Hvornår blev det lige hverdagskost at sige JEG ELSKER DIG?

Da jeg var 19 år, flyttede jeg til USA for at arbejde som Au Pair i et år. Jeg boede hos en familie med to børn, og jeg blev hurtigt en del af familien. Det var lidt af et kulturchok på mange måder, men en af de ting der virkelig undrede mig, var at de hele tiden sagde I love you til hinanden. Hver gang de sagde farvel sagde de I love you. Hver sang de sagde godnat sagde de I love you. Hver gang de sagde tak for mad, sagde de I love you. I love you her og der og alle vegne og jeg kan huske, at jeg syntes det var lidt fjollet og overfladisk.
I min familie sagde vi aldrig jeg elsker dig. Jeg erindrer faktisk ikke, at mine forældre nogensinde har sagt til mig, at de elsker mig. Det er ikke fordi, jeg ikke føler, at de elsker mig, slet ikke, men det er bare aldrig blevet sagt.
For et par uger siden spurgte en af mine mands (mere følsomme) venner, hvornår min mand sidst havde sagt til sine forældre, at han elskede dem, da han var i tvivl om, om han nogensinde selv havde sagt det til sine forældre. Og min mand havde, som jeg, heller aldrig sagt til sine forældre, at han elskede dem. Ikke så vidt han kunne huske i hvert fald. Det er da lidt tankevækkende.
Efter jeg selv er blevet mor, går der jo nærmest ikke en dag, uden jeg fortæller mine børn at jeg elsker dem. Det kan være når jeg putter dem, siger farvel eller når det lige føles rigtigt at sige.
Og så tænker jeg bare…
Om det er en generationsting? Om vi simpelthen har adopteret I love you, jeg elsker dig, fra det store Amerika. Ligesom vi har adopteret Valentines day, mothers day, Halloween og konceptet babyshower.
Hvornår begyndte vi at sige jeg elsker dig i lille Danmark? Eller hvornår er det blevet noget vi kaster om os til højre og venstre? Hvornår blev det lige hverdagskost?
Lad mig høre jer. Hvilken årgang er I, og siger I jeg elsker dig til jeres far og mor? Har de sagt det til jer? Siger I det til jeres børn? Og hvor ofte siger I det til dem?
Burde vi egentlig spare lidt på det? Er det blevet for overfladisk? Og har det mistet sin betydning?
Ciao ❤️
Ps: Min søn på 5 år har lige fået sit første kærestebrev fra en af sine kærester. De har været kærester i et års tid (on/off) men nu er hun startet i skole, og de ser derfor ikke hinanden i børnehaven. Og nu har hun altså givet ham det fineste kærestebrev, som hun selv har skrevet. Herman kunne ikke selv læse det, så hun måtte læse det højt for ham. Han revnede af stolthed og kunne slet ikke være i sig selv af lykke. Men apropos ovenstående, så er det da alligevel ret tankevækkende, at 5-årige går og siger, at de elsker hinanden. Ikke? Men prøv lige at se, hvor mega cute det er. ❤️
HUSK AT…
-jeg ALTID bliver glad for et like, en kommentar eller en deling 🙂
-I kan følge mig på facebook, bloglovin og instagram hvis I lyster. Og på Snapchat, hvor jeg er ret aktiv. I finder mig under navnet nanavoxtrup. Ses vi? ❤️
Er fra 81, mellem min mor og jeg blev det sagt en del, men ikke konstant, det blev mere vist… det kunne mærkes… og sådan er det stadig.
bliver det sagt konstant følge jeg et det mister værdig…. på en måde… altså hvis det siges som vane og ikke fordi man bare må sige til den anden at man elsker dem.
Der er måske mest at kulturen generelt er blevet mere åben om følelser der gør at vi siger det, og det er jo godt. Tror faktisk ikke det amerikansk inflydelse… ihvertfald ikke allesteds (og slet ikke i min familie)