidste hvornår det fik en ende. Bare fortæl mig hvornår denne ulidelige fase af et lorte-tigerspring får en ende, så klarer jeg den. Bare fortæl mig hvornår jeg kan sove igen, så klarer jeg den. Men ingen vidste det med sikkerhed.

Og nu skal det ikke tolkes som om, at jeg hadede hvert et minut af livet som småbørnsmor. SLET IKKE. Det var sgu også en dejlig tid, og jeg ville aldrig være den periode i mit liv foruden. MEN, der var bare perioder som trak tænder ud. Hvor jeg virkelig var udfordret. I sær den periode hvor jeg havde to små børn var hård. Holy fuck altså. Er sikker på at de fleste småbørnsmødre og fædre kan nikke genkendende til det.

Man sidder alt for tidligt i en sandkasse en kold søndag morgen, og prøver at være den bedste mor eller far, samtidig med at man bare har lyst til at lægge sig ned i sandkassen og sove for evigt. Sove fordi ens andet barn på et halvt år, som ligger og sover dejligt i barnevognen, har en fucking tand på vej og har skreget hele natten. Og når der, midt i sandkage-legen, pludselig lugter af lort fra ens ældste barns flyverdragt. Og dette ældste barn lige er holdt op med at bruge ble. Og ens bedre halvdel først kommer hjem sent, og man har 10 timer tilbage af dagen. Og man græder lidt. Og man finder ud af, at man allerede har spist den chokoladebar man lagde i tasken. Og man desperat har brug for at kunne ringe til en livline. Og skrige. Og græde lidt igen.

 

Og så bliver det pludselig nemmere. Pludselig begynder ungerne at sove om natten. Pludselig kan de være med i køkkenet uden af tømme alle skufferne. Pludselig kan man komme ud af døren på et splitsekund. uden at slæbe udstyr med, til hvad der ligner en oppakning, til en måneds ophold i ingenmandsland. Pludselig er man ikke styret af middagslure, middagsmad uden salt kl. 17.30 og langtrukne putteseancer. Pludselig begynder ungerne at lege sammen, og i sit stille sind tænker man, at det var DERFOR man fik flere børn. 🙂

Tror for alvor at vores liv blev markant nemmere da vores yngste var 2 år. Sådan cirka.

Jeg har nu børn på 5 3/4 og 9 år og det meste er bare nemt. Virkelig. Ikke at vi ikke har udfordringer, men vi sover om natten. Vi sover længe i weekenderne. Vi går impulsivt på cafe og drikker varm kakao efter børnehave og skole. Vi spiser aftensmad ved 18 tiden, men hvis den bliver 19, er det også fjong. Vi får dem passet, så vi kan få en kæresteaften. Ikke at man ikke kan det når man har små børn, men det er bare nemmere nu, og ungerne nyder det mindst lige så meget som os.  Vi spiser krydret mad og efter aftensmaden skal vi ikke fjerne madrester fra alle husets flader. Ungerne tager selv tøj på, og de tørrer sig selv, når de har været på lokum. Hallelujah.

 

Så småbørnsforældre. Jer som sidder i sandkassen en alt for tidlig søndag morgen. DET BLIVER NEMMERE. I kommer til at sove igen. Sove længe igen.

Alle aldre har hver deres charme, men ikke alle aldre er lige nemme. Vel? Fat mod.

 

Psssst… Hvis I har børnehavebørn, så kan I måske nikke genkendende til DETTE? 🙂

 

---

Husk at:

-Jeg altid bliver glad for et like, en kommentar eller en deling.

-I kan følge mig på facebook, Bloggers Delight, bloglovin og Instagram hvis I lyster.

Ses vi?